Hvor­for Græ­der Har­ry..!

Det er mest mænd der gør det, brudg­om­me som vies som ægte­mænd, der får svært ved at hol­de tårer­ne til­ba­ge, mens ofte bru­den støt­ter ham i hans følel­ses-hav midt dér i brylup­pets høj­de­punkt – ‘Vil du tage… til ægte..!’ Der er alt­så eet eller andet med kvin­der og mænd, at mænd tager til tåre når de bin­des til et andet men­ne­ske og kvin­der står lidt mere følel­ses­sik­re når de ind­går pag­ten, ihvert­fald når deres mand ryger ciga­ren og træn­ger til en diskret hånd…
Det er selv­føl­ge­lig gener og evo­lu­tion det hele; kvin­der har børn i maven og mænd har ikke den ‘i krop­pen pro­gram­me­re­de at være sam­men med selv­føl­ge­lig­hed’. Mænd ople­ver børn på afstand når de er kom­met til jor­den og de kan lyt­te til bør­ne­ly­de­ne i mode­rens mave, men de er ikke for­bun­det til ‘en anden’ så stærkt som kvin­der er pro­gram­me­ret til.
Og hvis mænd så har gjort det man­ge mænd gør, spil­let fod­bold, dasket kam­me­ra­ten på skul­de­ren og været uro­li­ge i akten med piger­ne om de ‘er gode nok’. Så går mæn­de­ne med ‘u‑svaret, dyb aner­ken­del­se’ – at det er de – gode nok, ikke for­di de løber mara­ton, er kon­cern­di­rek­tør eller har en Audi, men for­di de som væse­ner er elske­li­ge, også uden at lave push ups, have pen­ge som græs eller kun­ne slå en pro­ber næve.
Nogen mænd er så hel­di­ge at de i deres tid­li­ge år har mødt ‘en con­nection’ der har sat sig fast – en til­knyt­nings-peri­o­de hvor både mor og far ‘con­necte­de’ og rør­te den lil­le, så følel­sen blir sid­den­de – jeg hører til nogen, jeg til­hø­rer ver­den. Andre er min­dre hel­di­ge, de hver­ken røres, næres eller løf­tes op, hver­ken af mor eller far, der måske ikke selv har haft con­nection med nogen i deres livs-rej­ses begyn­del­se. Og sån dan­nes alt­så nogen mænd – nær­hed, con­nection og ‘høre til’ er en by i Rusland.
Helt galt går det, hvis tid­li­ge hæn­del­ser adskil­ler yder­li­ge­re, det unge man­de-væsen fra ‘at hører til nogen’. Hvis de ude­luk­kes fra bør­ne-fæl­les­ska­ber eller mister de con­nections der var inden man flyt­te­de igen igen igen og begynd­te som det almin­de­li­ge at stå uden­på vej­en og se ind i huse­ne hvor de andre lever og har con­nection.
‘Den til­hø­rel­ses-adskil­te mand’ er vir­ke­lig lost – noget i ham for­tæl­ler ham så ‘at det fortje­ner han’ – han er for­kert – og begyn­der selv at tro at han aldrig hører til dem inde i huset, inde i sam­fun­det, i dyb con­nection med andre, en anden.
Der­for græ­der Har­ry, for­di han plud­se­lig ople­ver at han er værd, som mand, som men­ne­ske – elske­lig som han er. At nogen vil ha’ ham – at høre til nogen.
Der fin­des meget få psy­ki­ske pro­ble­mer . men rig­tig man­ge knæk­ke­de rela­tio­ner der har sendt mænd ud i sko­ven, så de aldrig tror at de kan kom­me hjem – og høre til..