Du Skal Bare Få Dig Et Arbej­de..!?

Hvis du i din barn­dom og måske ung­dom fik rol­len som ‘rad­ar­barn’, hvor­med menes at du hele tiden var ‘på stik­ker­ne’, ‘allert’ for om ‘den var gal igen’, for om du ‘var i risi­ko’, for at bli­ve jor­det eller offent­ligt skam-påført dér i fami­li­en; – åh du kan da hel­ler ikke, altid skal man gøre tin­ge­ne for dig! – Så er man tru­et – eller ret­te­re var…

Ens kryp­dyr-hjer­ne blev slå­et på ‘alarm-mode’ og stress-hor­mon hær­ge­de igen­nem hver af ens cel­ler, sån 24-syv. Også hvis ‘risi­ko­en’ var fore­stil­let, for­di du hav­de fortruk­ket dig til dit værel­se, for­di der ikke rig­tig var nogen til­ste­de i fami­li­en, de er på arbej­de, har hove­d­et nede i smartp­ho­nen eller i mors lil­le hvid­vins­glas. Så er for­ladt lige så alar­me­ren­de, som at være i direk­te kon­flikt – sepa­ra­tion er ska­de­lig, ikke bare ved den Ame­ri­kansk / Mexi­can­ske græn­se men i alle leven­de for­hold…
Så dér sid­der man­gen en lil­le pige og man­gen en ung dreng; allert, med arous­al, stresshor­mon og bider neg­le, tis­ser i sen­gen og ved ikke hvad der er bedst, at gå uden­for rum­met og få en spand lort i hove­d­et eller bli­ve set som luft – eller få opga­ven, at støt­te far i hans evi­ge argu­men­ter mod nabo­en eller hjæl­pe mor med hen­des sorg over livet. Eller at bli­ve inde med sin egen smartp­ho­ne, sit video­spil og for­sø­ge sig opta­get af noget andet end den smerte­li­ge vir­ke­lig­hed.

Pro­ble­met er bare at et men­ne­ske­ligt system der tid­ligt har været i top-arous­al og kon­stant allert, væn­ner sig til det og for­blir på et niveau af per­ma­nent stress-level, der bli­ver nor­malt. Det bli­ver dét nor­ma­le. En for­hø­jet uro eller ‘sen­si­bi­li­tet’ vil nogen idi­o­ter kal­de det, bli­ver dén almin­de­li­ge til­stand og hvor en til­stand UDEN stress-hor­mon, panik-angst, tan­ke­myl­der og for­fær­de­lig­heds-fore­stil­lin­ger er en by i Rusland. – Ræd­sel er ble­vet nor­mal-til­stan­den – og den bli­ver desvær­re ved…

Man ‘kom­mer ikke bare ud af uro’ ved at ‘tage sig sam­men’, ‘slap nu af’, ‘nu bor du jo ikke læn­gre med de stod­de­re eller dén over­grebs-fami­lie eller ulyk­ke­li­ge far der hele tiden skal fee­des og hol­des oppe at far er god nok’ – ‘du er jo fri – bor i en dej­lig to-værel­se i Fyr­re­par­ken og har radio og tv og REMA lig­ger bare 300 meter der­fra’.

Men sån spil­ler kla­ve­ret ikke. En ska­det barn­dom sæt­ter sig i kødet, i cel­ler, ens vej­rtræk­ning, musku­la­tur og den er ikke ‘rystet af’ for­di du har taget bus­sen og kom­met på tålt ophold andet­steds. ‘Allert­he­den’ for­blir i din krop, tan­ke­myl­de­ret løber uan­ta­stet og det sam­me gør panik-ang­sten for at kun­ne bli­ve atta­ck­e­ret igen, der er sta­dig risi­ko, du føler dig sta­dig tru­et.

Det er her det går galt når vi skal hjæl­pe anbrag­te børn, hjæl­pe på psy­ki­a­tri­ske boste­der eller i pæda­go­gik­ken, i fængs­ler, i mis­brug, i psy­ki­a­tri­en. Vores værk­tøjskas­se er ‘du skal bare få en uddan­nel­se’, men ser ikke at spæn­dings-nivau­et i men­ne­sket for­hin­drer både at møde op, huske tal eller bog­sta­ver – stres­sen har sat sig fast – man er ude af sig selv – uden at kun­ne mær­ke, kun impuls-hand­le, affekt-sty­re eller søge dynen eller øl for at ned­d­ros­le ‘de dum­me dage’…

Arous­al ‘fal­der ikke ned af sig selv’. Lige meget hvor­me­get rug­brød, youg­hurt og løbe­træ­ning du begir dig ud på. Pan­ser-laget af tid­lig ræd­sel sid­der låst i ens krop og ude­luk­ker nogen­som­helst i at kun­ne træk­ke vej­ret, som man egent­lig var skabt til.
At gå ud af døren væk­ker sam­me angst som den­gang. At se digi­tal post væk­ker sam­me ræd­sel som de andre gan­ge der var angreb. Og vær­re end vær­st er det, når så mor eller far, for det bli­ver vi ofte tid­ligt med sån baga­ge, for­sø­ger at sti­ve sig af med ‘sin gode kon­takt til sine børn’ – der altid for­står mor..!

Så kører rou­let­ten igen, rad­ar­bar­nets ny begyn­del­se, at mær­ke andre og ikke sig selv, som vi ingen hjælp eller værk­tø­jer har fået til, i nog­le af vores behand­lings-syste­mer, ophold eller van­ske­li­ge sam­ta­ler.

- Hvem har evnen til at hjæl­pe dé der sid­der med over­vægt, under­vægt, selvska­de, tan­ke­myl­der og pani­kangst – med følel­ser­ne i krop­pen – der slet ikke ér født sån , men blev for­met til den udga­ve, da de boe­de i ræd­sel – eller i den tota­le for­ladt­hed..!?