Til Ste­de..!

Hun er 6 og kom­mer i sko­le med sor­te ran­de under øjne­ne. Han er 8 og iført det sam­me tøj nu på 14.ende dag med en duft der føl­ger. Hun er 9 og lam­met i krop­pen, med ræd­sel ud af øjne­ne. – Og sån sid­der de, i sko­le, på fri­tids­hjem, i fami­li­en, men ingen ser dem – deres sorg blir ikke adres­se­ret, – det blev aldrig adres­se­ret. – I ste­det så man hvor flink hun var og altid hav­de lavet lek­tier, hvor sød han var – og stil­le, mod­sat de lar­men­de dren­ge der tog al opmærksom­hed. Først som 40-årig, 50-årig blir det sat i tale – ‘din far var alko­ho­li­ker’, ‘du gik for lud og koldt vand’, ‘var angst 24/7 for næste eks­plo­sion eller næste over­greb’. – Var det så svært at se – et barn i nød, en for­ste­net krop – liv-løs­he­den i et barns øjne..?! Men det er lige­som med hjer­testar­ter-kur­ser. Hvis man ikke har lært at ban­ke et hjer­te til live igen så gør man det ikke, så går man over på den anden side af gaden – stiv­ner – og håber at der er nogen der sør­ger for at gøre noget. Man kan ikke rum­me det man egent­lig ser – er ban­ge for mør­ket, for alvoren – så man dis-soci­e­re – ‘jeg skal også snart hjem’… Pro­ble­met er bare at det nu ikke læn­ge­re ‘kun’ er men­ne­skebørn der ikke ses i oplø­bet, med knu­ste liv til føl­ge. Nu er det civi­li­sa­tio­nen. – Vi ser det, men kan ikke se det, vil ikke se det – har ikke været på hjer­testar­ter­kur­sus. Stak­kels lil­le pige, stak­kels lil­le dreng – og stak­kels lil­le jord­klo­de der dri­ves og rives i af stress og udryd­del­se. – Angst for alvor­lig­hed, mør­ke og kon­flik­ter har fryg­te­li­ge kon­se­kven­ser, – også nu af de helt, helt sto­re..!