Når Mænd Græder..!

Da jeg blev omkring halv­treds blev jeg gråd-labil. Der skul­le intet til at ‘det blev meget stort’ eller ‘meget røren­de’, det ku’ være en film, mit bar­ne­barn eller ja dyre-video­er – se den søde hund der har fået nyt hjem, snøft. Det var den ene side af løjer­ne, en anden var ‘at mær­ke min uro”, livets uro, – inden jeg skul­le optræ­de, inden jeg skul­le møde nogen – noget jeg tid­li­ge­re da bare hav­de gjort uden så megen følel­ses-pis omkring det.

I os men­ne­sker er der æng­stel­se, som kan være for­søgt holdt inde, være sepa­re­ret, så vi får et ydre der er sin mod­sæt­ning; ‘stå­l­man­den’, ‘mr altid-kæk og ingen van­ske­lig­he­der her’ – men det er et far­ligt hus at byg­ge, at lade æng­stel­sen for­bli­ve depor­te­ret til kæl­de­ren og kun lade de pæne stu­er glin­se i solen. – Men man byg­ger ikke sit hus alene…
I de tid­li­ge år hvis alt går godt har man en til­knyt­nings-peri­o­de med den før­ste anden – ens mor og far, hvor ‘man ses’ og det til­la­des og ‘spej­les’ posi­tivt ‘at man er uro­lig for bør­ne­ha­ven’, ‘den døde måge’ og ‘den stak­kels sprit­ter der slår sig når han fal­der om’. Man støt­tes i at det er da også synd at mågen er smurt ind i olie og ikke kan fly­ve, at den gam­le mand slår sig og at det kan være ‘svært’ sån at være soci­al i bør­ne­ha­ven når man er fire…

Det er der­for at det er så afgø­ren­de hvem der spej­ler een i de tid­li­ge­re år – om nogen… Jeg tror ikke at Trumps far tog lil­le Trump på skø­det og tal­te om stak­kels måge eller fal­den­de gam­le mænd. Tvær­ti­mod tror jeg at ‘det var et svag­heds­tegn’ og man skul­le være en ‘vin­der­ty­pe’, hvor­for man måske kom på mili­tær-aka­de­mi af den grund, for at ret­te op på dén ‘kvin­d­ag­tig­hed’.
Og nu kom­mer så æng­stel­se og ja alle følel­ser i kæl­de­ren, hvor de kan lig­ge og sam­le til bun­ke og gøre ikke mindst mænd til omrej­sen­de deto­na­to­rer der plud­se­ligt og til­sy­ne­la­den­de uden grund flip­per ud over par­ke­rings­vagt, ‘den for­kert steg­te bøf’ og ihvert­fald gør’ nar af ‘skyg­gen’; flæ­ben­de mænd der ikke ‘tager sig sam­men’ – svag-pissere!

Det er åben­bart noget bio­lo­gi­en gør ved os mænd når vi ældes, at vores stål­sat­te mure mør­nes og vores hen­gem­te følel­ser begyn­der at pib­le ud. Jeg tror at man­ge fami­li­er har opda­get den fore­komst, til fami­lie-fester når mor­far ikke kan hol­de tårer­ne til­ba­ge når han taler om bar­ne­bar­net eller nok aller­mest sig selv. Og det kan være så som så med char­men, men godt er det at det kom­mer ud – følel­ser­ne, æng­stel­ser­ne fra livets kælder…

Det gør det dog ikke ved alle mænd. Dér ser vi kun hvad kæl­de­ren inde­hol­der i glimt, eller i mør­ke sepa­re­re­de ver­de­ner. I udbrud af vold, i kon­trol- eller magt-udø­vel­se. I mere og mere sor­te udta­lel­ser om andre, ‘de for­ker­te’ – svag­pis­ser­ne. Eller ved u‑bå­ds-føre­re med mørk sex og død som ventil.

Til­knyt­nings­pe­ri­o­den er cruci­al også i pæne hjem. Spej­ler man med aner­ken­del­se sit barns livs-æng­stel­ser eller bli­ver de slå­et til siden og ‘tag dig dog sam­men’. Afgø­re­ne, afgø­ren­de for sene­re men­ne­ske­liv – for dem der skal leve under tag med nu volds-udø­ve­ren, – den psy­kisk eller fysi­ske. For de der skal bøde for ‘følel­ser­ne i kæl­de­ren’ der kom­mer ud i eks­plo­sio­ner eller alar­me­ren­de tavs­hed. Søn­ner, døtre, koner. Lude­ren i Cana­das red­light distrikt eller i Køben­havns havn. Ofre­ne for følel­ses-sepa­re­re­de han-løver i magt-stil­lin­ger eller hie­rar­ki­er hvor kon­trol­len for­sø­ges at hol­des og følel­ser­ne at for­bli­ve i kælderen…

Huse byg­ges af flere…