Dét Før Ordet..!
Den amerikanske instruktør og iscenesætter Robert Wilson er et helvede for en psykologiserende skuespiller. Han giver ingen forklaringer på karakterens baggrund, og hvad karakteren føler. Det svarer nogenlunde til, at psykologi-studerende ikke får lov til at tale om bipolar lidelse, men at skulle gøre noget ved det, uden et eneste ord.
Robert Wilson lader dét kropslige udtryk være styrende ud fra teori – at der i menneskebarnets udvikling, i dét man kalder tilknytnings-teorrien mellem barn og mor ( og senere far ), at dér oplever barnet ikke forældrene via talen, men via sanserne – barnet aflæser mors udtryk, fars følelser – deres stemme-lejer – og dét er kommunikationen; – mor ser ud, er lig med – og ikke dét mor siger, er lig med…
Det svarer meget godt til, hvad enhver skærmtræner siger, som dé vise ord så man kan blive helt træt af det – at 80 % af al kommunikation er ikke dét, vi siger, men ‘noget andet’ – hvilket så er gået hen til at blive ‘krops-sproget’, og vi smiler så vi dejser/degner og folder armene ud for at vise krop og selv blandt visse præsidenter er dét det blevet magtpåliggende at holde en anden statsleders håndtryk fast, så det virker rigtig mandigt.
Barnet ser ja på ‘kropssproget’ – er mundvigen løftet eller er det hængemule-mor, men der er noget mere – det non-verbale, dét emotionelle, dét et menneske sender ud, som altid sanses. Dét er barnets og publikums næring, ifølge Robert Wilson – sanse-indtrykket – dét FØR ordet. Der er en grund til at tidligt tilknytnings-skadede børn ofte resten af livet er påvirkede – stemning kan sætte sig SÅ meget i et menneske og et barn, så det afgører et menneske-liv. Og på en arbejdsplads, og i et hjem – eller til en teaterforestilling.
Der er noget FØR ordet – kroppen – stemningen – også på dét område tog biblen fejl. – Der er noget FØR ordet.