Bonus­ga­ven…!

En 11-årig dreng er ikke glad for at tage hjem efter sko­le. Skils­mis­sen har gjort mor mær­ke­lig, og far er ikke i lej­lig­he­den læn­ge­re. Der er tomt og trist med væg-urets tik­ken, hvor­for gaden og sko­len bli­ver dren­gens fore­truk­ne ‘være­sted’. Dér, i gadens land, er det så som så med fed­temad­der, vin­ter­hue og lek­tie­læs­nings­hjælp. Der er til gen­gæld meget andet; hunde, biler og andre hjem­lø­se dren­ge, men dren­gens selv­be­skyt­tel­se fra mors stem­ning og lej­lig­he­dens ‘død­hed’ får føl­ger – ens bånd bli­ver nu bun­det med andre for­lad­te børn og deres stem­ning, og der viser sig sen­føl­ger i sko­len – man kom­mer bag­ud, bli­ver skældt ud, også dér, ‘offent­ligt expo­sed’ i klas­sen, så dét opholds­sted lige­som hel­ler ikke bli­ver et issue. – Gaden bli­ver ver­de­nen, hele ver­de­nen, med knal­ler­ter og fede og amfe­ta­min fra man er tolv. Man løber ture for de stør­re og kører for stærkt med de små, i lån­te biler og laver bræk og ender på poli­ti­sta­tio­ner, hvor mor kom­mer med ran­de under øjne­ne, og dé soci­a­le myn­dig­he­der også gør det, og hvor man ihvert­fald får at vide, hvor for­kert man er, hvad man i dén grad godt vid­ste i for­vej­en – for det har både mor og far og lære­re sagt i en uen­de­lig­hed. Og så kører rou­let­ten. Een varm bil tager et andet koldt bræk – en anden omgang vold fører til gen­gæld. Opholds­ste­der, mis­brugs­cen­tre. Ture til andre byer og andre barer, ind og spjæl­de og ud igen – og hvis ikke far­ten tager livet af een, så gør stof­fer­ne det. 19 år og alt alt for stærkt…

Vi er ikke gode nok at for­stå, at der er en sam­men­hæn­ge mel­lem men­ne­sker, i fami­li­er, på arbejds­plad­ser – i sam­fun­det, der er alt­af­gø­ren­de for, hvor­dan vi men­ne­sker blir’ – har det – får det. Vi ser men­ne­sker i et tun­nel­syn; som ‘men­ne­sket’ – er det et godt eller dår­ligt, et kvikt eller dumt – får eller buk. Vi ‘typi­fi­ce­rer’: ‘Hvor­dan er hun? Hvor­dan er han?’ Vi ser det ikke. At hver­ken hun eller han er nogetsom­helst ret­vi­sen­de udsagn i sig selv – men alde­les under­lagt dé rela­tio­ner vi ople­ver hen­de og ham i – de rela­tio­ner hun har, hvil­ke rela­tio­ner han har haft. Et men­ne­ske er adap­tiv også i en grad, ikke en kon­stant, og for­vand­ler sig tryl­le ryl­le ryl­le på et split – i for­hold til hvem de er omkring.
‘Kede­li­ge Else’ kan da nok bli­ve ‘Spr­ud­len­de Else’, hvis hun er sam­men med een, der er forel­sket i hen­de. Det var hun ikke før. Der var hun ale­ne med hen­des bøve­de far. Tid­li­ge Else-udga­ve bli­ver plud­se­lig som ved magi et for­dums vrang­bil­le­de af Else, der lige nu strå­ler i øjne­ne og blus­ser i kin­der­ne. Dén hav­de vi ikke set kom­me. At Else er ikke Else. At Else kan bli­ve for­skel­li­ge Elser! afhæn­gig af hvem og hvad hun mødes af.
Det er sør­me godt for Else, at hun nåe­de at ople­ve sus i skør­ter­ne og liv i klu­de­ne, og det er fan’me synd for Aksel, Pal­le og Bilal, at de aldrig mød­te så’n en gang elek­trisk bom­bar­de­ment, der kan få selv Pal­le til at bli­ve tyve år igen og en dreng til at lyse. Men sådan er det alt­så for nogen. De møder ikke forel­skel­se, ven­li­ge øjne, men det er sådan det er. Ethvert men­ne­ske kan udfol­des eller krym­pe – ikke af dem selv, men af det environ­ment de er i, dét de fødes ind i, af hvor­dan de til­ta­les, mødes.

Vi ser ikke, at der bag den diag­no­sti­ce­re­de er rela­tio­ner, at der bag den psy­kisk sår­ba­re er det, at der bag den for­ker­te dreng er det, den uro­li­ge pige. Rela­tio­ner der ikke er gode. Han taler ikke ‘bare’ hele tiden, men har så skræm­men­de rela­tio­ner bag sig, der FÅR ham til at tale i eet væk. Vi for­står ikke, at han er tavs – ikke grun­det ‘tavs­hed’, men af man­gel på rela­tio­ner der så ham som noget. Vi har slet slet ikke for­stå­et omfan­get af men­ne­ske­lig til­bli­vel­se i rela­tio­ner. Vi ser kun ‘narko­ma­nen’. Svag­pis­se­ren. Den psy­kisk syge. Hvis mis­brug var løs­nin­gen, hvad var så pro­ble­met..!

Der fin­des ikke for­ker­te men­ne­sker, men der fin­des men­ne­sker i tæren­de rela­tio­ner…