Hund­en..!

En ivrig hund løber hal­sen­de efter sin ejer, der sid­der på en lar­men­de mini-trak­tor græs­slå­ma­ski­ne, som kører frem og til­ba­ge henover en gigan­tisk plæ­ne, – op til den fjer­ne­ste ende og så til­ba­ge igen til hvor plæ­nen begyn­der. Det er en noget des­o­ri­en­te­ret hund efter­hån­den, for dens ejer gør det hele tiden, man er lige kom­met til den ene ende, så dre­jer eje­ren op igen, en ny bane og det har nu stå­et på hele mor­ge­nen og den hal­ve for­mid­dag. Hvis det hav­de været i Itali­en og det var en ita­li­ensk mama, som vil­le føl­ge søn­nen på mini-græs­slå­ma­ski­nen, så vil­le hun for længst have sat sig på en stol i den ene ende af plæ­nen med strik­ke­tøj eller garot­ter i skø­det, og ven­te på, at søn­ni­ke kom til­ba­ge mod hen­de, og snak­ke, ind­til søn­nen så svin­ger op igen og kom­mer uden for høre­vid­de. Kvin­den ved, at det­her er et møn­ster, at søn­nen skal op og ned man­ge gan­ge for at nå hele plæ­nen, hvor­for hun bare kan sæt­te sig her, så behø­ver hun ikke at løbe efter ham, så kom­mer han til hen­de. Der må en hund mel­de pas, det kan en hund ikke ‘reg­ne ud og må bare løbe efter.

Det er vidun­der­ligt, at men­ne­sket har fået fore­stil­lin­gens evne, – fan­ta­si­en, tan­ke-evner­ne – at reg­ne møn­stre ud, fore­stil­le sig frem­ti­der, som en hund eller fugl ikke kan i sam­me grad. Det har ført til sto­re opda­gel­ser, udreg­nin­ger, visio­ner og vær­ker, skabt glæ­der, stolt­he­der og vel-følel­ser i krop­pe­ne der har kun­net udtæn­ke det – tænk at kun­ne fore­stil­le sig en flot byg­ning..! Men tan­ker og fore­stil­lin­ger er ikke bare ‘skøn­ne’ i sig selv, for fore­stil­lin­gens gave kan også bli­ve fan­ta­si­ens dæmon, der pro­du­ce­re fore­stil­lin­ger, møn­stre og for­tæl­lin­ger der ikke er der, kre­e­re fore­stil­lin­ger for os som intet har hold i vir­ke­lig­he­den’ – tvær­ti­mod, alde­les inkor­rek­te – det er IKKE rig­tigt at dén mand dér går rask hen for at vil­le slå – han går hen for at kys­se – viste det sig… Jamen jeg tro­e­de… Ja, tan­ker..!

Hvis vi er ukrit­ske sla­ver af dét vi fore­stil­ler os, hvis vi tror at alt vi tæn­ker er rig­tigt, bli­ver vi sår­ba­re nem­me ofre for dét vores hjer­ne også fore­stil­ler sig hele tiden, – alt muligt – møn­stre, trus­ler, vir­ke­lig­he­der, og ‘sand­he­der’ der kun engang imel­lem er til at sto­le på.

Det er dér at VI kan lære noget af hund­en, ikke at for­bli­ve i en fore­stil­ling og så luk­ke os ned der, men bevæ­ge os. Flyt­te os, løbe plæ­ner op og ned, iste­det­for at tro at vi kan reg­ne det hele ud fra vores stol. – At ken­de vej­en er at gå den, tur­de den, bevæ­ge sig og ikke om at ‘reg­ne den ud’ mens vi sid­der stil­le. Hund­en har ret, der er altid noget rundt om et hjør­ne, som selv DU ikke hav­de reg­net med. – Flyt dig – hen og duf­te..!