Selv Vur­de­rin­gens Nåde­ga­ve..!

Fle­re af mine unge og ældre ven­ner har tan­ke­myl­der af den kede­li­ge slags, der hele tiden for­tæl­ler dem, at dét de er i færd med ikke bli­ver godt, at de ikke har dét der skal til, at de mis­lyk­kes, er umu­li­ge, at de ingen gang af lyk­ke har her på jor­den.
Skyl­des den­ne tvivl på sig selv at det er en sen­føl­ge af noget eller skyl­des selv-tviv­len en sær­lig hjer­ne­struk­tur der er byg­get sån eller hvad kun­ne lig­ge bag og måske stand­se den­ne styrt­regn af evi­ge nega­ti­ve tan­ker.
Men­ne­skets grund­læg­gen­de byg­ge­sten er til­knyt­ning eller dets mod­sæt­ning, at være for­ladt. Enten ople­ver du ‘con­nection’ som barn med dine for­æl­dre eller så er du skub­bet væk fra fami­li­en, over­ladt til dig selv. Og det sid­ste er en kata­stro­fe, for ikke bare et men­ne­ske­barn, men for ethvert dyre­barn. En lil­le ele­fan­tun­ge hvor mode­ren er skudt er ikke man­ge pot­ter pis værd. En lil­le hund­e­hvalp hvor mor er væk kan ikke meget her i begyn­del­sen af livet, som for­ladt, og det er her vi træ­der til og får en anden gam­mel hun-hund til at bli­ve sur­ro­gat-mor og det går ofte gan­ske godt, også med en kat­tekil­ling der opvok­ses hos en ple­je-hunhund.
Grund­fun­da­men­tet for ‘upbrin­ging’ er til­knyt­ning – noget at til­knyt­te sig til, eller – poor you – ale­ne, helt ale­ne, for hvad sker der så.
Når du som barn eller kil­ling lades ale­ne, over­gi­ves til dig selv og der ingen er at til­knyt­te sig til, de er væk, tab­te, miste­de, så trau­ma­ti­se­res man. Det er et cho­ck at miste sin sik­re havn, mors pote og var­me bug, til plud­se­lig at stå ube­skyt­tet på en mark, et stu­e­gulv eller i bør­ne­ha­ven. Den væsent­lig­ste eksi­stens­be­tin­gel­se er gået tabt, man er lost – fortabt.
Og det gør noget i vores følel­ses­mæs­si­ge system. Nu kodes en frygt-krystal i vores indre om aldrig at skul­le miste igen. Vi scan­ner overalt efter risi­ko for hvor vi kun­ne miste igen, hvor vi igen kun­ne bli­ve udsat for et tab. Livet er nu ble­vet ‘at und­gå nogen­sin­de det for­fær­de­li­ge jeg har ople­vet een gang’ – at bli­ve for­ladt.
Kun­ne dét være årsa­gen til selv-bedøm­men­de nega­ti­ve tan­ke­strøm­me. For hvis jeg mod­sat tæn­ker ‘det bli­ver ski­de godt med mig på tur’, ‘det er lige mig at være for­fat­ter’, så sæt­ter jeg jo mig selv i risi­ko for re-trau­ma­ti­se­ring – at miste igen – når det ikke går godt med turen, når jeg afvi­ses som for­fat­ter på min før­ste novel­le.
Det blir mer’ sik­kert at jeg selv afslår nogen tro på en con­nection, et for­hold, en drøm, end tro på på et for­hold der kan rives i tu – igen. Der­for ‘det duer ikke’, ‘jeg duer ikke’ – så har jeg selv-vac­ci­ne­ret mig til når afsla­get kom­mer, når brud­det, tabet af det til­stræb­te afvi­ses – når jeg lades ale­ne igen. Så gen-ople­ver jeg ikke smer­ten, som da far for­lod hjem­met i skils­mis­sen, som når mor toges fra mig på hospi­ta­let.
Der er en grund til at nog­le børn der vil lege med Met­te går over til Met­tes mor og rin­ger på døren og siger ‘Met­te er ikke hjem­me vel ?’ Hvis det lil­le barn selv ind­ta­ger afvis­nin­gen på for­hånd, så vil smer­ten ikke være søn­der­lem­men­de når Met­tes Mor siger at Met­te ikke er hjem­me og man bli­ver for­ladt igen.
Sån med vores tan­ker. Ved at tæn­ke kata­stro­fisk på vores fore­ha­ven­der, vac­ci­ne­res vi imod at skul­le gen-mær­ke smer­ten fra engang, når vi måske får et nej, afvi­ses, for­ka­stes.
Den tid­li­ge trau­ma­ti­ske ople­vel­se af tab, har sat sig i syste­met og sty­rer os nu 24/7 med selv-bedøm­men­de nega­ti­ve tan­ker, med min­dre vi får hjælp til at omfav­ne det pri­mæ­re tid­li­ge tab af far, af mor, af da min far­mor døde. Det er dé gam­le tab eller det søn­der­ri­ven­de ene, der er årsag til tan­ke­myl­der af ‘duer ikke’, jeg får ikke lov’, ‘lyk­kes aldrig’, der­ved har jeg sør­get for ikke at smer­tes, når garan­te­ret, afvis­nin­gen kom­mer – igen.
Selv­be­skyt­tel­sen er ble­vet mit livs­fængsel…