Fri­hed..!

I et stam­me­sam­fund kan man ikke ha’ det. At fami­li­en Jør­gen­sen eller mær­ke­li­ge Mitzi begyn­der at træk­ke sig, drik­ke træsprit ude i heg­net og stjæ­le fra stam­mens for­råd. Det tru­er stam­men. Man tager kol­lek­tivt affæ­re: hvad er galt her? Hvem er sur på hvem, hvad er kon­flik­ten og hvor­dan kla­rer vi ærter­ne? Hvem gør hvad…

Bare når det bli­ver en lands­by med huse spredt omkring vej, med mure af mur­sten og tage af tegl, er hand­lings-evnen og hand­lings-tiden vold­somt redu­ce­ret i lyk­kel­ses-grad i at stand­se begyn­den­de derou­te og dår­lig­dom, – lige­som suc­ces­ra­ten i det hele hoved taget styrt­dyk­ker – i at stand­se nogen­som­helst begyn­den­de mis­røgt. For nu bli­ver det over­ho­ve­det OM ram­te men­ne­sker opda­ges, – bag låste døre, – i deres derou­tes, dår­li­ge liv, druk eller depres­sion. Skod­der­ne er luk­ke­de, de tager ikke tele­fo­nen, man er ikke tvun­get til noget stam­me-møde – det frie valg. Ingen har en rygen­de pistol, for vi ken­der dem ikke, hvis vi ‘går dem på klin­gen’, så siger de ‘alt er godt!’. Okay… så kan vi jo ikke gøre mere – så er de nok bare mær­ke­li­ge…

Med byers opblom­string, med metro­po­ler­nes, aner vi ikke OM nogen hug­ger af fæl­les­for­rå­det, om de slår deres børn, drik­ker sig i heg­net eller sut­ter på lægens recep­te­re­de psy­ko­far­ma­ka – før­end poli­ti til­kal­des, eller en ambu­lan­ce får adres­sen op på skær­men. Bør­ne­ne går da vist i sko­le, kvin­den hil­ser da på gaden, og man­den kører så vidt vi ved da på arbej­de… Vi håber i vort stil­le sind, at nogen har øje for fami­li­en, at nogen sér den sku­en­de unge mand og tager affæ­re, hvis noget ikke er godt, men galt – hvil­ket dog langt fra er til­fæl­det, men en sød tan­ke…

I et sam­fund, hvor ingen rig­tigt også ser bag ved post­kas­sen, teg­len og mure­ne, bli­ver de sid­ste eksi­ste­ren­de repræ­sen­tan­ter, som kom­mer ind over dør­tri­net, det alt-afgø­ren­de for men­ne­ske-skæb­ner og for fæl­les-kas­sen. Dé, der kom­mer tæt nok på til at se, hvor­dan det rig­tigt står til: posten (nåh nej de er sløj­fet), hjem­me­hjæl­pen, sund­heds­plej­en, sko­le­læ­re­ren, lægen der dog mesten­dels er over­gå­et til læge­hus med selv­be­tje­ning… De ene­ste få, der dog kom­mer ind over dør­trin­net bli­ver et by-sam­funds tyn­de, tyn­de, spæ­de kon­takt mel­lem stam­me og stam­me-med­lem. De ene­ste, der får mulig­he­den for at se bag og for at inter­ve­ne­re, før dys­funk­tion eska­le­rer. Joh… fami­lie kom­mer der da, alt­så nog­le gan­ge, og ofte blin­de for deres eget barns man­ge pund, – for tæt på til at kun­ne – eller køre ruti­nen, ‘vi ses til jul mor..!’

Vi har ikke læn­ge­re stam­me-sam­fun­dets for­dums afhæn­gig­heds-for­plig­ti­gel­se over for hin­an­den. Enhver har ret­ten til selv at tage ansvar for eget liv. Ring, hvis der er noget. Og lægen har ikke pligt over for men­ne­sket, men patien­ten, og den eksak­te diag­no­se han eller hun tager fokus på, lige som hjem­me­hjæl­pens ansvars­om­rå­de ikke er men­ne­sket, men inden for en ram­me af tid, at støv­su­ge og købe ind – ikke at for­hol­de sig til et stam­me-med­lems livs­for­hold. Ring, hvis der er noget!

Og sådan kan vi bli­ve ved; arre­st­be­tjen­ten udfø­rer sin funk­tion, og gør det godt, men det er hans lil­le afdel­te ver­den, han hånd­te­re, lige som rønt­gen­læ­gen er sød og god for hen­des afdel­te områ­de. Og pigen i Net­to er det: ‘ha en god dag!’, men ingen ser, om et men­ne­sket drif­ter bag­ud, er ramt af sorg eller mis­brug. ‘Pri­vat­li­vets fred’. Vi aner ikke, at den pæne unge mand på gaden inde­ni slet ikke føler sig pæn, men er sui­ci­dal. At den fine kvin­de med de sjove bemærk­nin­ger ikke ved sine leven­de råd og er ved at drik­ke sig ihjel.
Det koster kas­sen, at vi ikke ser. Og at lidel­ser, derou­tes og dår­li­ge knæ der­for ikke tages i oplø­bet, men først opda­ges, når det er ble­vet til kro­nisk syg­dom, hardco­re mis­brug, der er svæ­re­re at ven­de. Det koster i gene­ra­tio­ner, at dys­funk­tion kan få lov til at sej­le uden at ses.

Og så koster det alt­så men­ne­ske­lig lidel­se, at der går 14 år, inden en ulyk­ke­li­ge kvin­de ‘bli­ver fun­det’ efter man­ge­årigt mis­brug. Spild af liv. Lige­som det koster et helt helt men­ne­ske­liv, at den sorg­ful­de unge mand skul­le køre galt, før han blev taget hånd om – lam fra over­krop­pen og ned­ef­ter… og det koster…

Der er alt, alt, alt for man­ge dår­li­ge liv, der leves bag hal­ve køk­ken­gar­di­ner, iPho­ne i ører­ne, impo­ne­ren­de tato­ve­rin­ger, marat­hon­løb og stri­ber i håret. Vi ved ikke, hvem der er bag. På den anden side af sol­bril­len. På den anden side af døren..? Ring, hvis der er noget..!
Vi har vun­det fri­he­den til at bli­ve een­som.