Erken­del­se..!

Hvis man er endt på et opholds­sted for dob­belt­di­ag­no­ser – psy­ki­a­tri og mis­brug – er orde­ne vig­ti­ge. Bare dé ord jeg har brugt til at beskri­ve loka­li­te­ten, dét der er ‘galt’ og gen­rer­ne; psyk og mis­brug – er helt gale…
Hvem har lyst til at være på et ‘opholds­sted’, eller at skul­le ned på ‘akti­ve­rin­gen’ – det stin­ker af ‘kom­mu­nal’ – for dem der ikke er en del af det rig­ti­ge, leve­de liv, men de uden­for dé for­ker­te. Og sån fort­sæt­ter det; ‘dob­belt­di­ag­no­ser’ – dé der ikke bare er for­ker­te men også er syge med diag­no­ser – hvis man er i tvivl om man er for­kert så er de stemp­ler sik­re for at man også ved det når man våg­ner hver mor­gen når pæda­go­en ban­ker på døren.
Psy­ki­a­tri­ske diag­no­ser og mis­brug er også to ord der hæl­der på læs­set af ‘ikke nor­mal’ og ‘ihvert­fald for­kert’ og set med mine øjne alvor­lig for­ker­te for dem de går ud over og kun set med syste­mets kik­kert og ikke med ind­le­vel­sens med­fø­lel­se og for­stå­el­se. Der­for bli­ver det også svært med behand­lings­re­sul­ta­ter­ne…
Ingen på et opholds­sted har højt selv­værd – bl.a. som resul­tat af oven­stå­en­de præ­di­ka­ter og uden­for-liv, ‘hvor­dan går det jens?’ ‘ski­de godt jeg er på Opholds­sted og ryger fede hele dagen’ men følel­sen af lavt selv­værd er gam­mel og det er det der er pro­ble­met. Den er ble­vet dan­net af år, de spæ­de, de før­ste sko­le-år, tee­na­ge-år – den har været gal siden lil­le. Der var ord­blind­hed der ikke blev udredt, der var soci­al angst der blev dul­met med alko­hol men hav­de årsag i fami­lie uden næring hvor hård­hed og et par på tæven eller for­ladt­hed var nor­ma­len.
Når et væsen i det man kal­der til­knyt­nin­gen ikke får hver­ken til­lids­bånd eller tryg­hed star­ter stres­sens rej­se der desvær­re altid får inde­ha­ve­ren til se SIG som dum og for­kert og IKKE omgi­vel­ser­nes laden stå til eller mor’s mang­len­de evne til at være mor. Bar­net ved det ikke, men ved fra nu – det er mig der er for­kert.
Og så har vi rej­sen – ikke at kun­ne få job, ikke at kun­ne hol­de afta­ler, ikke at tro på noget og søge det for­ker­te sel­skab hvor man ikke afslø­res i sin ord­blind­hed og lave selv­værd.
Dér skul­le man begyn­de, selv­vær­det. Intet barn fødes med lavt selv­værd, men opø­ver det grun­det ople­vel­ser, nærings­løs­hed og brud­te, tav­se rela­tio­ner. En fyr på et opholds­sted har ja vist sån gam­mel­læ­ge­ligt diag­no­ser – men den smadre­de selv­værds-dan­nel­se er bun­den og årsa­gen til sene­re selv­me­di­ci­ne­ring og stress-liv der spe­e­der psy­ki­a­tri-diag­no­ser­ne op.
At for­stå at det ikke er ens skyld – at der noget der kom­mer før tran­gen til selv­me­di­ci­ne­ring og at det ikke lig­ger i gener­ne at man er syg er åben­ba­ren­de, men sker ikke hvis ikke nogen hjæl­per een til sel­vind­sigt, til at for­stå den syste­mi­ske grød man er opvok­set i.
Erken­del­se kan få stress til at fal­de og håb til at tage sin begyn­del­se – så er jeg ikke for­kert – men blev det! Og man kan bli­ve vred og ven­de dén ska­be­de kraft udad og få sig et liv – på dén san­de bag­grund – og ikke på falsk selv-erken­del­se om at man er for­kert og ens egen skyld og dår­li­ge gener.
Man VAR ikke for­kert, det ER man ikke, men man var udsat for over­greb som ingen tog hånd om, hvor­for man døm­te sig selv som den for­ker­te og ikke over­gri­ber­ne – de der så men lod stå til…
Der er en årsag til at man ender på et opholds­sted – den er ikke gene­tisk – men syste­misk.
Medi­ci­nen er at hjæl­pe til dén erken­del­se, mod­sat hele sam­funds-for­tæl­lin­gen om psy­kisk syge, mis­bru­ge­re der alle har patien­ten som ene­ste skyld­ner.