Den Ora­to­ri­ske Tra­di­tion

Hvad i alver­den er dog det – ‘Den Ora­to­ri­ske Tra­di­tion’ ? Ja, det er en fle­re-tusind-årig tra­di­tion i det mundt­li­ge, i dët ora­le, i dét tal­te ord – mod­sat det skrev­ne. I andre århund­re­de, i andre årtu­sin­der, var det dét man først lær­te: den unge leder, den kom­men­de poli­ti­ker – at bære ordet, at evne at dek­la­ma­tio­nen, at belæg­ge sine ord – at bli­ve en taler…

Det gør vi ikke i dag. I dag lærer vi at skri­ve først, at skri­ve en tale for så siden ‘at læse den op’, – eller lader en power point gøre arbej­det for os, på trods at de der vin­der ver­de­nen for deres fød­der, net­op IKKE er skrift­li­ge, men ora­le; med Bara­ck Oba­ma som det mest frem­men­de eksem­pel. Hvad vil­le Oba­ma være uden sin stem­me – hans ora­le evner ? Mundt­lig­hed var også ken­de­tegn for de dan­ske for­fat­te­re som vi brø­ster os af. De var ora­le, lod mun­den løbe – erklæ­re­de at de var ‘en storytel­ler’ og ikke ‘en for­fat­ter’, som Karen Blixen insi­te­re­de på, for­di hun vid­ste hvad hun tal­te om, at tur­de røsten run­ge og lod hen­des sekre­tær Cla­ra Svend­sen ned­fæl­de det til skrift.

Du skal tur­de stå uden papir og tale, fra Him­mel­b­jer­gets top til Grundt­lovs­mø­de til klyn­ge­mø­det i bør­ne­ha­ven eller for­an dine ansat­te i Kom­mu­nen.

Du skal ikke læse op af tre krøl­le­de lap­per papir, men stå med dit væsen og krop og løf­te os op i tan­ke­him­len og de sto­re følel­ser med dine ord. Måske er det lede­rens og lære­rens vig­tig­ste værk­tøj – at kun­ne smit­te os med vel­tal­te, run­gen­de ord vi husker og mær­ker og ikke en power­po­int tale vi får til­budt at få efter­sendt på egen mail…

Du husker en tale der ram­te dig, rør­te dig og fyl­te rum­met.

Det er ube­gri­be­ligt at vi ikke lærer det fra vi er fem – ‘ordet’, det tal­te ord, sæt­nin­ger der giver mening og fyl­de – og huskes af dem der lyt­ter.

Ver­den for­an­drer sig af ord, af det tal­te ord – fra et men­ne­sker der tør bru­ge kun­star­ten – den ora­to­ri­ske tra­di­tion – men vi kan jo også bare tryk­ke end­nu en pje­ce…