Om At Bære Sin Krop..!

Jeg ved ikke, hvad løver gør eller tra­ner, men jeg ved, at vi ikke gør så meget, om over­ho­ve­det noget, for at lære vores krop at ken­de og bru­ge den – og også bru­ge dét, den kan ud over at gå i bad, sid­de på en stol og sid­de på bag­sæ­det af fars og mors bil på vej til Bur­ger King.
Nogen kan løbe, løbe stærkt, og nog­le kan lidt løbe­tek­nik­ker. Nogen kan noget yoga, hive jern, men de fle­ste kan ikke så meget med krop­pen andet end at gabe, rej­se sig og sæt­te sig og spi­se og sove.
Prøv at gi’ hånd. Der er man­ge, som gi’r en våd kar­klud. Det mær­kes over­ho­ve­det ikke, som om der er nogen bag hån­den. Prøv at se på vej­rtræk­nin­ger, – der inha­le­res med åben mund og polyp­per ind ud ind ud – som døde sæler – og ingen har under­vist den unge kvin­de eller unge mand i, at næsen er en rig­tig god kro­p­s­del at bru­ge til vej­rtræk­ning – man får sim­pelt­hen mere luft ind i luf­ten, og så styr­ke-giver det een, at man får midt­krop­pen soli­de­ret og ikke kun er leven­de fra hal­sen og opad.
At ha’ lært sin krop, at ha’ lært hvor meget den kan, er dér, hvor man bur­de begyn­de. Det er fint, vi kom­mer til ver­den og kan tis­se, spi­se og væl­te om i dynen, men det at kun­ne noget med krop­pen; – bevæ­ge den, dan­se – bære den – er noget gan­ske andet.
‘At bære sin krop’, at kun­ne stå i den, stå med den og ople­ve en sam­men­hæng mel­lem vej­rtræk­nin­ger, hånd­be­væ­gel­ser og bevæ­gel­ser i knæ, arme og under­liv er noget gan­ske andet. Det giver en ‘hel­te­fø­lel­se’. Jeg kan noget med min krop. Jeg er dej­lig, for­di jeg beher­sker min krop, min stem­me, min tale.
Men vi gør det ikke. Under­vi­ser i krop, i vej­rtræk­ning, i stem­me. Vi tror åben­bart, ‘at det kom­mer af sig selv’, at det må gener­ne ord­ne, om han blir en kro­ps-fyr eller sid­de-type, om hun bli­ver en død sild. Dér tager vi fejl. Men­ne­ske-bar­net er eet af de mindst udvik­le­de dyrear­ter, når vi kom­mer ud af mors mave af alle dyrear­ter­ne – vi er slet ikke fær­di­g­ud­vik­le­de.
Og hvis ingen lærer os om vores krop, hvad den kan, hvor­dan den kan bli­ve vores for­bløf­fen­de, leven­de med­ska­ber af vores liv, så er der rig­tig man­ge – skal vi kal­de det nat­te­ro­de­ri­er – jeg ikke har lyst til at fore­stil­le mig, og rig­tig man­ge der slet slet ikke opda­ger, at de kan langt mere, end tan­ken tror, end den kro­p­s­li­ge ople­vel­se har for­talt dem, og ind­til nu har vist dem.
Og så tør jeg slet ikke tæn­ke på, at vores følel­ser jo alt­så bor i krop­pen – så hvis krop­pen ikke er i spil, så er vores følel­ser det alt­så hel­ler ikke. Så kan vi gå gen­nem hele livet uden at mær­ke, san­se og glæ­des – føle styr­ke. Måske er det een af grun­de­ne til, at unge men­ne­sker og sene­re voks­ne ikke har rige, drif­ti­ge liv – men angst­ful­de. At ingen har fol­det deres krop­pe ud. Vist dem styr­ker­ne ibo­en­de – der, hvis de ikke udfol­des, går i dva­le.
Der står en ung pige i et audi­to­ri­um. Man kan ikke høre, hvad hun siger. Krop­pen er fuld­stæn­dig død, fra hal­sen og nedad. Hun vil­le væl­te, hvis man bare skub­ber til hen­de med en lil­le­fin­ger. Hun har alt i hår­de hvi­de­va­rer, stri­ber i håret og Mac­Book Air – men vores sam­fund har ladet hen­de stå der; som en død kro­p­s­lig murer – for vi er holdt op med at se kro­p­s­lig­hed – vi ser kun på selv­bru­ne­ren, tøjet og Pan­doras smyk­ker.…
Måske for­di os under­vi­se­re, os for­æl­dre, KL-lede­re og poli­ti­ke­re selv er flø­jet fra krop­pen, lige som resten af kul­tu­ren – og til­ba­ge står to iPho­nes, en power­po­int og en tom pizza-bakke…Kroppen er der ikke. Vi har ikke bare ‘left the buil­ding’, men ‘left the body’…

En stærk kul­tur er ikke een, der HAR noget, men een der KAN noget… – begyn­de i krop­pen…