Tilhøringens Sikre Bånd..!
Hvis der er noget der gør een glad, så er det at vide at man hører til, at ens skole lige er ens og der er man agtet, velset og ønsket, ligesom man er i sin familie, på sit arbejde og i sit samfund. Alle synes nogenlunde om een, alle vil een ok. Ingen vil slå een ned rundt om hjørnet, ingen bagtaler een, hverken på nettet eller i det andet klasselokale. Tilliden er udbredt, mærket og følt, hvorfor der ikke er så meget at være bange for og HVIS der er noget der laver arousal, så har jeg mor og far, den gode onkel eller læreren fra skolen, der altid har tid, der ikke selv er overbelastede. Der er ro på bagsmækken, vores relationer er frugtbare og bærende.
Eller er de – dagens aviser taler om selvskade blandt unge som samfundsfænomen, ikke som specialitet men som almindelighed, the new normal. Det er ikke normalt, men er ligesom stress-epidemi og angst blevet det vi lever – eller det vi forsøger at overleve.
Måske gjorde det noget at der kom aktionærer ind i firmaer, der ikke er optaget af relationer, men afkast. Måske kostede det noget at kriminalforsorgen ikke blev styret af een der ville dém på pinden og de der havde nøglerne, men ville bonus og næste løntrin. Måske kostede det noget når pedellerne blev rationaliseret og ikke kender dem de gør det pænt for, men det bare er endnu en skole. Måske kostede det noget når NETS blev sat i verden og nu skulle det være NEM-ID og elektroniske connections, ligesom det kostede da specialiseringen tog sit indtog. Der er ikke en man kan snakke med om ondt i knæet eller sorg i sinde – der er henvisning, specialister der ser på deres lille afgrænsede felt, men ikke kender manden. Måske kostede det rigtig meget da landpostbudet stillede cyklen og kun tv blev selskabet. Måske kostede det da vi startede med at tro på frihed som ideal og ikke forstod at frihed ikke findes, men kun er udtryk for tab af relationer – tilhørsforholdets sikre bånd – som både dyr og mennesker er bygget af.
Vi har ikke en Mental Krise, men Relationernes Krise…