Søde Ghi­ta’..!

Og det var hun så ikke, kun, og har sat den dan­ske befolk­ning på den anden ende, hvad var det lige der ske­te dér – hvad er vær­di­en her, – er Ghi­ta en møl-ædt, olm men­ne­ske-æder eller var der ende­lig een der hen­syns­løst tur­de sige når jour­na­li­ster ikke har tøj på.

Ghi­ta er oplært af bl.a. Erling Schro­e­der, en nu afdød masto­dont i dansk tea­ter og film. Han lær­te Ghi­ta bl.a. ‘at sky­de fra hof­ten’ at lade replik­ker affy­res som pistolskud og ikke så ‘man ku’ nå at gå til bage­ren efter brød’ inden replik­ken kom over læber­ne. Dén dici­plin må man sige at Ghi­ta har lært til UG og det kan smæl­de og det gjor­de det. Det kede­li­ge er dog, at ‘at fyre den af’, ‘at være hen­syns­løs’ ihvert­fald har to muli­ge bag­ved­lig­gen­de inten­tio­ner; den afmæg­ti­ge hvor man sky­der fra sig for­di man er ramt, i for­søg på at sky­de sig til­ba­ge til magt og kon­trol og en anden bag­ved-mening, at vil­le afklæ­de lil­le-pige-sød­me hos en jour­na­list, og udstil­le at hun ikke har udvik­let auto­ri­tet i sig selv. Det er det vi skal døm­me Ghi­ta-inter­viewet på, – Ghita’s inten­tion – inten­tio­nen bag skud­de­ne fra hof­ten.  Det er hen­de der har mag­ten, ‘hele Dan­marks Ghi­ta’ – hvad var hen­des bevid­ste eller ube­vid­ste inten­tion? Hvis der er nogen der har fået tæsk for at være ‘søde Ghi­ta’ og ‘lil­le-pige’ på dansk film så er det hen­de. Den usik­re, moder-øde­lag­te, angst­ful­de film­prin­ses­se, er ikke en side Ghi­ta har det godt med at gen-møde, i en ung kvin­de, lige for­an sig, med stor mikro­fon, – slet ikke da det var den svag­heds-side hen­des men­tor Erling Schro­e­der sær­de­les hård­hæn­det tæske­de ud af hen­de, så hun blev skrap, hård. Tuff. Og det blev hun, måske så skrap, så når der kom­mer et ungt espe­løv med sto­re mikro­fo­ner inden­for hen­des dør, der er ban­ge for mødet med fem­me fata­len Ghi­ta, så ser Ghi­ta det hun selv har era­sed fra sit tid­li­ge liv – svag­hed – og det skal straf­fes og blir det.

Der er ikke noget i vej­en med hen­syns­løs­hed, der er der fak­tisk brug for i dis­se hyg­ge­sød­me over-aner­ken­den­de tider, men hvis inten­tio­nen med hen­syns­løs­hed ikke er at hjæl­pe til erken­del­se hos et andet men­ne­ske, men ube­vidst bare at selv­be­skyt­te sig mod sin egen skyg­ge-side, svag­hed, afmagt, lil­lepi­ge, så går det galt og gik og lig­ner når en Trump slår til­ba­ge når han er ramt og må sky­de fra sig; – svag­pis­ser, loo­ser, weak… At puste sig op og sky­de sig ud af sig selv for at for­sø­ge at få magt gen­nem ned­gø­rel­se i sprog og opfør­sel er ikke ‘stort’, men afmæg­tigt og ikke hen­syns­løs hen­syns­fuld­hed til at frugt­ba­re en lil­le-mul­le-jour­na­list der træn­ger til selv­værd, mens hun dæk­ker sig med sød­me-pige-kor­tet.

Det siger måske noget at Erling Schro­e­der, Ghita’s lærer­me­ster og idol, først fik rig­tig respekt for mig, da jeg mod­sat­te mig hans ordre og kør­te ham den gan­ske anden vej, da han sad i rul­le­stol og jeg kør­te ham rundt i Pari­ses gader. Så fik han respekt. Jeg tog mag­ten…