Hvor­for Hed­der Det Egent­lig ‘Mis­brug’..!

Da jeg var lil­le, og min mor var på hospi­ta­let, sag­de lægen, at fra nu af skul­le min mor behand­les ambu­lant – med anta­bus, som om det var en gave fra vor­her­re. Jeg skreg; nej, nej ikke anta­bus og vid­ste alle­re­de den­gang at nu var det kas­se­tænk­nin­gens lov, der afgjor­de min mors skæb­ne, hvad det også blev – tera­pi og den slags var på kom­mu­nens reg­ning, hvor­i­mod ambu­la­to­ri­er var på Sta­tens. Også den­gang før­tes kri­gen om at flyt­te udgif­ter­ne væk fra eget bord, og så blev det anta­bus og man­ge andre far­ve­de pil­ler, der blev behand­lin­gen og der­med også resul­ta­tet.

At det over­ho­ve­det kan fin­de sted – at se anta­bus som behand­ling – eller se anden psy­ko­far­ma­ka som løs­nin­gen på men­ne­ske­lig kri­se vir­ker absurd på mig. Og – synes jeg, for­tæl­ler om et syn og en til­lid til, at hvis man stop­per med et såkaldt mis­brug, så er årsa­gen også ord­net – “hold op med at slå – så er vre­den også pist væk..!” Patien­ten drik­ker ikke læn­ge­re, så er den bag­ved­lig­gen­de trang til at drik­ke eller dope sig alt­så også pist væk.

At foku­se­rer på ‘mis­bru­get’ – at vil­le stop­pe det – uden at gøre noget ved årsa­gen – tran­gen, sva­rer sådan nogen­lun­de til at afhjæl­pe en udsat virk­som­heds finan­si­el­le situ­a­tion ved at lave dem et nyt logo. Og sådan blev det da også for min mor, men ikke for hen­de ale­ne, slet ikke – men for rig­tig man­ge tager det ene recept­plig­ti­ge stof det andet ( hvil­ket ikke bli­ver kaldt mis­brug men behand­ling ) – og sådan gik min mor i gra­ven – og sådan dør man­ge tid­ligt, fyldt af psy­ko­far­ma­ka – uhjul­pet med livet.

Find mig bare een, hvor det er ‘mis­bru­get’, der er pro­ble­met og ikke tid­li­ge­re over­greb, for­ladt­he­der, mob­ning, depres­sion eller post trau­ma­tisk stress, der som hjer­teslag ska­ber tran­gen til brug af stof­fer – dém man drik­ker, snif­fer eller ind­ta­ger intra­ve­nøst. – Der er noget inde­ni, der skal dul­mes, slås ned, skub­bes væk – tan­ke­myl­der, stress, ube­hag, sorg, selv­le­de…- der ska­ber trang!

Hvad nu hvis endog også vor tids selv­mor­de­re, der fly­ver fly ind i de østrig­ske alper eller kører last­bi­ler ind i fol­ke­mæng­der i Ber­lin, også bare er ube­hand­le­de bru­ge­re med trang – og nu ikke mis­bru­ge­re af coke, men af last­bi­ler og andres død – der fører en smer­te inde­ni, over i noget der fysisk er mærk­bart, som når man skæ­rer i sig selv – ‘cut­ting’ – hvor indre-smer­ten flyt­tes over i noget ydre hånd­gri­be­ligt – som når man sky­des af Poli­ti­et i Mila­no eller på Sva­ne­vej på Nør­re­bro.

En såkaldt mis­bru­ger selv­be­hand­ler sig for noget, som ingen har øje for eller ønsker at ita­le­sæt­te, da det kan koste kom­mu­ne-kas­sen noget behand­lings­kræ­ven­de vær­re noget – her er anta­bus min ven. – Se do at alko­ho­li­ke­ren rea­ge­rer bare, narko­ma­nen rea­ge­rer bare – på livs­sorg, til­skik­kel­ser, ulyk­ke­li­ge fami­lie-bag­grun­de, for­ladt­he­der, tab, afvi­ste rela­tio­ner – med dét smer­te­dul­men­de der er inden­for ræk­ke­vid­de. Coke, øl, vod­ka, lim eller last­bi­ler…

Stop med at kal­de nogen mis­bru­ge­re. Kald dem bru­ge­re af selv­me­di­ci­ne­ren­de sub­sti­tut­ter – for­di vi som sam­fund ikke har evnet at hjæl­pe dem – noget før med livet… børn, unge, ældre…

Der fin­des ikke mis­brug – kun bro­ken rela­tions..!