Efter-fortællinger..!
Når en 8‑årig dreng mister sin far, der flytter ud grundet en skilsmisse, står der en lille-mulle tilbage med en reaktion. I dramaturgien ( læren om dramaet ) siger man at ‘det handler ikke om hændelsen der tilstøder een, men om hvordan man reagerer på dét tilstødte..!’ Og reaktioner på tab er altid til stede og medfører næsten altid ‘en forandret selvfølelse’, – selvfølgelig at ‘ha’ mistet’, men også og det er det væsentlige her ‘at det er nok min skyld..!’ – Uden at nogen siger noget ( netop ) laver man en fortælling og får en efter-følelse, at jeg nok ikke var det værd, at det nok var min skyld, – jeg var der ikke nok, jeg var ikke elskværdig nok, far kunne ikke rumme mig, jeg var for meget, for lidt – og ihvertfald forkert. Og så går man videre i livet, med skam i bunden af sit hus. Man blir’ smed, AD’er eller lærer, men i bunden af ens hus bor at ‘jeg ikke er værdig’, ‘man går fra mig’, ‘jeg mister altid’, verden er ikke for mig…
Men det er ikke bare børn der får en forvredet, men meget forståelig ‘efter-fortælling’ efter et tab, en krænkelse eller efter et brud. Det gør en medarbejder også, når hun ikke kan nå mails’ne, patienterne eller nå at køre fra a til b på det korte kvarter. Joh det er klart at der er skåret, grønthøsteren har været der med sine 2 procent år på år, men jeg burde kunne nå det, burde tage mig sammen og få tømt den skide mail-bakke. – Det frygtelige ved systemiske belastninger er at de ikke bare forbliver systemiske – af grunde, af årsager, af omgivelser – de introviseres, det er mig der er forkert, jeg burde også – og jobbet kan jo være truet hvis jeg ikke… Så av mit hjerte, fuck hvor er jeg sur, og skælder børnene ud og har en dundrende hovedpine, selvmords-tanker og depression. – Det er ikke for sjov at der er personpåkørsler på Valby Station, men det er sjældent at de skyldes noget personligt..! Systemiske belastninger er en realitet…