Hvis Det Ikke Gik Så Godt Der I Begyn­del­sen..!

Hvis det ikke gik så godt der I begyn­del­sen af livet og man mesten­dels var over­ladt til sig selv eller talt til som om man var en umu­li­us, pap-idi­ot eller suk­ket over – ‘hvor­for har vi dog fået dig..’, så får man nog­le spor sene­re i livet. Der er man­ge af dem og de er ikke ens-arte­de, men eet af spo­rer­ne der går stærkt igen er dét kede­li­ge, at man hele tiden skal for­sva­re sig. Lan­ge følel­ses­mæs­si­ge for­kla­rin­ger om hvor­for at ens bevæg­grun­de er rig­ti­ge nok eller en alen-ræk­ke ophe­de­de bevis­fø­rel­ser for hvor­for det var klogt at købe ind i Alka eller Bil­ka. – Man gen-spil­ler bar­nets udstø­de­l­se af flok­ken og gen-ind­spil­ler kam­pen for at kom­me ind i igen – at bevi­se at man er vær­dig – god nok. Pro­ble­met er bare at man sene­re i livet måske IKKE er sam­men med nog­le der ønsker at udstø­de een, men man hører det sta­dig og gør det sta­dig­væk – for­sva­rer sig. Fryg­ten har sat sig i ens kød, så man rea­ge­rer uden nogen har affy­ret eet ene­ste skud – man pro­du­ce­rer nu angre­be­ne selv – for­di fryg­ten – ‘at nog­le vil mig ondt’ er ble­vet latent. – Så jeg for­sva­rer mig og for­kla­rer mig – 24/7, til fryg­te­lig belast­ning for een selv – og for os andre, der egent­lig ger­ne vil den anden… Kun for­di bela­ste­de voks­ne børn sta­dig rea­ge­rer på det tid­li­ge i livet – den­gang man blev for­ka­stet og for­dømt og var helt, helt ale­ne…