Hvis Det Nu Ikke Gik Så Godt Der I Begyn­del­sen..! Nr 2.

Hvis det ikke gik så godt der I begyn­del­sen af livet og man mesten­dels var over­ladt til sig selv og uro­lig eller talt til som om man var en umu­li­us, pap-idi­ot eller suk­ket over – ‘hvor­for har vi dog fået dig..’, så får man nog­le spor sene­re i livet. Der er man­ge af dem og de er ikke ens-arte­de, men eet andet af spo­rer­ne der går stærkt igen er dét kede­li­ge, at man aldrig rig­tig får gjort noget ved noget, men lader sig distra­he­re af com­pu­ter­spil, Youtu­be video­er, soci­a­le medi­er, nyhe­der, lot­to-spil og sex-video­er, så end­nu en nat er gået og man kom­mer u-udso­vet ind i dagen hvor man hel­ler ikke får nået noget eller føler sig fit til at tage tele­fo­nen. Kun når man tvin­ges af pen­ge­si­tu­a­tion eller at nogen ban­ker på døren med­vir­ker man, men man kan ikke sty­re noget, udret­te noget drift­fuldt, men det hand­ler ikke om dna, men­ne­ske­ty­pe eller diag­no­se…

Når ens tid­li­ge til­knyt­ning var u-beskyt­ten­de og i ste­det for var angst­fuld så man sov ind i ræd­sel som 5-årig, 6-årig eller som 12, så er ens emo­tio­nel­le system ‘oppe at køre’ per­ma­nent, på vagt, på over­ar­bej­de, stres­sfor­gif­tet. Amyg­da­la i hjer­nen er i trus­sel-mode kon­stant, så man gen­nem­ba­des af kor­ti­son-hor­mon og det er dén uhjul­pe­de arous­al man ube­vidst for­sø­ger at dis-soci­e­re sig fra – igen­nem fire timer med por­no­film, så man ikke mær­ker den lam­men­de stress-angst, ind­til skær­men sluk­kes og man igen er ale­ne med sig selv og stres­sfor­gift­nin­gen fra man var helt lil­le, måske spæd der har låst sig og er ble­vet ens fængsel. Og der­for får man ikke rin­get, struk­tu­re­ret nogetsom­helst, beslut­tet hvad man skal – bare det at rin­ge til nogen gen-oprul­ler de erfa­re­de inter­ak­tio­ner med tid­li­ge ‘omsorgs­per­so­ner’ hvor man fik at vide at man var dum, eller fik een over lam­pen eller råbt i hove­d­et  at man var et uøn­sket fjols. Der­for træk­ker man sig i den umu­li­ge selv-medi­ci­ne­ring – der intet for­lø­ser, men kun for­stær­ker arous­a­len, dum­me dage, selv­had og stress. Det er ikke for børn at opvok­se i bela­ste­de fami­li­er og der er så det det er og man var barn. Og det er de ople­vel­ser der sta­dig sty­rer een som ung mand, som ung kvin­de, som ny mor eller far der får deres børn de gir arous­al.