Den Oratoriske Tradition
Hvad i alverden er dog det – ‘Den Oratoriske Tradition’ ? Ja, det er en flere-tusind-årig tradition i det mundtlige, i dët orale, i dét talte ord – modsat det skrevne. I andre århundrede, i andre årtusinder, var det dét man først lærte: den unge leder, den kommende politiker – at bære ordet, at evne at deklamationen, at belægge sine ord – at blive en taler…
Det gør vi ikke i dag. I dag lærer vi at skrive først, at skrive en tale for så siden ‘at læse den op’, – eller lader en power point gøre arbejdet for os, på trods at de der vinder verdenen for deres fødder, netop IKKE er skriftlige, men orale; med Barack Obama som det mest fremmende eksempel. Hvad ville Obama være uden sin stemme – hans orale evner ? Mundtlighed var også kendetegn for de danske forfattere som vi brøster os af. De var orale, lod munden løbe – erklærede at de var ‘en storyteller’ og ikke ‘en forfatter’, som Karen Blixen insiterede på, fordi hun vidste hvad hun talte om, at turde røsten runge og lod hendes sekretær Clara Svendsen nedfælde det til skrift.
Du skal turde stå uden papir og tale, fra Himmelbjergets top til Grundtlovsmøde til klyngemødet i børnehaven eller foran dine ansatte i Kommunen.
Du skal ikke læse op af tre krøllede lapper papir, men stå med dit væsen og krop og løfte os op i tankehimlen og de store følelser med dine ord. Måske er det lederens og lærerens vigtigste værktøj – at kunne smitte os med veltalte, rungende ord vi husker og mærker og ikke en powerpoint tale vi får tilbudt at få eftersendt på egen mail…
Du husker en tale der ramte dig, rørte dig og fylte rummet.
Det er ubegribeligt at vi ikke lærer det fra vi er fem – ‘ordet’, det talte ord, sætninger der giver mening og fylde – og huskes af dem der lytter.
Verden forandrer sig af ord, af det talte ord – fra et mennesker der tør bruge kunstarten – den oratoriske tradition – men vi kan jo også bare trykke endnu en pjece…