Hvorfor Græder Harry..!
Det er mest mænd der gør det, brudgomme som vies som ægtemænd, der får svært ved at holde tårerne tilbage, mens ofte bruden støtter ham i hans følelses-hav midt dér i bryluppets højdepunkt – ‘Vil du tage… til ægte..!’ Der er altså eet eller andet med kvinder og mænd, at mænd tager til tåre når de bindes til et andet menneske og kvinder står lidt mere følelsessikre når de indgår pagten, ihvertfald når deres mand ryger cigaren og trænger til en diskret hånd…
Det er selvfølgelig gener og evolution det hele; kvinder har børn i maven og mænd har ikke den ‘i kroppen programmerede at være sammen med selvfølgelighed’. Mænd oplever børn på afstand når de er kommet til jorden og de kan lytte til børnelydene i moderens mave, men de er ikke forbundet til ‘en anden’ så stærkt som kvinder er programmeret til.
Og hvis mænd så har gjort det mange mænd gør, spillet fodbold, dasket kammeraten på skulderen og været urolige i akten med pigerne om de ‘er gode nok’. Så går mændene med ‘u‑svaret, dyb anerkendelse’ – at det er de – gode nok, ikke fordi de løber maraton, er koncerndirektør eller har en Audi, men fordi de som væsener er elskelige, også uden at lave push ups, have penge som græs eller kunne slå en prober næve.
Nogen mænd er så heldige at de i deres tidlige år har mødt ‘en connection’ der har sat sig fast – en tilknytnings-periode hvor både mor og far ‘connectede’ og rørte den lille, så følelsen blir siddende – jeg hører til nogen, jeg tilhører verden. Andre er mindre heldige, de hverken røres, næres eller løftes op, hverken af mor eller far, der måske ikke selv har haft connection med nogen i deres livs-rejses begyndelse. Og sån dannes altså nogen mænd – nærhed, connection og ‘høre til’ er en by i Rusland.
Helt galt går det, hvis tidlige hændelser adskiller yderligere, det unge mande-væsen fra ‘at hører til nogen’. Hvis de udelukkes fra børne-fællesskaber eller mister de connections der var inden man flyttede igen igen igen og begyndte som det almindelige at stå udenpå vejen og se ind i husene hvor de andre lever og har connection.
‘Den tilhørelses-adskilte mand’ er virkelig lost – noget i ham fortæller ham så ‘at det fortjener han’ – han er forkert – og begynder selv at tro at han aldrig hører til dem inde i huset, inde i samfundet, i dyb connection med andre, en anden.
Derfor græder Harry, fordi han pludselig oplever at han er værd, som mand, som menneske – elskelig som han er. At nogen vil ha’ ham – at høre til nogen.
Der findes meget få psykiske problemer . men rigtig mange knækkede relationer der har sendt mænd ud i skoven, så de aldrig tror at de kan komme hjem – og høre til..