Bonusgaven…!
En 11-årig dreng er ikke glad for at tage hjem efter skole. Skilsmissen har gjort mor mærkelig, og far er ikke i lejligheden længere. Der er tomt og trist med væg-urets tikken, hvorfor gaden og skolen bliver drengens foretrukne ‘værested’. Dér, i gadens land, er det så som så med fedtemadder, vinterhue og lektielæsningshjælp. Der er til gengæld meget andet; hunde, biler og andre hjemløse drenge, men drengens selvbeskyttelse fra mors stemning og lejlighedens ‘dødhed’ får følger – ens bånd bliver nu bundet med andre forladte børn og deres stemning, og der viser sig senfølger i skolen – man kommer bagud, bliver skældt ud, også dér, ‘offentligt exposed’ i klassen, så dét opholdssted ligesom heller ikke bliver et issue. – Gaden bliver verdenen, hele verdenen, med knallerter og fede og amfetamin fra man er tolv. Man løber ture for de større og kører for stærkt med de små, i lånte biler og laver bræk og ender på politistationer, hvor mor kommer med rande under øjnene, og dé sociale myndigheder også gør det, og hvor man ihvertfald får at vide, hvor forkert man er, hvad man i dén grad godt vidste i forvejen – for det har både mor og far og lærere sagt i en uendelighed. Og så kører rouletten. Een varm bil tager et andet koldt bræk – en anden omgang vold fører til gengæld. Opholdssteder, misbrugscentre. Ture til andre byer og andre barer, ind og spjælde og ud igen – og hvis ikke farten tager livet af een, så gør stofferne det. 19 år og alt alt for stærkt…
Vi er ikke gode nok at forstå, at der er en sammenhænge mellem mennesker, i familier, på arbejdspladser – i samfundet, der er altafgørende for, hvordan vi mennesker blir’ – har det – får det. Vi ser mennesker i et tunnelsyn; som ‘mennesket’ – er det et godt eller dårligt, et kvikt eller dumt – får eller buk. Vi ‘typificerer’: ‘Hvordan er hun? Hvordan er han?’ Vi ser det ikke. At hverken hun eller han er nogetsomhelst retvisende udsagn i sig selv – men aldeles underlagt dé relationer vi oplever hende og ham i – de relationer hun har, hvilke relationer han har haft. Et menneske er adaptiv også i en grad, ikke en konstant, og forvandler sig trylle rylle rylle på et split – i forhold til hvem de er omkring.
‘Kedelige Else’ kan da nok blive ‘Sprudlende Else’, hvis hun er sammen med een, der er forelsket i hende. Det var hun ikke før. Der var hun alene med hendes bøvede far. Tidlige Else-udgave bliver pludselig som ved magi et fordums vrangbillede af Else, der lige nu stråler i øjnene og blusser i kinderne. Dén havde vi ikke set komme. At Else er ikke Else. At Else kan blive forskellige Elser! afhængig af hvem og hvad hun mødes af.
Det er sørme godt for Else, at hun nåede at opleve sus i skørterne og liv i kludene, og det er fan’me synd for Aksel, Palle og Bilal, at de aldrig mødte så’n en gang elektrisk bombardement, der kan få selv Palle til at blive tyve år igen og en dreng til at lyse. Men sådan er det altså for nogen. De møder ikke forelskelse, venlige øjne, men det er sådan det er. Ethvert menneske kan udfoldes eller krympe – ikke af dem selv, men af det environment de er i, dét de fødes ind i, af hvordan de tiltales, mødes.
Vi ser ikke, at der bag den diagnosticerede er relationer, at der bag den psykisk sårbare er det, at der bag den forkerte dreng er det, den urolige pige. Relationer der ikke er gode. Han taler ikke ‘bare’ hele tiden, men har så skræmmende relationer bag sig, der FÅR ham til at tale i eet væk. Vi forstår ikke, at han er tavs – ikke grundet ‘tavshed’, men af mangel på relationer der så ham som noget. Vi har slet slet ikke forstået omfanget af menneskelig tilblivelse i relationer. Vi ser kun ‘narkomanen’. Svagpisseren. Den psykisk syge. Hvis misbrug var løsningen, hvad var så problemet..!
Der findes ikke forkerte mennesker, men der findes mennesker i tærende relationer…