Når Trau­mer Van­drer I Mør­ket…!

I fami­li­er van­drer trau­mer i mør­ket, fra gene­ra­tion til gene­ra­tion, uden at vi ved af det og ved hvil­ke kon­se­kven­ser dét har. Fami­lie-slæg­tens trau­ma­ti­ske ople­vel­ser og over­greb, ikke mindst de psy­ki­ske, løber i gene­ra­tio­ner fra bedste­for­æl­dre til mor­mødre, til far, til mor og til børn og til vores børn.
At Far­far blev opdra­get med lat­ter­lig­gø­rel­se, tæsk og tavs­hed, og det gjor­de far til en mut, inde­slut­tet mand, der bli­ver svær at aflæ­se for søn­nen, dat­te­ren eller dem omkring ham på arbejds­plad­sen.
At Mor­mor hav­de en angst­præ­get mor der hav­de været udsat for over­greb, hvil­ket hun ikke hav­de delt med nogen, hvor­for hun, for ikke at mær­ke smer­ten, blev en orga­ni­se­rings-bom­be, en ren­gø­rings-eks­plo­sion der sat­te alt op i excel ark, men ikke så sin egen dat­ter, kun dat­te­rens støv under sen­gen og hen­des for lan­ge neg­le.
Trau­mer løber langt, langt ofte­re i fami­li­er end vi er bekendt med. Vi for­står ikke, at en kole­risk skri­gen­de far sæt­ter spor helt ind i bør­ne­bør­ne­nes børn, lige­som at en svag, veg mor, der “hol­der det ud” sæt­ter spor i gene­ra­tio­ner­ne efter hen­de og bli­ver en grum lærer-meste­rin­de i “til­lært hjæl­pe­løs­hed” for hen­des børn og deres. Rig­tig, rig­tig man­ge men­ne­sker der har “ondt i livet” er der fak­tisk ikke noget galt med, men de lider under deres for­æl­dres barn­dom­me der­har været ska­de­de i deres opvækst, hos for­æl­dre der selv har været ska­de­de af deres opvæk­ster og af deres for­æl­dres opvæk­ster…
Det sto­re pro­blem er, at de fle­ste af os i ræk­ken af gene­ra­tio­ner hvor trau­mer løber upå­ag­tet, uud­talt og uer­kendt ikke ser “trau­me-van­drin­gen”, – hvor­for vi ser vores van­ske­lig­he­der i livet som om at vi er for­ker­te, nok har diag­no­ser, hvil­ket sør­me hel­ler ikke mod­si­ges, hver­ken hos lægen eller i psy­ki­a­tri­en, der kun for­hol­der sig til enkelt-patien­ten og ikke spørg’ til hvad der er løbet for­ud – i gene­ra­tio­ner. Tænk, at vores system er med til at videre­fø­re trau­me-van­drin­gens over­greb, at gøre enkelt-men­ne­sket til årsa­gen til svæ­re liv, at gøre det til­stød­te i gene­ra­tio­ner, til en per­son­li­ge fejl – i hjer­nen, i følel­ser­ne eller i opfør­sel – og ikke et sekund ske­le til trau­me-van­drin­ger­nes årsa­ger til at for­æl­dre ikke har kun­net hånd­te­re for­æl­dre-ger­nin­gen grun­det gene­ra­tions-øde­læg­gen­de møn­stre i fami­li­er – tavs­hed, druk eller vold, – fysisk eller i spro­get, som har løbet igen­nem tre gene­ra­tio­ner, og aldrig er ble­vet ita­le­sat, brudt eller hjul­pet.
Hvor man­ge behand­les som syge på job­cen­tre, hos læger, i psy­ki­a­tri­en, der bare ikke er ble­vet udredt som ofre for trau­me-van­drin­gens kon­se­kven­ser, i fami­li­er – i gene­ra­tio­ner…