Vi Sty­res Af Følel­ser – Ikke Af Tan­ker..!

Når du mod­ta­ger gæster eller star­ter på uni­ver­si­te­tet, kan du over­væl­des af alle de ansig­ter, stem­mer og øjne der ret­ter sig imod dig. ’hej hej gam­le swin­ger… hvor er Git­te… og hvad læser du så?’. Det er den sam­me over­væl­del­se i en eksa­mens-situ­a­tion, eller til en frem­læg­gel­se; Du møder en ‘uover­sku­e­lig fla­de af ansig­ter der ser mod dig, ‘en mur’ af cen­so­rer, et hav af publi­kum­mer, og det blir’, ja, en mur – af trus­sel, af ‘far­lig’.

Når en situ­a­tion for­an­dres fra til­lids­fuld, til ‘en angre­bet situ­a­tion’, så rea­ge­rer vores system, vores følel­ser. De ople­ver trus­sel, over­magt og rea­ge­rer, som var du i krig. Du stres­ser op, går i ‘alert-mode’ med blo­det koagu­le­ren­de og stress-hor­mon der sky­des ud i syste­met af æng­stel­se, man får klam­me hæn­der, hal­sen blir indsnæv­ret, og vores kro­ps-system låser sig.

Det er nyt for os at skul­le for­stå, at uan­set mini-MBA, 12 års sko­le­gang og en god erhver­s­mæs­sig titel, så flam­mer vores system alt­så op, uan­set uddan­nel­se, når vi over­væl­des – af man­ge gæsters opmærk­som­hed, af tyve hove­d­er til et ‘grup­pe-uge-møde’. Eller når vi skal hol­de en tale for en for­sam­ling – Nogen kan så tro at de er for­ker­te, ‘og jeg kan jo mit stof, hvor­for tager jeg så sådan på vej…!?’

Vi tager ikke på vej, men vores system – vores san­se-følel­ser – er evig på vagt og har været det siden tider­nes mor­gen. Vort system vil ha’ at vi skal over­le­ve og når syste­met ople­ver over­væl­den­de trus­sel, så vil vores system beskyt­te os, ved at sæt­te os i kamp-mode. Vi skal ikke dø.

Det er dog rig­tig uhen­sigt­mæs­sigt at være i ‘kamp-mode’ ved mod­ta­gel­se af sine lør­dags­gæ­ster, eller til grup­pe-uge-mødet eller til en eksa­men. Kamp-mode pro­du­ce­rer stress-hor­mon, der med­fø­re at vi mister kon­tak­ten med vores følel­ser, får tun­nel­syn, snap­per efter vej­ret, og det vig­tig­ste af alt at vi mister rela­tio­nen. Når kamp-mode har taget os, er vi kun i rela­tion med os selv og vores frygt; ‘jeg skal over­le­ve!, jeg skal over­le­ve!’. En angst som vi andre alt­så også mær­ker.

Tri­ck­et, når du får 8 gæster på besøg, der vil ha’ din opmærk­som­hed, eller der sid­der 12 cen­so­rer i klas­se­lo­ka­let og stir­rer dig i øjne­ne, er at omgø­re ‘muren af men­ne­sker’ til ‘en per­son af gan­gen’ – at flyt­te opmærk­som­he­den fra ‘hæren på 8’ og kon­cen­trer dig om et men­ne­ske og se dét. Sørg for at møde hen­de til ven­stre, så det mær­kes. Con­necter med hen­de, som man siger. Og så fra hen­de til en anden og con­nect dér – i et møde. Så for­svin­der allert-følel­sen og til­lid opstår – mod­sæt­nin­gen til angst.

- Vi stres­ser af de tusind ting vi ikke får gjort (muren), men mær­ker fryd når een sag er gen­nem­ført (con­nection).

Det er det sam­me der sker for en mand på et soci­al­kon­tor. Han ser ikke den evt fine soci­al­rå­d­gi­ver – han ser ‘syste­met, muren’ og går der­for i kamp­mo­de – tru­et, uden for ræk­ke­vid­de. Det er så her at vi andre skal hjæl­pe ham eller hen­de eller bar­net eller den voks­ne til at kom­me ud af kamp-mode, følel­sen gen­nem at ska­be reel con­nection og der­ved få dem til­ba­ge til krop­pen.