En Kvin­de H a d e r Søndage..!

Når en kvin­de hader søn­da­ge, kan vi jo tage det for påly­den­de. Søn­da­ge er røv­sy­ge, vej­ret altid lort og der er ikke noget godt i hver­ken fjern­syn eller på Face­book. Der er dog ofte noget andet på spil, når nogen hader noget, ‘ikke kan hol­de ud’ eller ‘sim­pelt­hen ikke gider eet eller andet’.
Når den søn­dags­haden­de kvin­de går rundt og hader i sit ellers pæne hus, så hader hun aller­først ikke så meget, men ‘kan ikke lide’, bry­der sig ikke om, bli­ver hun uro­lig, føler at livet er mørkt, at hun bli­ver mørk og ban­ge. Meget af det ved hun ikke. Hun er kun bevidst om ‘at søn­da­ge er rædselsfulde’.
Men hvis vi nu går lidt nede­nun­der dét sprog­li­ge for­søg på at lyde sej og magt­fuld; ‘ræd­sels­ful­de søn­da­ge’, så afslø­rer der sig noget andet, som der er til ste­de i rig­tig, rig­tig man­ge livs­op­le­vel­ser – at nu’et asso­ci­e­rer til noget der kom før nu’et, noget der er den egent­li­ge årsag til ‘ræd­sels­ful­de søndage’.
Den søn­dags-haden­de kvin­de kan hjæl­pes, hjæl­pes til at erin­dre; ‘hvor­når i dit liv hav­de du sam­me følel­se af een­som­hed, mør­ke og æng­stel­se, hvor der var stil­le omkring dig og ale­ne­he­den var over­væl­den­de’ og ‘plunk’, så viser det sig at dén følel­se var der rig­tig, rig­tig meget af i kvin­dens barn­dom, når hun kom ale­ne hjem fra sko­le og dér i lej­lig­he­den var der ikke andet – end væg­ge, gulv­tæp­per og forladtheder.
Og søn­da­ge­ne, week-ender­ne var sam­me tor­tur; for­ladt og over­ladt, for mor var enten ude og gøre rent eller mødes med mænd, som dat­te­ren ikke skul­le vide af.
Når vi siger vi hader søn­da­ge, gør vi det ikke. Men er ube­vid­ste om at vi bærer tid­lig trau­ma­tisk erin­dring, der udlø­ses når en situ­a­tion min­der om stem­nin­gen fra engang.
Vores følel­ser asso­ci­e­re og rej­ser gen­nem ana­lo­ge ( sam­men­lig­ne­li­ge ) asso­ci­a­tio­ner til ur-sce­ner hvor ‘hadet, ube­ha­get’ stam­mer fra.
Først når kvin­den ind­ser hvor ale­ne og angst hun var engang og omfav­ner dén arra­ou­sel fra dén­gang, vil hun opda­ge at søn­da­ge ikke er ræd­sels­ful­de, men var – og den for­lad­te, indemu­re­de sorg fra den­gang vil oplø­ses og hun vil bli­ve fri – uden at være hård i kæf­ten ‘om de ræd­sels­ful­de søn­da­ge’ når det egent­lig var; – jeg var så ban­ge da jeg var lil­le og ingen, som i ingen­som­helst så mig, så ange­sten for­blev indemu­ret i mig…