Huset Uden Spej­le..!

Man kan ikke være to ste­der sam­ti­digt!, – lige meget hvor meget vi siger, at vi kan multitask’e, det kan vi ikke, vrøvl. Hvis du er på lokum, så er du alt­så ikke også sam­ti­dig ude og køre bil, – fær­dig, punk­tum. Krop­pen er hvor krop­pen er, og det er gan­ske prak­tisk, men din Tan­ke kan være et andet­sted, dis­so­ci­e­ret fra hvor krop­pen befin­der sig, – du kan ha’ ‘hove­d­et under armen’, som man siger og være et alde­les andet sted, under en mus-sam­ta­le, ja i elskov, – på tan­ke­rej­se, drøm­me­rej­se, – ude af krop­pen, op i fan­ta­si­en, i tan­ken, tan­ker, tan­ke-ræk­ker, tan­ke-møn­stre – eks­ka­le­ren­de i kom­pleks-rin­ge som sten i van­det, – desvær­re også om nat­ten hvor vi bur­de sove, eller om efter­mid­da­gen hvor vi bur­de være til ste­de, når vi kører hjem i bil i myl­dre­ti­den.

Det er ikke bare mæng­den af biler på motor­ve­je­ne, der er acce­le­re­ret. Lige­som mæng­den af digi­tal tra­fik er det. Det er tan­ker­ne også. – Omfan­get af dem. Hastig­he­den af dem. Vi tæn­ker tæn­ker tæn­ker, hvad de andre tæn­ker. Hvad de tæn­ker om mig. Tæn­ker på frem­ti­den. På mine bum­ser, mine kilo, på sex på net­tet, på dét jeg bur­de ha’ sagt eller det, der kun­ne ha’ sket. – lig­ner jeg ham fra ‘Fri­ends’ eller hen­de fra ‘Bryg­gen. – Tæn­ker over ter­ror, om Trump, på Mar a Lar­go, om hvem jeg er, – om hvad er min ‘rig­ti­ge vej’, – Tænk, hvis nuti­dens bul­dren­de tal på bog­stavs-kom­bi­na­tio­ner af psy­ki­a­tri­ske diag­no­ser har rig­tig meget med tan­ker at gøre, – at vi tæn­ker og tæn­ker i sådan en hastig­hed.

Vi kan være sam­men med krop­pen, hvor krop­pen er, ople­ve hvad krop­pen for­tæl­ler os, ‘mær­ke som man siger’. Er jeg sul­ten eller tørstig, vred eller glad? Eller vi kan være fan­get af tan­ke-rej­ser­nes tan­ke­myl­der, se os selv ude­fra – hvad jeg bur­de være, er jeg rig­tig eller for­kert – og vi kan lyt­te og læse, opta­get af ydre-ver­de­nen, i on-going læs­ning af mails, beske­der og bre­aking news – tekst-tan­ker. Det kan vi så være på del­tid, over lang tid – eller ja – i hele liv – tæn­ke tæn­ke tæn­ke hele tiden og aldrig være i krop­pen – efter­tæn­ke, over­ve­je – fore­stil­le, læse, drøm­me – fryg­te – Er jeg god nok, – har jeg talent nok – gylp, jeg er aller­de for gam­mel, jeg er snart 22? – og nu kan jeg ikke sove…

Måske er det ikke bare jor­den, der er overop­he­det i vor tid, men også men­ne­sket i deres tan­ke-pro­ces­sers hastig­hed og omfang. Det løber gen­nem hjer­ne­pro­ces­so­rer­ne på over­dri­ve. Med bil­led­storme bom­bar­de­ren­de ind så vi ser os selv kon­stant ude­fra i for­hold til – sex­mo­del­ler­ne, til iværk­sæt­ter-guru­er­ne, Mads Mik­kel­sen og Bey­on­ce – angreb der er Cern-gene­ra­to­rens yde-evne vær­dig – men hos os 24/7. Véd vi om vi er skabt til dén acce­le­ra­tion af tan­ker­pro­ces­ser? Til at se os selv ude­fra med hele ver­dens øjne..?

Måske har vi slet slet ikke set kon­se­kven­ser­ne end­nu – af tan­ke­myl­dret – at ingen mær­ker sig, men alle tæn­ker sig og ser sig ude­fra – også når vi sover…