Selv Vurderingens Nådegave..!
Flere af mine unge og ældre venner har tankemylder af den kedelige slags, der hele tiden fortæller dem, at dét de er i færd med ikke bliver godt, at de ikke har dét der skal til, at de mislykkes, er umulige, at de ingen gang af lykke har her på jorden.
Skyldes denne tvivl på sig selv at det er en senfølge af noget eller skyldes selv-tvivlen en særlig hjernestruktur der er bygget sån eller hvad kunne ligge bag og måske standse denne styrtregn af evige negative tanker.
Menneskets grundlæggende byggesten er tilknytning eller dets modsætning, at være forladt. Enten oplever du ‘connection’ som barn med dine forældre eller så er du skubbet væk fra familien, overladt til dig selv. Og det sidste er en katastrofe, for ikke bare et menneskebarn, men for ethvert dyrebarn. En lille elefantunge hvor moderen er skudt er ikke mange potter pis værd. En lille hundehvalp hvor mor er væk kan ikke meget her i begyndelsen af livet, som forladt, og det er her vi træder til og får en anden gammel hun-hund til at blive surrogat-mor og det går ofte ganske godt, også med en kattekilling der opvokses hos en pleje-hunhund.
Grundfundamentet for ‘upbringing’ er tilknytning – noget at tilknytte sig til, eller – poor you – alene, helt alene, for hvad sker der så.
Når du som barn eller killing lades alene, overgives til dig selv og der ingen er at tilknytte sig til, de er væk, tabte, mistede, så traumatiseres man. Det er et chock at miste sin sikre havn, mors pote og varme bug, til pludselig at stå ubeskyttet på en mark, et stuegulv eller i børnehaven. Den væsentligste eksistensbetingelse er gået tabt, man er lost – fortabt.
Og det gør noget i vores følelsesmæssige system. Nu kodes en frygt-krystal i vores indre om aldrig at skulle miste igen. Vi scanner overalt efter risiko for hvor vi kunne miste igen, hvor vi igen kunne blive udsat for et tab. Livet er nu blevet ‘at undgå nogensinde det forfærdelige jeg har oplevet een gang’ – at blive forladt.
Kunne dét være årsagen til selv-bedømmende negative tankestrømme. For hvis jeg modsat tænker ‘det bliver skide godt med mig på tur’, ‘det er lige mig at være forfatter’, så sætter jeg jo mig selv i risiko for re-traumatisering – at miste igen – når det ikke går godt med turen, når jeg afvises som forfatter på min første novelle.
Det blir mer’ sikkert at jeg selv afslår nogen tro på en connection, et forhold, en drøm, end tro på på et forhold der kan rives i tu – igen. Derfor ‘det duer ikke’, ‘jeg duer ikke’ – så har jeg selv-vaccineret mig til når afslaget kommer, når bruddet, tabet af det tilstræbte afvises – når jeg lades alene igen. Så gen-oplever jeg ikke smerten, som da far forlod hjemmet i skilsmissen, som når mor toges fra mig på hospitalet.
Der er en grund til at nogle børn der vil lege med Mette går over til Mettes mor og ringer på døren og siger ‘Mette er ikke hjemme vel ?’ Hvis det lille barn selv indtager afvisningen på forhånd, så vil smerten ikke være sønderlemmende når Mettes Mor siger at Mette ikke er hjemme og man bliver forladt igen.
Sån med vores tanker. Ved at tænke katastrofisk på vores forehavender, vaccineres vi imod at skulle gen-mærke smerten fra engang, når vi måske får et nej, afvises, forkastes.
Den tidlige traumatiske oplevelse af tab, har sat sig i systemet og styrer os nu 24/7 med selv-bedømmende negative tanker, med mindre vi får hjælp til at omfavne det primære tidlige tab af far, af mor, af da min farmor døde. Det er dé gamle tab eller det sønderrivende ene, der er årsag til tankemylder af ‘duer ikke’, jeg får ikke lov’, ‘lykkes aldrig’, derved har jeg sørget for ikke at smertes, når garanteret, afvisningen kommer – igen.
Selvbeskyttelsen er blevet mit livsfængsel…