Når Mænd Græder..!
Da jeg blev omkring halvtreds blev jeg gråd-labil. Der skulle intet til at ‘det blev meget stort’ eller ‘meget rørende’, det ku’ være en film, mit barnebarn eller ja dyre-videoer – se den søde hund der har fået nyt hjem, snøft. Det var den ene side af løjerne, en anden var ‘at mærke min uro”, livets uro, – inden jeg skulle optræde, inden jeg skulle møde nogen – noget jeg tidligere da bare havde gjort uden så megen følelses-pis omkring det.
I os mennesker er der ængstelse, som kan være forsøgt holdt inde, være separeret, så vi får et ydre der er sin modsætning; ‘stålmanden’, ‘mr altid-kæk og ingen vanskeligheder her’ – men det er et farligt hus at bygge, at lade ængstelsen forblive deporteret til kælderen og kun lade de pæne stuer glinse i solen. – Men man bygger ikke sit hus alene…
I de tidlige år hvis alt går godt har man en tilknytnings-periode med den første anden – ens mor og far, hvor ‘man ses’ og det tillades og ‘spejles’ positivt ‘at man er urolig for børnehaven’, ‘den døde måge’ og ‘den stakkels spritter der slår sig når han falder om’. Man støttes i at det er da også synd at mågen er smurt ind i olie og ikke kan flyve, at den gamle mand slår sig og at det kan være ‘svært’ sån at være social i børnehaven når man er fire…
Det er derfor at det er så afgørende hvem der spejler een i de tidligere år – om nogen… Jeg tror ikke at Trumps far tog lille Trump på skødet og talte om stakkels måge eller faldende gamle mænd. Tværtimod tror jeg at ‘det var et svaghedstegn’ og man skulle være en ‘vindertype’, hvorfor man måske kom på militær-akademi af den grund, for at rette op på dén ‘kvindagtighed’.
Og nu kommer så ængstelse og ja alle følelser i kælderen, hvor de kan ligge og samle til bunke og gøre ikke mindst mænd til omrejsende detonatorer der pludseligt og tilsyneladende uden grund flipper ud over parkeringsvagt, ‘den forkert stegte bøf’ og ihvertfald gør’ nar af ‘skyggen’; flæbende mænd der ikke ‘tager sig sammen’ – svag-pissere!
Det er åbenbart noget biologien gør ved os mænd når vi ældes, at vores stålsatte mure mørnes og vores hengemte følelser begynder at pible ud. Jeg tror at mange familier har opdaget den forekomst, til familie-fester når morfar ikke kan holde tårerne tilbage når han taler om barnebarnet eller nok allermest sig selv. Og det kan være så som så med charmen, men godt er det at det kommer ud – følelserne, ængstelserne fra livets kælder…
Det gør det dog ikke ved alle mænd. Dér ser vi kun hvad kælderen indeholder i glimt, eller i mørke separerede verdener. I udbrud af vold, i kontrol- eller magt-udøvelse. I mere og mere sorte udtalelser om andre, ‘de forkerte’ – svagpisserne. Eller ved u‑båds-førere med mørk sex og død som ventil.
Tilknytningsperioden er crucial også i pæne hjem. Spejler man med anerkendelse sit barns livs-ængstelser eller bliver de slået til siden og ‘tag dig dog sammen’. Afgørene, afgørende for senere menneskeliv – for dem der skal leve under tag med nu volds-udøveren, – den psykisk eller fysiske. For de der skal bøde for ‘følelserne i kælderen’ der kommer ud i eksplosioner eller alarmerende tavshed. Sønner, døtre, koner. Luderen i Canadas redlight distrikt eller i Københavns havn. Ofrene for følelses-separerede han-løver i magt-stillinger eller hierarkier hvor kontrollen forsøges at holdes og følelserne at forblive i kælderen…
Huse bygges af flere…