Atti­tu­de-hære..!

Man vil så ger­ne være rig­tig. Dén rig­ti­ge advo­kat, den kom­pe­ten­te revisor, den ind­fø­len­de fod­læ­ge, eller auto­ri­ta­ti­ve soci­al­pæ­da­gog og der­for er der man­ge der bru­ger man­ge kræf­ter på at lig­ne sån een som de tror må se ud. ‘Dén over­skuds-agti­ge mel­lem­le­der’, ‘den alvor­stun­ge kon­cern­di­rek­tør’, ‘den hur­tig-til-bidet fuld­mæg­ti­ge’ eller ‘eje­go­de fri­tids­pæ­da­gog’. På een eller anden måde spil­ler der en indre tv-serie eller ame­ri­kansk b-film inde i hove­d­et på en ansat der prø­ves at leve op til – den rig­tig atti­tu­de.

I for­bløf­fen­de man­ge til­fæl­de går det, vi kun­der i bik­sen dupe­res måske af selv-isce­ne­sæt­tel­sen, hold da op ‘een til stå­let pro­jekt­le­der’ eller ‘wauw en hyg­ge­sød triv­sels-kon­su­lent’, men i de fle­ste til­fæl­de går det slet slet slet ikke. For vi der udsæt­tes for tea­ter­præ­sta­tio­nen ople­ver nem­lig at vi er til tea­ter og til alt andet end nær­vær med et men­ne­ske med en auto­ri­tet på et områ­de – vi møder en atti­tu­de-kæm­per der bru­ger al rum­mets ener­gi på at lig­ne eet-eller andet ima­go og i hvert­fald ikke er til­ste­de med os.

Det hand­ler om angst. For uan­set de dyre­ste uddan­nel­ser, ekstra diplo­mer og mini-NBA’er så fyl­des lavt selv­værd ikke op af uddan­nel­se, CV’ere eller 12-tal­ler, det er kun kryk­ker i dén hen­se­en­de. Ang­sten for at fal­de igen­nem eller fin­des for tynd sty­rer gen­nem alle de power-ponts man kan ha læst på UNI og er roden til at atti­tu­de-hær­ge­nen hær­ger. For ikke at fal­de igen­nem.

Med ang­stens almin­de­li­ge ind­t­og bli­ver der læn­gre mel­lem snap­se­ne – af auten­tisk auto­ri­tet. Alle vil så ger­ne være det – men umu­ligt at bli­ve – hvis ens indre grund­fø­lel­se skri­ger af frygt for ikke at være god nok, og at få det næste 12-tal – og ingen taler om dét.

Måske skul­le man begyn­de dér, før karak­ter-tal­let skri­ves i bogen – at fyl­de men­ne­ske­hul­let bag atti­tu­der­ne – ikke med viden, men med følel­se…