Vores Beun­drings­vær­di­ge Evne Til Med­men­ne­ske­lig Kon­takt..!

Man kan næsten ikke sæt­te sig i et S‑tog, i Inter­ci­tyLyn eller ja, bare gå en tur på gaden uden at mær­ke det: Vores beun­drings­vær­di­ge evne til med­men­ne­ske­lig kon­takt. Der hil­ses og smi­les og hjæl­pes både ænder og gam­le damer over vej­en, mens man får sig en slud­der om livet og eksi­sten­sen, lige­som man gør der­hjem­me og med nabo­en. Vist­nok.

Det er ikke ukendt, at en ung mand sid­der fem timer inde på sit værel­se og der ikke tales ved maden, der bare skal over­stås, lige­som sam­ta­ler­ne i sko­len kun er nødt­vung­ne, kort­fat­te­de eller ja, kun ja og nej. I paral­lel-livet i cyber er det hel­ler ikke den dybe kon­ver­sa­tion. Der er det mest hvad man liker og er enig med, drøf­tel­se sker fak­tisk ikke aller­mest for­di de der er på ens ‘kanal’ jo i for­vej­en er dén stam­me man er enig med, der enten er til heavy eller hel­mig.

Den kon­ver­se­ren­de sam­ta­le fin­des fak­tisk slet ikke, hvil­ket ikke er så godt når net­op den er ker­nen, hvis vi skal bli­ve men­ne­sker; for­stå os selv, ople­ve os selv og bli­ve kla­re over hvad vi mener føler. At tæn­ke noget er ikke det sam­me, som at udtryk­ke sig. 

Til­knyt­ning er nøg­len til men­ne­ske­lig for­stå­el­se, det lil­le barn kæm­per for at lære at udtryk­ke sig – at bli­ve for­stå­et og tale om alt det mær­ke­li­ge i eksi­sten­sen. Men så hører den op: bar­nesnak­ken. Kun gan­ske få sam­ta­ler i læn­ge­re tid, end et minut og sam­ta­le er det alt­så ikke, lige meget hvor man­ge SMS-beske­der, der er i kæden. 

Det er ikke under­ligt, at vi ser opblom­string af diag­no­ser og uro­li­ge liv med selvska­de.
Vi har over­ladt det moder­ne men­ne­ske til at tale med sig selv og tan­ke­myl­der, der aldrig giver ro, vær­dig­hed eller til­lid, hver­ken til sig selv eller livet.

Text me – men lad være med at tale til mig – jeg ved ikke hvor­dan man gør..!