Dét Før Ordet..!

Den ame­ri­kan­ske instruk­tør og isce­ne­sæt­ter Robert Wil­son er et hel­ve­de for en psy­ko­lo­gi­se­ren­de sku­e­spil­ler. Han giver ingen for­kla­rin­ger på karak­te­rens bag­grund, og hvad karak­te­ren føler. Det sva­rer nogen­lun­de til, at psy­ko­lo­gi-stu­de­ren­de ikke får lov til at tale om bipo­lar lidel­se, men at skul­le gøre noget ved det, uden et ene­ste ord.
Robert Wil­son lader dét kro­p­s­li­ge udtryk være sty­ren­de ud fra teo­ri – at der i men­ne­ske­bar­nets udvik­ling, i dét man kal­der tilknyt­nings-teo­r­ri­en mel­lem barn og mor ( og sene­re far ), at dér ople­ver bar­net ikke for­æl­dre­ne via talen, men via san­ser­ne – bar­net aflæ­ser mors udtryk, fars følel­ser – deres stem­me-lejer – og dét er kom­mu­ni­ka­tio­nen; – mor ser ud, er lig med – og ikke dét mor siger, er lig med…
Det sva­rer meget godt til, hvad enhver skærm­træ­ner siger, som dé vise ord så man kan bli­ve helt træt af det – at 80 % af al kom­mu­ni­ka­tion er ikke dét, vi siger, men ‘noget andet’ – hvil­ket så er gået hen til at bli­ve ‘kro­ps-spro­get’, og vi smi­ler så vi dejser/degner og fol­der arme­ne ud for at vise krop og selv blandt vis­se præ­si­den­ter er dét det ble­vet magt­på­lig­gen­de at hol­de en anden stats­le­ders hånd­tryk fast, så det vir­ker rig­tig man­digt.
Bar­net ser ja på ‘kro­p­s­spro­get’ – er mund­vi­gen løf­tet eller er det hæn­ge­mu­le-mor, men der er noget mere – det non-ver­ba­le, dét emo­tio­nel­le, dét et men­ne­ske sen­der ud, som altid san­ses. Dét er bar­nets og publi­kums næring, iføl­ge Robert Wil­son – san­se-ind­tryk­ket – dét FØR ordet. Der er en grund til at tid­ligt til­knyt­nings-ska­de­de børn ofte resten af livet er påvir­ke­de – stem­ning kan sæt­te sig meget i et men­ne­ske og et barn, så det afgø­rer et men­ne­ske-liv. Og på en arbejds­plads, og i et hjem – eller til en tea­ter­fo­re­stil­ling.
Der er noget FØR ordet – krop­pen – stem­nin­gen – også på dét områ­de tog bib­len fejl. – Der er noget FØR ordet.