Belast­ning og Befri­el­se..!

Vi ser ikke så’n på det, men bur­de. At men­ne­sker ikke har pro­ble­mer, men belast­nin­ger. Den sto­re for­skel her er, at pro­ble­mer­ner bor inden i os, hvor­i­mod belast­nin­ger er noget ude­frakom­men­de, der tryk­ker og maser og tvin­ger os i heg­net, så vi ikke kan få luft.

Sådan er det rent fak­tisk. Med et halvt spej­der-øje kan man se, om et men­ne­ske ‘snap­per efter vej­ret’, eller om det har fri til­gang til at tage en ordent­lig mund­fuld af luf­ten, ilten – dét vi lever af. At se belast­ning som vægt – cement og tungste­en, der pres­ser een i dør­ken, så man fak­tisk bli­ver min­dre, end man er – mast til uigen­ken­de­lig­hed.

Hvis man ser på et men­ne­skes udfor­drin­ger som belast­nin­ger, er der den gode nyhed for­bun­det med ord­val­get, at man kan stil­le spørgs­må­let – hvor­dan kan vi dog få dén belast­ning væk, skub­bet eller styr­ke-gøre os selv, så vores krop, vejr og men­tale kan mod­stå pres­set – dét vi kal­der at bli­ve robu­ste.
Men vi ser ikke på hin­an­dens udfor­drin­ger som belast­nings-fæno­me­ner. At en chef er en belast­ning, at ens mand er det. At job­bet er det, eller at min reak­tion på job­bets krav er ryg­ge­s­løs og bur­de kræ­ve mod­vægt, mod­svar – modig­hed. – Vi kan bære åg og kors og få uen­de­li­ge psy­ko­so­ma­ti­ske føl­ger; stress-reak­tio­ner, diag­no­ser og selv­me­di­ci­ne­ring i form af kage, øl og lot­to-spil. Eller dem fra lægen; søvn­pil­ler, lyk­ke-dit­to eller andre pil­ler der ita­le­sæt­tes. Dét bli­ver ita­le­sat, men ikke belast­nin­gens navn.
Vi er bela­ste­de, og der­for spil­ler vi med vores hel­bred – for at få luft, få et kvar­ters frik­var­ter for belast­nin­gens tyng­de eller mang­len­de søvn. Vi ser på pro­ble­mer og ‘taler om det’, men går ikke direk­te i krop­pen og siger, at en bela­stet krop hver­ken tager gode beslut­nin­ger, leve­rer gode præ­sta­tio­ner eller får lan­ge liv.
Det må være det næste: at vi begyn­der at se på tyng­de­kraf­ten – ikke på jord­s­kor­pen, at se på men­ne­ske­krop­pen og lære os selv og hin­an­den at bli­ve super-hel­te udi at få belast­nin­ger­ne væk, eller at opda­ge at vi kan pus­he belast­nin­ger til­ba­ge. Jeg vil ikke ha’ åget – det er ikke mit og skal aldrig bli­ve det.