Lyk­ke­hju­let..!

Man har et grund­pro­blem, der tærer, men man ved det ikke, man er ikke sig bevidst om det, som man siger, at det er et pro­blem, at det bela­ster ens natur, at det fyl­der. Men ‘syste­met ved det’ og blir’ ukon­cen­tre­ret og længsels­fuld, efter at få den­ne belast­nings­grad VÆK. Det ved man hel­ler ikke, man får ‘bare’ sån en længsel, til at rin­ge til en hel mas­se, til at like alt­mu­lig på Face­book eller spi­se den gode cho­ko­la­de, tage på kro, drik­ke rød­vin, læse den ene spæn­den­de arti­kel efter den anden, så man er helt udma­set kl 04:30 – om nat­ten vel at mær­ke. 

En cyklus er løbet og man star­ter uud­hvilet næste dag, med en bagskid, selv­had, – det ved man da hvad er og har sta­digt ikke fået gjort noget ved dét der bela­ster een vir­ke­ligt. For­di man ikke ved hvad det er der fore­går. Det har meget meget sto­re kon­se­kven­ser for een hvis man ikke kan mær­ke, når man er bela­stet, er ble­vet trå­dt på eller har en skam gåen­de der ikke er oppe i det åbne og ses på. Lige­så snart man ken­der – er såkaldt bevidst om dét tæren­de, kan man gøre noget ved det. Den vir­ke­li­ge følel­se. Og man kan gå fra kære­sten, opstil­le nye spil­le­reg­ler, få hjælp til sin øko­no­mi eller få talt med nogen om dén skam egent­lig er ‘fortjent’. 

Der er sto­re sto­re gevin­ster ved at mær­ke, sin græn­se, sin ked-af-det hed, sin vre­de, – så kan der såkaldt ‘hand­les på det’. Det for­fær­de­li­ge er ‘bare’ at rig­tig rig­tig man­ge ikke har lært dén pro­fes­sion - at mær­ke - hvor­for de sej­ler rundt, måske endog hele livet og hand­ler på dét sekun­dæ­re, læser artik­ler, køber ind, gør rent, smø­rer mad­pak­ker og spi­ser cho­ko­la­de uden nogen­sin­de at kom­me til ‘dri­ve­ren’ der lig­ger bag bal­la­den. 

Til sidst er der kun dét sekun­dæ­re til­ba­ge; en maske man ikke ved er en maske, et selv-sku­e­spil man ikke ved er et spil til skue, kun for­di man ikke mær­ker sig selv – og måske for­di man har en anden ube­vidst dri­ver aller­ba­gerst – ang­sten for at bry­de sam­men hvis man begyn­der på den slags – at mær­ke…