Narko­ma­ner Af Stress..!

Der lig­ger en lil­le pige i et bar­ne­væ­rel­se og ser ind i en væg – hun er sul­ten men det ved hun ikke, hun er også ked af det, men det ved hun hel­ler ikke. For der er ingen der har for­talt hen­de at det er det ’hun fejl­er’. I det hele taget ved den­ne lil­le skab­ning ikke ret meget, for hun er 3 eller 4 og er der lige­som slet ikke mere. Hun ser ind i væg­gen. – og mær­ker ikke læn­ge­re krop­pens util­freds­stil­len­de følel­se af sult, af sorg – og stress. Den følel­se kom­mer hun til at ken­de – læn­ge…
Et barn kom­mer til ver­den og er nogen­lun­de nok det vil­de­ste ver­den end­nu har set, med inten­tion om at ‘bon­de’ – at vil­le møde omgi­vel­ser­ne, – hen­de der hol­der om en. Hæn­der­ne der ræk­ker ud. De ’andre øjne’ der ser roligt ned på en, så man selv bli­ver rolig – og ople­ver det ’andet’ uden for sig selv – ude i ver­den – som godt. Der er nogen for­an mine øjne – de ser på mig; de kan li’ mig. Jeg er og jeg er dej­lig! Der er noget ude i ver­den der tager mig op og dik­ke­dik­ker. Ver­den er der og ver­den er top fin. I den gode begyn­del­se ser det sådan ud; der dik­ke­dik­kes, plud­res og respon­de­res mel­lem væse­ner – og ‘spej­lin­gen af sig’ gør at en lil­le-mul­le lærer at ’sig selv fin­des’ – ople­ver at ’sig selv’ er fin, og har følel­ser, behov og at nogen hjæl­per en med at til­freds­stil­le dem. Man er i ver­de­nen – for nogen…

For sådan går det ikke den lil­le pige eller fyr der lærer at se ind i væg­gen, der ikke blev taget op, der ikke blev spej­let, holdt om eller ’bon­de­de’ med nogen anden end væg­gen. Hvor der ved vræl ingen kom – der kom en lus­sing eller et ”hold kæft” eller det blev besva­ret af gråd inde fra mor, slags­mål i entre­en, tavs­hed eller ingen – som i ingen. Der tis­ses i sen­gen eller i ble­en, og bar­net væn­ner sig til ’det nor­ma­le’; at sult ikke stil­les, at behov ikke opfyl­des, at man hol­der kæft, at ver­den er et ensomt, goldt sted at være. Og lige om lidt er det en ung mand, en vok­sen kvin­de, der fort­sæt­ter med at se ind i væg­gen eller PC’en – lever på en sten i en gold ver­den og ved at behov ikke opfyl­des – hvor selv­fø­lel­se er ble­vet per­ma­nent u-til­freds­stil­lel­se – det ene­ste kend­te..

Men det bli­ver vær­re end­nu. Når ens grund­fø­lel­se er u-til­freds­stil­lel­sens stress, uop­fyldt sult, uhjul­pet angst og ‘der er ikke noget at kom­me efter’, så sker det det man til­træk­kes af frem­over til det man ken­der; stress-følel­sen, spæn­din­gens under­skud man ken­der fra spæd. Man bli­ver ’narko­man af stress-følel­sen’ – den ken­der man – stress bli­ver lig med tryg­hed..!

Hvor der er ‘far­lig ro’, så skal der væl­tes et par fla­sker. Hvor der er ven­skab, skal det udsæt­tes for kævl. Hvis der er orden i øko­no­mi­en, skal det sæt­tes over styr. Hvis ens for­hold er godt, skal det tru­es af sidespring, løg­ne, vold og usand­he­der. Hvis slan­ke­ku­ren går godt, skal den øde­læg­ges ved en fed gang over­spis­ning. – ”Jeg ved de ven­ter på mig, men jeg kom­mer ikke” – ”Stress stress kom igen – jeg ken­der dig.”

Livet lig­ger for­an en med mulig­hed for grøn­ne sko­ve, kil­de­vand og gode ven­ska­ber, men man væl­ger cement­land­ska­ber, dår­li­ge elske­re og per­ma­nent at kom­me for sent eller kom­me op og slås – at se ind i væg­gen og mær­ke stres­sen. Stres­sen man ken­der.

Man har fået en afhæn­gig­hed af dys­funk­tion, der er ble­vet kemisk – et træf­sik­kert valg af vær­di­mæs­si­ge, elen­di­ge løs­nin­ger. Man går til­ba­ge til ham der slår, sør­ger for at afta­ler altid er usik­re, går åndsvagt bøv­let i seng. Somewhe­re, some­ti­me. Så man i hvert fald ikke står op udhvilet, men irri­ta­bel – og i hvert fald for sent. Skyl­de pen­ge, hug­ge dem.

Den kemi­ske uba­lan­ce som man har kendt fra spæd, bli­ver den kemi­ske nor­ma­li­tet, som man higer efter igen. Som da man ikke fik mad og maven var sul­ten, og man var ved at væl­te om af træt­hed. Den kemi-balan­ce skal genop­fyl­des. Som junki­en må det. Den melan­ko­li og sorg når man var vil­dest bedrø­vet, men ikke fik lin­dring, er kemi­en du ken­der og er indstil­let til. Des­pe­ra­tions-stres­sen da man skul­le træk­ke mor fra dag­ligstue-gul­vet op i hen­des seng da man var 7 år, for­di der var druk i hjem­met, og far ikke tog tele­fo­nen og det var midt om nat­ten. Den stress ken­der du.
Nog­le skal ikke bare tage sig sam­men, men hjæl­pes til at for­stå at man kan være ble­vet så dis­po­ne­ret til selvska­de – kemisk. Ikke for­di man har dår­li­ge gener eller er et usselt men­ne­ske, men for­di det var det man lær­te som spæd, barn eller ung – u-til­freds­stil­lel­sens stress-følel­se og kemi, den ken­der man – så meget, at man bli­ve syg hvis noget lige plud­se­lig er godt, kær­ligt og roligt. Så må jeg væk og øde­læg­ge…

Nog­le men­ne­sker er ikke ban­ge for mør­ket – men for lyset – deres eget lys… For de ken­der det ikke..!

Det bli­ver vores job, at hjæl­pe dem med at se det…