Anmel­del­se af “Sku­e­spil­le­rens værk­tø­jer” fra fag­bla­det “Gym­na­siesko­len” d. 26. okto­ber 2002

Bogen

Livet skal leves i livet. Sku­e­spil er et spil, der sæt­tes til skue.”

Sådan står der med fede typer alle­re­de i kapi­tel ét. Der er fun­da­men­tal for­skel på liv og sku­e­spil, mener Jens Arentzen (JA), og den for­skel skal respek­te­res, ellers ople­ver publi­kum intet. JA skri­ver også: “Det er ikke sku­e­spil­le­ren, der skal græ­de. Det er publi­kum.”

Ud fra oven­stå­en­de cita­ter kun­ne man tro, at JA’s bog er et opgør med Sta­nislavskij, det er den ikke bare, der er fak­tisk en del Tort­sov i JA’s grund­læg­gen­de idéer og over den per­son­li­ge insi­ste­ren­de lærer­mester­stil. Men hvor Sta­nislavskij læg­ger hoved­væg­ten på sku­e­spil­le­rens arbej­de med sig selv og der­med ind­le­vel­sen, læg­ger JA væg­ten på histo­ri­en og sku­e­spil­le­rens evne til at for­tol­ke og beret­te den­ne histo­rie.

Det er sku­e­spil­le­rens opga­ve og pligt at for­stå det, han/hun skal spil­le, være klo­ge­re end sin per­son. Sku­e­spil­le­ren skal altid være bevidst om styk­kets slut­ning og lige fra spil­lets begyn­del­se læg­ge spor og for­hin­drin­ger ud, igen er det publi­kum der skal hol­des i spæn­ding og nys­ger­rig­hed, for sku­e­spil­ler­ne må intet være over­ra­sken­de i den fær­di­ge fore­stil­ling.

JA kan ikke ofte nok frem­hæ­ve, hvor meget “hjem­me­ar­bej­de” det kræ­ver at være sku­e­spil­ler, først når hvert ord, hver bevæ­gel­se har været gen­nem grun­dig reflek­sion, udvæl­gel­se og indstu­de­ring, kan spil­let begyn­de. Sku­e­spil er en kon­struk­tion, det er kun­stigt, og det er absurd at for­veks­le det med ægt­hed. Der er noget Ari­sto­te­lesk i JA’s respekt for fab­len, den er det væsent­li­ge, den skal arbej­de i publi­kum, og sku­e­spil­le­ren er det medie til at frem­brin­ge stor emo­tion i andre.

Sku­e­spil­le­rens værk­tø­jer (Sv) er delt ind i 4 kapit­ler, over­skrif­ter­ne illu­stre­rer, hvor­dan JA mener sku­e­spil bli­ver til. Man må begyn­de med “Beret­tel­sens kunst” – og så kom­mer den møj­som­me­li­ge “Indstu­de­rin­gens kunst”, her­ef­ter kan man så begyn­de på “Øvel­sens kunst” for til sidst at gå på sce­nen med “Udø­vel­sens kunst”. Sku­e­spil­le­ren kan først udø­ve sin kunst, når de fore­gå­en­de tre trin er til­ba­gelagt og kastet bort.

Kapi­tel 4 er et gan­ske kort kapi­tel, der er ikke mere at sige, her er sku­e­spil­le­ren fær­dig med at bru­ge de værk­tø­jer, som bogen hand­ler om. De tre værk­tøjs-kapit­ler består af anvis­nin­ger, for­kla­rin­ger og øvel­ses­eks­pe­ri­men­ter. Det er fint, at øvel­ses­tek­ster­ne går igen i de for­skel­li­ge kapit­ler, så man kan føl­ge spil­ud­vik­lin­gen og effek­ten af det anvend­te værk­tøj, mono­lo­gen “mødet med min far” er et meget illu­stra­tivt eksem­pel.

JA’s uni­ver­sal­værk­tøj er mod­stan­den, den præ­sen­te­res under for­skel­li­ge kli­ché­ag­ti­ge beteg­nel­ser “ford­bold­kam­pen”, “den dob­bel­te motor­vej” “Kon­gens fald over­for Aske­pot”. Kam­pen mel­lem opløs­ning og form er ker­nen i al dra­ma­tik, og det er her sku­e­spil­le­ren har sin sto­re opga­ve, han/hun skal ken­de både suc­ces-histo­ri­en og fia­sko-histo­ri­en, de to mod­sa­t­ret­te­de bevæ­gel­ser skal altid være til ste­de i spil­let. JA udtryk­ker det­te for­hold i en hver­dags­po­e­tisk sen­tens: “suk­ker­k­nal­den, der kæm­per for at beva­re sin knald­form, og van­det, der kæm­per for at oplø­se suk­ke­ret”.

Bån­det

Sam­men med bogen kan man købe et videobånd, som inde­hol­der 4 under­vis­nings­se­kven­ser af hver en halv times varig­hed. Tit­ler­ne på de 4 for­løb er hen­tet fra bogen, men bog og bånd føl­ges ikke helt ad. Sandt at sige er det lidt svært at gen­nem­skue, hvor­dan pro­g­res­sio­nen i bån­det er tænkt. Det er vig­tigt, at have læst bogen, før man ser bån­det, så begri­ber man det noget ind­for­stå­e­de kode­sprog, som JA bru­ger over for sine ele­ver. JA er en sær­de­les aktiv og medri­ven­de instruk­tør, han er en streng og til tider utå­le­lig lærer, der ustand­s­e­lig afbry­der en sce­ne med kor­rek­tio­ner og spørgs­mål. Man må beun­dre ele­ver­nes tål­mo­dig­hed og selv­be­her­skel­se. Jo, disci­plin skal der til for at bli­ve sku­e­spil­ler, jeg tror det­te lærer-elev-for­hold vil gøre mindst lige så stort ind­tryk på en dra­maklas­se som sel­ve øvel­ser­ne.

Men vis­se sce­ner på bån­det viser også , at arbej­det, den uen­de­li­ge afprøv­ning, indstu­de­rin­gen af detalj­en vir­ker, glimt­vis ser man, hvor­dan den fær­di­ge kunst­ne­ri­ske udø­vel­se kan bli­ve.
Bån­det vil kun­ne bru­ges i under­vis­nin­gen, når man har gen­nem­gå­et nog­le af bogens øvel­ser. Der er meget gode mono­log-øvel­ser med fokus på blik­ret­nin­ger og bil­led­dan­nel­ser, og der er dia­lo­gø­vel­ser, der reflek­te­rer over det fysi­ske arran­ge­ments betyd­ning. Men det vil være tem­me­lig for­vir­ren­de og unfair over for JA’s ide­er og grund­læg­gen­de hold­nin­ger at vise bån­det ale­ne.
Kon­klu­de­ren­de vil jeg sige, at det er en gave, at JA har lavet det­te sæt – bog og bånd, det læg­ger op til en vir­ke­lig seri­øs tekst­læs­ning og instruk­tion. Det giver ele­ver­ne en fore­stil­ling om, hvor meget man kan arbej­de med et pro­jekt, og sam­ti­dig bli­ver det klart både for lærer og ele­ver, at dra­maun­der­vis­ning ikke er det sam­me som sku­e­spil­un­der­vis­ning.

Annet­te Møl­ler