Erkendelse..!
Hvis man er endt på et opholdssted for dobbeltdiagnoser – psykiatri og misbrug – er ordene vigtige. Bare dé ord jeg har brugt til at beskrive lokaliteten, dét der er ‘galt’ og genrerne; psyk og misbrug – er helt gale…
Hvem har lyst til at være på et ‘opholdssted’, eller at skulle ned på ‘aktiveringen’ – det stinker af ‘kommunal’ – for dem der ikke er en del af det rigtige, levede liv, men de udenfor dé forkerte. Og sån fortsætter det; ‘dobbeltdiagnoser’ – dé der ikke bare er forkerte men også er syge med diagnoser – hvis man er i tvivl om man er forkert så er de stempler sikre for at man også ved det når man vågner hver morgen når pædagoen banker på døren.
Psykiatriske diagnoser og misbrug er også to ord der hælder på læsset af ‘ikke normal’ og ‘ihvertfald forkert’ og set med mine øjne alvorlig forkerte for dem de går ud over og kun set med systemets kikkert og ikke med indlevelsens medfølelse og forståelse. Derfor bliver det også svært med behandlingsresultaterne…
Ingen på et opholdssted har højt selvværd – bl.a. som resultat af ovenstående prædikater og udenfor-liv, ‘hvordan går det jens?’ ‘skide godt jeg er på Opholdssted og ryger fede hele dagen’ men følelsen af lavt selvværd er gammel og det er det der er problemet. Den er blevet dannet af år, de spæde, de første skole-år, teenage-år – den har været gal siden lille. Der var ordblindhed der ikke blev udredt, der var social angst der blev dulmet med alkohol men havde årsag i familie uden næring hvor hårdhed og et par på tæven eller forladthed var normalen.
Når et væsen i det man kalder tilknytningen ikke får hverken tillidsbånd eller tryghed starter stressens rejse der desværre altid får indehaveren til se SIG som dum og forkert og IKKE omgivelsernes laden stå til eller mor’s manglende evne til at være mor. Barnet ved det ikke, men ved fra nu – det er mig der er forkert.
Og så har vi rejsen – ikke at kunne få job, ikke at kunne holde aftaler, ikke at tro på noget og søge det forkerte selskab hvor man ikke afsløres i sin ordblindhed og lave selvværd.
Dér skulle man begynde, selvværdet. Intet barn fødes med lavt selvværd, men opøver det grundet oplevelser, næringsløshed og brudte, tavse relationer. En fyr på et opholdssted har ja vist sån gammellægeligt diagnoser – men den smadrede selvværds-dannelse er bunden og årsagen til senere selvmedicinering og stress-liv der speeder psykiatri-diagnoserne op.
At forstå at det ikke er ens skyld – at der noget der kommer før trangen til selvmedicinering og at det ikke ligger i generne at man er syg er åbenbarende, men sker ikke hvis ikke nogen hjælper een til selvindsigt, til at forstå den systemiske grød man er opvokset i.
Erkendelse kan få stress til at falde og håb til at tage sin begyndelse – så er jeg ikke forkert – men blev det! Og man kan blive vred og vende dén skabede kraft udad og få sig et liv – på dén sande baggrund – og ikke på falsk selv-erkendelse om at man er forkert og ens egen skyld og dårlige gener.
Man VAR ikke forkert, det ER man ikke, men man var udsat for overgreb som ingen tog hånd om, hvorfor man dømte sig selv som den forkerte og ikke overgriberne – de der så men lod stå til…
Der er en årsag til at man ender på et opholdssted – den er ikke genetisk – men systemisk.
Medicinen er at hjælpe til dén erkendelse, modsat hele samfunds-fortællingen om psykisk syge, misbrugere der alle har patienten som eneste skyldner.