Hunden..!
En ivrig hund løber halsende efter sin ejer, der sidder på en larmende mini-traktor græsslåmaskine, som kører frem og tilbage henover en gigantisk plæne, – op til den fjerneste ende og så tilbage igen til hvor plænen begynder. Det er en noget desorienteret hund efterhånden, for dens ejer gør det hele tiden, man er lige kommet til den ene ende, så drejer ejeren op igen, en ny bane og det har nu stået på hele morgenen og den halve formiddag. Hvis det havde været i Italien og det var en italiensk mama, som ville følge sønnen på mini-græsslåmaskinen, så ville hun for længst have sat sig på en stol i den ene ende af plænen med strikketøj eller garotter i skødet, og vente på, at sønnike kom tilbage mod hende, og snakke, indtil sønnen så svinger op igen og kommer uden for hørevidde. Kvinden ved, at dether er et mønster, at sønnen skal op og ned mange gange for at nå hele plænen, hvorfor hun bare kan sætte sig her, så behøver hun ikke at løbe efter ham, så kommer han til hende. Der må en hund melde pas, det kan en hund ikke ‘regne ud og må bare løbe efter.
Det er vidunderligt, at mennesket har fået forestillingens evne, – fantasien, tanke-evnerne – at regne mønstre ud, forestille sig fremtider, som en hund eller fugl ikke kan i samme grad. Det har ført til store opdagelser, udregninger, visioner og værker, skabt glæder, stoltheder og vel-følelser i kroppene der har kunnet udtænke det – tænk at kunne forestille sig en flot bygning..! Men tanker og forestillinger er ikke bare ‘skønne’ i sig selv, for forestillingens gave kan også blive fantasiens dæmon, der producere forestillinger, mønstre og fortællinger der ikke er der, kreere forestillinger for os som intet har hold i virkeligheden’ – tværtimod, aldeles inkorrekte – det er IKKE rigtigt at dén mand dér går rask hen for at ville slå – han går hen for at kysse – viste det sig… Jamen jeg troede… Ja, tanker..!
Hvis vi er ukritske slaver af dét vi forestiller os, hvis vi tror at alt vi tænker er rigtigt, bliver vi sårbare nemme ofre for dét vores hjerne også forestiller sig hele tiden, – alt muligt – mønstre, trusler, virkeligheder, og ‘sandheder’ der kun engang imellem er til at stole på.
Det er dér at VI kan lære noget af hunden, ikke at forblive i en forestilling og så lukke os ned der, men bevæge os. Flytte os, løbe plæner op og ned, istedetfor at tro at vi kan regne det hele ud fra vores stol. – At kende vejen er at gå den, turde den, bevæge sig og ikke om at ‘regne den ud’ mens vi sidder stille. Hunden har ret, der er altid noget rundt om et hjørne, som selv DU ikke havde regnet med. – Flyt dig – hen og dufte..!