Begej­string..!

En kur­sist jeg har, for­tal­te mig om en lærer i fol­ke­sko­len han hav­de haft, der brød ud i vild, lar­men­de begej­string når det var lyk­ke­des en elev at dan­ne en sæt­ning på tysk. ‘Hvil­ken udsøgt sæt­ning, hvil­ken fan­ta­stisk menings­fuld­hed..!’ Og roste og frem­hæ­ve­de sæt­nin­gens betyd­nings-givel­se. – Det var ret usæd­van­ligt dér i Vestjyl­land, med den mær­ke­li­ge lærer der var iklædt tøj fra fyr­rer­ne og yder­me­re for­tal­te ele­ver­ne at hvis de bare var akti­ve i hans timer så behø­ve­de de ikke læse hjem­me så var de kla­re til hele ver­den…
Det gjor­de noget ved ele­ver­ne med den udbruds-begej­stre­de lærer, som min kur­sist siger det; ‘det fik een til at få lyst til at opnå sån et udbrud af lovsang og salig­gø­rel­se’. Så på trods af faget ‘tysk’ ikke var det man gik rundt og fandt som det mest spæn­den­de i den­ne ver­den, så blev det det og at sæt­nings­dan­nel­ser var smuk­ke, bibrag­te til stor­hed, mening.
I dagens avis er der refe­re­ret af en omfangs­rig under­sø­gel­se der for­tæl­ler at hver tre­die elev keder sig i fol­ke­sko­len og at kedsom­hed fører til stress og kan være sund­heds­ska­de­ligt. Der er da sør­me nogen som ikke har haft den vestjy­ske lærer med begej­stre­de udbrud i sko­len. Og mere end det…
Når under­vis­ning til­ret­te­læg­ges gøres det efter pensum, som mini­ste­ri­er læg­ger ud og som sko­ler­ne skal føl­ge, at under­vi­se er at under­vi­se i pensum. Og det kede­li­ge her at kom­mu­ni­ka­tio­nen er een­vejs. Mini­ste­ri­ets folk sid­der med slut-resul­ta­ter­nes ønske­li­ste – hvad ele­ver­ne skal kun­ne – sta­ve, reg­ne, it og kri­sten­dom – og når det er hældt på dem og der er afholdt prø­ver i det så kan der kryd­ses af – mis­sion com­ple­tet. Dé der så fal­der fra eller drop­per ud er kede­li­ge typer uden sta­mi­na, lud­d­ov­ne eller men­ne­ske-arter der mang­ler robust­hed. Hvor­i­mod de kede­li­ge ele­ver der kan udhol­de kede­lig pensum-under­vis­ning og bestå – består og får stil­lin­ger i under­vis­nings­min­ste­ri­et, hvor de kan for­bli­ve kede­li­ge og lave pensum­mer.
I kom­mu­ni­ka­tion er der to til­ste­de; den der tales til og den der taler. Siden ruder kon­ges tid har det været menin­gen at ‘tale­ren’ ram­mer noget som ‘mod­ta­ge­ren’ kan få gavn af – ikke bestemt af tale­ren, men af mod­ta­ge­ren – det er alt­så publi­kum der må bestem­me om det er god under­vis­ning, om noget er kede­ligt eller ej.
Når vi smi­der mobil­te­le­fo­ner ud af unervs­nings­lo­ka­ler­ne er det ikke for­di ‘de øde­læg­ger ‘den gode under­vis­ning’, men for­di under­vis­nin­gen er kede­lig og ikke gjort af vestjysk begej­stren­de grund­stof, men pensum.
Under­vis­ning hand­ler ikke om at hæl­de EU’s grund­prin­cip­per ned i 22 ele­vers hjer­ne, men om at væk­ke ele­ver til livs­be­gej­string, til at ska­be, til at del­ta­ge, til at tur­de. Den hurd­le kan til tider være svær, når bør­ne­nes for­æl­dre ved gud også er kede­li­ge og kun kan tale om den sto­re bage­dyst og til­bud i Fak­ta.
Pro­ble­met idag er at såno­gen lære­re som vores udbruds-begej­stre­de tys­klæ­rer skal gå imod mini­ste­ri­ets pensums-krav og selv må over­le­ve både fol­ke­sko­les kedsom­hed og semi­na­ri­ets. Og lærer­væ­rel­se­rets…
Men­ne­ske-væk­kel­se sid­der ikke pensum.mapper eller power­po­ints, men i begej­string, i følel­se, men hvem kan beme­stre den hvis man selv er født som en grå mus eller i undervsings­mi­ni­ste­ri­et der kræ­ver at man har været røv­ke­de­lig siden man sat­te sine ben i sko­len.