For­døm­mel­sens Gave..!

At pola­ri­se­rer, at enes om hvem der er Får og hvem der er Buk er på mode og men­ne­ske­ligt – hvem er ‘os’ og hvem ‘er de andre’. Der er ‘dét kend­te’ og ‘det ukend­te’ og det sid­ste er far­ligt. At selv-for­sik­re sig om sin egen rig­tig­hed og de andres ‘for­kert­hed’ sni­ger sig ind i enhver dag­lig­dags-tale over wie­ner­snitze­len, i toget eller i Aar­hus Luft­havn – det er da også fuld­stæn­dig umu­ligt at kom­mu­nen, dé andre og ihvert­fald Luft­hansa ikke har styr på – ih hvor er de for­ker­te.
Desvær­re føl­ger den­ne selv­for­sik­ring også med ind i men­ne­ske-bedøm­mel­se, i retsvæ­sen, i klas­se­væ­rel­ser og til for­æl­dre-møder – har vi for­ker­te ele­ver eller rig­ti­ge børn, har vi for­æl­dre der sam­ar­bej­der eller mod­ar­bej­der og i retsvæ­se­net; har vi lov­bry­de­re eller gode bor­ge­re…
En under­lig fore­komst FØR retsvæ­se­net afgør straf om man er god eller ond, er de udred­nin­ger som poli­ti­et vare­ta­ger – for­hør. Det under­li­ge hér at en for­hørs­le­der ikke leder efter om den vare­tægts­fængs­le­de er rig­tig eller for­kert, ond eller god, men for­sø­ger at for­stå ham, fin­de moti­vet og en måske nøg­le til hvor­for en kri­mi­nel hand­ling fandt sted. Den­ne motiv-led­ning, ledel­se efter dét for­stå­e­li­ge hos den ankla­ge­de er en for­hørs­le­ders bed­ste våben. Enhver gar­vet for­hørs­le­der for­tæl­ler – at net­op ved ikke at lede efter dén for­ker­te, men rede­li­ge, om hvor­for noget gik galt, får den ene såkaldt for­bry­der efter den anden til at ‘bry­de sam­men’, sam­ar­bej­de, åbne sig og vise – ‘Man jager et bæst og fan­ger et men­ne­ske !’ – for nu at cite­re Bent Isa­ger-Niel­sen een af dan­marks kend­te for­hørs­le­de­re.
Sam­me motiv-ledel­se og for­søg på at fin­de for­svar for ‘dén ankla­ge­de’ ses ikke i kom­mu­ner, når der skal ‘under­ret­tes’ som det hed­der, når der er bekym­ring for et barns triv­sel og kom­mu­ner­ne ønskes ind­over for evt at afhjæl­pe bør­ne-mis­røgt, over­greb eller dys­funk­tion. Udred­nin­ger­ne skri­ves som en bevis­fø­rel­se på for­æl­dre-svigt og argu­men­te­re for ind­greb – et for­døm­mel­ses-skrift set fra for­æl­dres side – hvor­for en fjen­de er født og et rin­ge for­æl­dre-kom­mu­ne-for­løb tager sin begyn­del­se – og for bar­net – tak for kaf­fe – hjul­pet når ens for­æl­dre udstø­des og udstil­les..?
Tænk hvis man kun­ne lave udred­nin­ger og møde med bela­ste­de bor­ge­re så de føl­te sig set og end­da for­sva­ret SAM­TI­DIG med at bekym­rin­gen om deres barns tarv blev afsendt så hjælp kun­ne ind­træ­de. For nogen er dén prak­sis lyk­ke­des så både en mor og far for før­ste gang ople­ve­de sig sét og for­sva­ret – og ikke for­dømt – og fik hjælp.
Lede­re fra andre tider hav­de credo­er at lede ud fra – eet af dem lød; ‘de hand­lin­ger vi iværk­sæt­ter skal ska­be stør­ste frugt­bar­hed’ – klo­ge ord – hvad er mest frugt­bart ‑at hæg­te en fami­lie af i en bør­ne­sag eller at ska­be et sam­ar­bej­de for­di man sér og for­står, – udfal­det bestem­mes af inten­tio­nen – fra behand­le­ren, under­ret­tel­ses-skri­ve­ren, for­hørs­le­de­ren.
Som poli­ti­in­spek­tør Kim Kli­ver for­tal­te mig i for­bin­del­se med en film­op­ta­gel­se; Tænk at det er efter for­hør, der har afsted­kom­met lovens stren­ge­ste straf, at dén døm­te skal stand­se mig på vej ud af for­hørslo­ka­let og tak­ke mig, for­di det er før­ste gang at han har ople­vet at nogen har set ham – det vil­le sgu ha’ været en god ide at det var sket noget tid­li­ge­re..!