Hvis Du Er En Dyg­tig Sol­dat Eller Mor..!

Alle men­ne­sker rea­ge­rer for­skel­ligt på over­ra­skel­ser, kon­flik­ter – livs­for­an­drin­ger. Det gæl­der også dyr. Een kat hop­per i heg­net ved før­ste skram­len med en stol, hvor andre kat­te ikke er til at få smidt væk fra ter­ras­sen, om man så skri­ger som en rasen­de Trump, slår på en stol eller ser meget ond ud. Sån’ kat er ligeg­lad, du er ube­ty­de­lig i dens øjne, den farer alde­les ikke op.
Hvad er det der er på fær­de her. Fødes vi sær­lig sen­si­tivt, med føl­som­me sind og kunst­ner-type-gener eller er vores arous­als-bered­skab noget der udvik­les gen­nem fx vores mors nem­hed eller svær­hed ved at fare op, fare sam­men, æng­ste­lig og rysten­de ben.
Du bli­ver dit net­værk – også som barn, så når vi i den­ne cor­o­na-tid ople­ver men­ne­sker der næsten græ­der og siger ‘hvad skal der dog bli­ve af os nu’, så er det alt­så ikke cor­o­navirus der er på spil, men per­so­ners arous­als-bered­skab – hvad de har lært som børn – der spil­ler ind – er de mad­det med uro, er de narko­ma­ner af stem­nin­ger ‘det går galt, det går galt’…
Hvis dit system een gang var oppe og køre i arous­al og det ikke blev afhjul­pet så du lan­de­de igen og spi­ste en is, så for­bli­ver arou­se­len i dig og blir dét bered­skab der slår til og sprin­ger frem når sam­me slags ( ana­lo­ge ) støj, ‘alarm’, uro, opstår for­an dig. Så rea­ge­rer du BÅDE på den nær­væ­ren­de alarm OG på dén alarm der var engang ( dit alarm-bered­skab du lær­te som spæd )
Det er lige her en dyg­tig sol­dat træ­nes – til at besin­de sig og ikke lade sig fyl­de af ræd­sel, men hol­de afstand og ikke tage ind så han / hun over­væl­des.
Jeg fat­ter ikke hvor­for vi ikke lærer børn og unge og voks­ne den grund­lær­dom – ikke at være en svamp for andres uro, æng­stel­se og arous­al, men at evne distan­ce.
Hvis man lever sym­bi­o­tisk, med alle andres følel­ser, æng­stel­se og uro på sine skul­dre, så kan man fan­me få meget at bestil­le – og det væg­ti­ge her, du blir dum at høre på, du tager elen­di­ge beslut­nin­ger og blir’ ude af stand til at hjæl­pe nogetsom­helst men­ne­ske, slet ikke dig selv – der står kun en tok­si­ke­ren­de sky af uro for­an os…
– lær’ distan­ce, så du ikke flam­mer op, besind dig og vid hvor­når du flam­mer op af livets til­skik­kel­ser og hvor­når du flam­mer op for­di du engang boe­de i æng­stel­se der har sat sig i din sjæl…