Så Tag Dog En Tudekiks..!

Så Tag dog en Tudekiks og knib bal­ler­ne sam­men og se så og kom­me vide­re!’ – Der er man­ge gene­rø­se for­slag til de af os der ikke lige er ved deres / vores ful­de fem, er oven­på eller har styr på – livet…
Måske ér det ven­li­ge ord man vil hjæl­pe den / os bela­ste­de med, eller måske er det slet ikke så ven-ligt end­da, men sna­re­re at dé der har de hårdt­slå­en­de gode råd og hår­de / bar­ske / kla­re / stål­sat­te levereg­ler på lager – har en såkaldt ‘skyg­ge­si­de’ de sør­me ikke kan lide at være / kom­me i nær­he­den af, være i sel­skab med; ople­ve svag­hed, uro, – æng­stel­se. Og der­for skal vores svag­hed ha’ med ildra­ge­ren og få kort pro­ces – ud, væk !
Det ved de fle­ste dog ikke, at dét vi umid­del­bart rea­ge­rer på, slet slet ikke er dét der er lige for­an os, men dét vi selv engang har stop­pet i baga­gen, da vi ikke hav­de nogen omkring os og måt­te stop­pe vores uro eller æng­stel­se ned i nog­le af de æld­ste kuf­fer­ter, luk­ket inde i et kæl­der­kam­met for aldrig at bli­ve set på igen – eller mærket.
Og så sker der en tra­fi­ku­lyk­ke, så græ­der en lil­le dreng på tv eller ens sto­re dreng gør det over spa­ghet­tien og kan ikke fin­de hver­ken hoved eller hale, i iden­ti­tet, i kær­lig­hed eller i sine finan­ser. – Dér møder man dét man ikke vil møde i sin ver­den, skrø­be­lig­hed, sår­bar­hed, om man vil det eller ej, og man mær­ker de indemur­re­de følel­ser i de indelå­ste kuf­fer­ter i kæl­de­ren – fra engang, da ens stål­sat­te sik­ker­hed ikke var så sik­ker… den­gang man var ban­ge, ale­ne og ikke ‘hav­de lært’ at tack­le det…
Hvis man en gang var barn og føl­te sig ale­ne, var ban­ge og uro­lig, for om mor og far kom hjem eller slog op, eller slo­ges, så er der stor sand­synd­lig­hed for at dén erin­dring, dé erin­drin­ger, kom­mer / er kom­met i kuf­fer­ter­ne i kæl­de­ren, og man er påbe­gyndt en over­le­vel­se for at glem­me. Nu skal der tje­nes pen­ge, nu skal der ren­gø­res , nu skal der altid være liv og gla­de dage – og så langt langt væk fra kuf­fer­ter­nes smer­te i kæl­de­ren – alt­så ind­til en gang – at Covid stand­ser een i flug­ten, at en skils­mis­se gør det, en bræk­ket ryg…
Så ‘fal­der man’ og ‘det hele’ fal­der sam­men, og sor­gen, smer­ten og ensom­he­den fra kuf­fer­ter­ne fra engang, kan ikke stand­s­es læn­ge­re, de begyn­der at sive ud og løbe, og man selv begyn­der at bli­ve et flæ­be­ho­ved, der har mistet ori­en­te­rin­gen i ens liv…
Skal du ha’ en tudekiks mak­ker, eller skal du for før­ste gang ha’ omsorg for dig selv og dine bar­ne-kuf­fer­ter i kæl­de­ren, der blev gemt væk og låste inde for­di du var helt helt alene…