Et Liv Under Radaren..!
En gruppe drenge i en klasse “skal ikke nyde noget”, skal ikke op og “dumme sig”, “risikere noget” – expose sig, som det hedder, når man sætter sig i risiko for at blive afvist, latterliggjort eller blive peget fingre af.- ‘Avoid’ som livs-strategi…
Det kan så høre teenage-alderen til: man er jo genert, blufærdig, og så kan vi håbe på, at det går over, når de senere står som ingeniører, bliver HTX-elev eller projektledere i kommunen…
Men det gør det bare ikke. Da fortsætter den undvigelses-strategi der blev ‘indøvet’ tidligt – at forblive under radaren, ikke at skulle høres, ikke at skulle expose sig, uanset at vi bryster os med Søren Kierkegaard og hans berømte sætning, at “livet handler om at træde i karakter – at træde ud i eksistensen – at risikere sig”.
Det er først dér, når man kan stå op for sin sag, når man kan lade sin egen stemme lyde, når man exposer sig, at man bliver menneske. Ellers forbliver man en mand eller kvinde, der evigt undviger sociale kontekster og hvilket som helst fællesmøde, på fabrikken eller klyngebørnehaven – man skal sgu’ ikke nyde noget – så helre ud til kaffemaskinen eller sætte sig i et hjørne… Og dér kan man sidde længe…
Når man ved, hvor voldsomt betydende det er, at kunne tale offentligt, at kunne stå i mundtlig kommunikation, når man ved, at det er det, der er afgørende for at få jobbet, få pigen og gøre sig nogen forhåbning om at nogen overhovedet opdager én. Så er det temmelig graverende, at en skole ikke lærer én, at man ikke dør af at expose sig, at det kan lade sig gøre, og det faktisk kan blive sjovt – at fylde verden med sine egne ord sin eksistens.
Dét, vi kalder eksamens-angst eller social fobi, er netop, hvad det er – en fobi som også kan blive en ‘foRbi’ – det er bare ‘tankemylder’, hvis man lærer værktøjerne til at stå i eksistensen og udtale sig – ellers fortsætter man med at tro på dët fobien fortæller én: – at man dør, at man drukner og spises af løverne. Bliver ‘avoidende’ på grund af en tanke-konstruktion, der ikke behøver at herske. – Hvor mange studerende hørte du der døde sidste år til mundtlige eksamener…
I andre århundreder , i andre årtusinder var det her, man begyndte – at lære barnet, den unge “kunsten at argumentere mundtligt”, og altså komme over den selvfølgelige hurdle det er 1. gang at være exposed. Set med mine øjne er det forfærdligt at ikke bare børn, men hele mennesker i deres fulde liv lever under radaren, fordi ingen har fortalt dem, at de er styret af en fobi, altså en måde, vores stress system reagerer på og det kun sker , fordi vi holdes i vores selvoptagelse og tænker på hvordan vi virker – modsat at man skal hjælpe andre med sin tale – det er publikum der skal blive berørt – ikke dig.…
En avoid-strategi der får lov til at udvikle sig i tidlige år, skole, i hjemmet – følger een resten af et menneskes liv – det handler ikke om ‘gener’ men om vi har en kultur der læser skrift og skriver – eller lærer vores børn kunsten at tale.