Lykkehjulet..!
Man har et grundproblem, der tærer, men man ved det ikke, man er ikke sig bevidst om det, som man siger, at det er et problem, at det belaster ens natur, at det fylder. Men ‘systemet ved det’ og blir’ ukoncentreret og længselsfuld, efter at få denne belastningsgrad VÆK. Det ved man heller ikke, man får ‘bare’ sån en længsel, til at ringe til en hel masse, til at like altmulig på Facebook eller spise den gode chokolade, tage på kro, drikke rødvin, læse den ene spændende artikel efter den anden, så man er helt udmaset kl 04:30 – om natten vel at mærke.
En cyklus er løbet og man starter uudhvilet næste dag, med en bagskid, selvhad, – det ved man da hvad er og har stadigt ikke fået gjort noget ved dét der belaster een virkeligt. Fordi man ikke ved hvad det er der foregår. Det har meget meget store konsekvenser for een hvis man ikke kan mærke, når man er belastet, er blevet trådt på eller har en skam gående der ikke er oppe i det åbne og ses på. Ligeså snart man kender – er såkaldt bevidst om dét tærende, SÅ kan man gøre noget ved det. Den virkelige følelse. Og man kan gå fra kæresten, opstille nye spilleregler, få hjælp til sin økonomi eller få talt med nogen om dén skam egentlig er ‘fortjent’.
Der er store store gevinster ved at mærke, sin grænse, sin ked-af-det hed, sin vrede, – så kan der såkaldt ‘handles på det’. Det forfærdelige er ‘bare’ at rigtig rigtig mange ikke har lært dén profession - at mærke - hvorfor de sejler rundt, måske endog hele livet og handler på dét sekundære, læser artikler, køber ind, gør rent, smører madpakker og spiser chokolade uden nogensinde at komme til ‘driveren’ der ligger bag balladen.
Til sidst er der kun dét sekundære tilbage; en maske man ikke ved er en maske, et selv-skuespil man ikke ved er et spil til skue, kun fordi man ikke mærker sig selv – og måske fordi man har en anden ubevidst driver allerbagerst – angsten for at bryde sammen hvis man begynder på den slags – at mærke…