Et Liv Under Rada­ren..!

En grup­pe dren­ge i en klas­se “skal ikke nyde noget”, skal ikke op og “dum­me sig”, “risi­ke­re noget” – expo­se sig, som det hed­der, når man sæt­ter sig i risi­ko for at bli­ve afvist, lat­ter­lig­gjort eller bli­ve peget fin­gre af.- ‘Avoid’ som livs-stra­te­gi…

Det kan så høre tee­na­ge-alde­ren til: man er jo genert, blu­fær­dig, og så kan vi håbe på, at det går over, når de sene­re står som inge­ni­ø­rer, bli­ver HTX-elev eller pro­jekt­le­de­re i kom­mu­nen…

Men det gør det bare ikke. Da fort­sæt­ter den und­vi­gel­ses-stra­te­gi der blev ‘indø­vet’ tid­ligt – at for­bli­ve under rada­ren, ikke at skul­le høres, ikke at skul­le expo­se sig, uan­set at vi bryster os med Søren Kier­ke­gaard og hans berøm­te sæt­ning, at “livet hand­ler om at træ­de i karak­ter – at træ­de ud i eksi­sten­sen – at risi­ke­re sig”.

Det er først dér, når man kan stå op for sin sag, når man kan lade sin egen stem­me lyde, når man expo­ser sig, at man bli­ver men­ne­ske. Ellers for­bli­ver man en mand eller kvin­de, der evigt und­vi­ger soci­a­le kon­tek­ster og hvil­ket som helst fæl­les­mø­de, på fabrik­ken eller klyn­gebør­ne­ha­ven – man skal sgu’ ikke nyde noget – så hel­re ud til kaf­fe­ma­ski­nen eller sæt­te sig i et hjør­ne… Og dér kan man sid­de læn­ge…

Når man ved, hvor vold­somt bety­den­de det er, at kun­ne tale offent­ligt, at kun­ne stå i mundt­lig kom­mu­ni­ka­tion, når man ved, at det er det, der er afgø­ren­de for at få job­bet, få pigen og gøre sig nogen for­håb­ning om at nogen over­ho­ve­det opda­ger én. Så er det tem­me­lig gra­ve­ren­de, at en sko­le ikke lærer én, at man ikke dør af at expo­se sig, at det kan lade sig gøre, og det fak­tisk kan bli­ve sjovt – at fyl­de ver­den med sine egne ord sin eksi­stens.

Dét, vi kal­der eksa­mens-angst eller soci­al fobi, er net­op, hvad det er – en fobi som også kan bli­ve en ‘foR­bi’ – det er bare ‘tan­ke­myl­der’, hvis man lærer værk­tø­jer­ne til at stå i eksi­sten­sen og udta­le sig – ellers fort­sæt­ter man med at tro på dët fobi­en for­tæl­ler én: – at man dør, at man druk­ner og spi­ses af løver­ne. Bli­ver ‘avoi­den­de’ på grund af en tan­ke-kon­struk­tion, der ikke behø­ver at her­ske. – Hvor man­ge stu­de­ren­de hør­te du der døde sid­ste år til mundt­li­ge eksa­me­ner…

I andre århund­re­der , i andre årtu­sin­der var det her, man begynd­te – at lære bar­net, den unge “kun­sten at argu­men­te­re mundt­ligt”, og alt­så kom­me over den selv­føl­ge­li­ge hurd­le det er 1. gang at være expo­sed. Set med mine øjne er det for­færd­ligt at ikke bare børn, men hele men­ne­sker i deres ful­de liv lever under rada­ren, for­di ingen har for­talt dem, at de er sty­ret af en fobi, alt­så en måde, vores stress system rea­ge­rer på og det kun sker , for­di vi hol­des i vores sel­v­op­ta­gel­se og tæn­ker på hvor­dan vi vir­ker – mod­sat at man skal hjæl­pe andre med sin tale – det er publi­kum der skal bli­ve berørt – ikke dig.…

En avoid-stra­te­gi der får lov til at udvik­le sig i tid­li­ge år, sko­le, i hjem­met – føl­ger een resten af et men­ne­skes liv – det hand­ler ikke om ‘gener’ men om vi har en kul­tur der læser skrift og skri­ver – eller lærer vores børn kun­sten at tale.