En Kvinde H a d e r Søndage..!
Når en kvinde hader søndage, kan vi jo tage det for pålydende. Søndage er røvsyge, vejret altid lort og der er ikke noget godt i hverken fjernsyn eller på Facebook. Der er dog ofte noget andet på spil, når nogen hader noget, ‘ikke kan holde ud’ eller ‘simpelthen ikke gider eet eller andet’.
Når den søndagshadende kvinde går rundt og hader i sit ellers pæne hus, så hader hun allerførst ikke så meget, men ‘kan ikke lide’, bryder sig ikke om, bliver hun urolig, føler at livet er mørkt, at hun bliver mørk og bange. Meget af det ved hun ikke. Hun er kun bevidst om ‘at søndage er rædselsfulde’.
Men hvis vi nu går lidt nedenunder dét sproglige forsøg på at lyde sej og magtfuld; ‘rædselsfulde søndage’, så afslører der sig noget andet, som der er til stede i rigtig, rigtig mange livsoplevelser – at nu’et associerer til noget der kom før nu’et, noget der er den egentlige årsag til ‘rædselsfulde søndage’.
Den søndags-hadende kvinde kan hjælpes, hjælpes til at erindre; ‘hvornår i dit liv havde du samme følelse af eensomhed, mørke og ængstelse, hvor der var stille omkring dig og aleneheden var overvældende’ og ‘plunk’, så viser det sig at dén følelse var der rigtig, rigtig meget af i kvindens barndom, når hun kom alene hjem fra skole og dér i lejligheden var der ikke andet – end vægge, gulvtæpper og forladtheder.
Og søndagene, week-enderne var samme tortur; forladt og overladt, for mor var enten ude og gøre rent eller mødes med mænd, som datteren ikke skulle vide af.
Når vi siger vi hader søndage, gør vi det ikke. Men er ubevidste om at vi bærer tidlig traumatisk erindring, der udløses når en situation minder om stemningen fra engang.
Vores følelser associere og rejser gennem analoge ( sammenlignelige ) associationer til ur-scener hvor ‘hadet, ubehaget’ stammer fra.
Først når kvinden indser hvor alene og angst hun var engang og omfavner dén arraousel fra déngang, vil hun opdage at søndage ikke er rædselsfulde, men var – og den forladte, indemurede sorg fra dengang vil opløses og hun vil blive fri – uden at være hård i kæften ‘om de rædselsfulde søndage’ når det egentlig var; – jeg var så bange da jeg var lille og ingen, som i ingensomhelst så mig, så angesten forblev indemuret i mig…