Vores Beundringsværdige Evne Til Medmenneskelig Kontakt..!
Man kan næsten ikke sætte sig i et S‑tog, i IntercityLyn eller ja, bare gå en tur på gaden uden at mærke det: Vores beundringsværdige evne til medmenneskelig kontakt. Der hilses og smiles og hjælpes både ænder og gamle damer over vejen, mens man får sig en sludder om livet og eksistensen, ligesom man gør derhjemme og med naboen. Vistnok.
Det er ikke ukendt, at en ung mand sidder fem timer inde på sit værelse og der ikke tales ved maden, der bare skal overstås, ligesom samtalerne i skolen kun er nødtvungne, kortfattede eller ja, kun ja og nej. I parallel-livet i cyber er det heller ikke den dybe konversation. Der er det mest hvad man liker og er enig med, drøftelse sker faktisk ikke allermest fordi de der er på ens ‘kanal’ jo i forvejen er dén stamme man er enig med, der enten er til heavy eller helmig.
Den konverserende samtale findes faktisk slet ikke, hvilket ikke er så godt når netop den er kernen, hvis vi skal blive mennesker; forstå os selv, opleve os selv og blive klare over hvad vi mener føler. At tænke noget er ikke det samme, som at udtrykke sig.
Tilknytning er nøglen til menneskelig forståelse, det lille barn kæmper for at lære at udtrykke sig – at blive forstået og tale om alt det mærkelige i eksistensen. Men så hører den op: barnesnakken. Kun ganske få samtaler i længere tid, end et minut og samtale er det altså ikke, lige meget hvor mange SMS-beskeder, der er i kæden.
Det er ikke underligt, at vi ser opblomstring af diagnoser og urolige liv med selvskade.
Vi har overladt det moderne menneske til at tale med sig selv og tankemylder, der aldrig giver ro, værdighed eller tillid, hverken til sig selv eller livet.
Text me – men lad være med at tale til mig – jeg ved ikke hvordan man gør..!