Brede Skuldre..!
Mennesket er utroligt, utroligt stærkt – også! Udholdende på en både imponerende og en temmelig frygtløs vis. For mennesket evner nemlig at overleve det uhyrligste, – i Aleppo, i Auschwitz og i hjemmets mere nære overgreb. Altså de, der ikke dør af overmagten, der direkte dræbes eller går nedenom og hjem af sen-følgerne, fordi pinslerne var for overvældende, sårene var for voldsomme eller fordi sjælen blev revet itu.
Men nogen kan udholde. Udholde det forfærdeligste, og dissociere fra rædslerne og nynne sig igennem bombardementerne i byen eller under nattebesøgende af stedfar på børneværelset. De fokuserer på en plet i tapetet, på skolelektier eller på lillebrors angst for at gå alene på toilettet – de kan hjælpe andre og fokusere på det.
Og sådan kan der gå år. Morfar talte aldrig om det, mor slet ikke – om hvordan morfar måske også var engang – om hvad der skete der for år tilbage, da læreren kom lidt for tæt på eller da træneren gjorde det. Hvordan man blev talt til af sin porno-far eller af sine søskende, af sin første chef eller på sit andet job. Man blev lammet, chokeret der i overgrebet, men man faldt ikke sammen eller gik, man blev der. I chok. Og overlevede – Blev en gæv lille survivor ”Ah, hun er ‘altid så glad’…”
Men det hun egentlig gjorde, det han gjorde da overgrebet skete, var at introvisere – som det hedder så fint. Slog smerten indad og fortrængte overgrebet, bar det og bærer det, så fint så fint. Som den jyske saying siger; ”Ah sønnerne døde og gården brændte, men hun tog det så pænt – Hun gik stille med det…”
Når Lady Gaga går ud fortæller om PSTD ( Post Traumatic Stress Disorder ) som senfølger på overgreb som Gaga har lidt, så kan vi tænke at ”åh nu får hun så også lige en sendeflade med sit navn på igen”, men det kan også være at hun forsøger at berette noget, som mange af hendes monstre ( fans ) og os andre går rundt med. Overgreb fra vi var spæde, udført af de tætteste, de der skulle værne – af søstre og brødre, af spejderledere og måske kirkens gode folk. At overgreb sætter spor, giver senfølger. Det kan være svære at se – også for den ramte…
Når man introvisere, hærder man sig. Man lukker sine følelser ned, for at overleve det rædselsvækkende. Det kan man gøre en stund, gøre i nogle år og pludselig en eftermiddag blive syg, stoppe op i Skodaen på vej til arbejdet. Ryste, få koldsved og ikke kunne noget som helst. Men nogen overkommer endda det, tager en Panodil til og ‘klarer ærterne’- virker som den gode chef, den varme mor, den stærke far der bare sover rigtig, rigtig dårligt, for der om natten, i søvnen, kommer overgrebene tilbage. Lysglimt af raketter eller flash af stedfar i børneværelset, hvor han slet, slet, slet ikke skal være på den porno-måde som han står der i skyggen.
Man kan gå hele livet og være ‘en overlever’. Være en masse for andre og intet for sig selv. Det er blevet mønstret – at overleve, ikke at mærke. Men børnene gør det, mærker. Chok smitter, og overføres i generationer. Måske er fru Gaga slet ikke så dum, når hun i primetime med hendes berøringsflade åbner kæften og fortæller at senfølger findes, også hos ‘stærke’.
Verden er fuld af konflikter, overgreb – og noget læser vi om, men rigtig mange er uden for vores radar. For det ser så godt ud, med fin bil, store stuer og et køkken der altid funkler og aldrig har en plet.
Og så kan overgrebet gå videre, når mor bruger al sin opmærksomhed på ikke at mærke såret, men i stedet rette radaren mod lille-mulle eller sit store-barn, ordne alt hans tøj, styre alle hendes aftaler, og køre og bringe, og leve datterens liv. Ligesom far kan ordne, både gården og gaden, kontoret og huset og haven – og fliserne og dørkarmene.
Overgreb får senfølger. Alvorlige. Og kan ikke afhjælpes af den ramte selv. Hun mærker jo netop ikke. Men spørgsmål kan afhjælpe, hvis de bliver stillet – ‘Hvis overgreb italesættes, udsiges. Erkendes’. Problemet er bare, at den slags spørgsmål sjældent stilles til ‘hårde Frank’, ‘raske Britta’ eller den utilnærmelige, indesluttede far.
Vi har en forestilling om den slags ‘private sager’ skal overlevere selv tage initiativet til at tale om, og vil de selv en dag åbne posen for og bringe på bordet. Pøj med det. Forget it! Du står over for en overlever. Hun er holdt op med at mærke. Han har ikke gjort andet end fortrænge og bære det ubærlige.
Overlevere går i graven med oplevelser de på ingen måde var herre over. Det kostede dem deres liv. Smittede deres omgivelser. Holdte os andre ‘for nar’.
Overlevere er meget stærke – tro mig, frygtelig stærke – men stærke på den hel hel forkerte måde…