Når Traumer Vandrer I Mørket…!
I familier vandrer traumer i mørket, fra generation til generation, uden at vi ved af det og ved hvilke konsekvenser dét har. Familie-slægtens traumatiske oplevelser og overgreb, ikke mindst de psykiske, løber i generationer fra bedsteforældre til mormødre, til far, til mor og til børn og til vores børn.
At Farfar blev opdraget med latterliggørelse, tæsk og tavshed, og det gjorde far til en mut, indesluttet mand, der bliver svær at aflæse for sønnen, datteren eller dem omkring ham på arbejdspladsen.
At Mormor havde en angstpræget mor der havde været udsat for overgreb, hvilket hun ikke havde delt med nogen, hvorfor hun, for ikke at mærke smerten, blev en organiserings-bombe, en rengørings-eksplosion der satte alt op i excel ark, men ikke så sin egen datter, kun datterens støv under sengen og hendes for lange negle.
Traumer løber langt, langt oftere i familier end vi er bekendt med. Vi forstår ikke, at en kolerisk skrigende far sætter spor helt ind i børnebørnenes børn, ligesom at en svag, veg mor, der “holder det ud” sætter spor i generationerne efter hende og bliver en grum lærer-mesterinde i “tillært hjælpeløshed” for hendes børn og deres. Rigtig, rigtig mange mennesker der har “ondt i livet” er der faktisk ikke noget galt med, men de lider under deres forældres barndomme derhar været skadede i deres opvækst, hos forældre der selv har været skadede af deres opvækster og af deres forældres opvækster…
Det store problem er, at de fleste af os i rækken af generationer hvor traumer løber upåagtet, uudtalt og uerkendt ikke ser “traume-vandringen”, – hvorfor vi ser vores vanskeligheder i livet som om at vi er forkerte, nok har diagnoser, hvilket sørme heller ikke modsiges, hverken hos lægen eller i psykiatrien, der kun forholder sig til enkelt-patienten og ikke spørg’ til hvad der er løbet forud – i generationer. Tænk, at vores system er med til at videreføre traume-vandringens overgreb, at gøre enkelt-mennesket til årsagen til svære liv, at gøre det tilstødte i generationer, til en personlige fejl – i hjernen, i følelserne eller i opførsel – og ikke et sekund skele til traume-vandringernes årsager til at forældre ikke har kunnet håndtere forældre-gerningen grundet generations-ødelæggende mønstre i familier – tavshed, druk eller vold, – fysisk eller i sproget, som har løbet igennem tre generationer, og aldrig er blevet italesat, brudt eller hjulpet.
Hvor mange behandles som syge på jobcentre, hos læger, i psykiatrien, der bare ikke er blevet udredt som ofre for traume-vandringens konsekvenser, i familier – i generationer…