Bre­de Skul­dre..!

Men­ne­sket er utro­ligt, utro­ligt stærkt – også! Udhol­den­de på en både impo­ne­ren­de og en tem­me­lig frygt­løs vis. For men­ne­sket evner nem­lig at over­le­ve det uhyr­lig­ste, – i Alep­po, i Aus­chwitz og i hjem­mets mere nære over­greb. Alt­så de, der ikke dør af over­mag­ten, der direk­te dræ­bes eller går nedenom og hjem af sen-føl­ger­ne, for­di pin­s­ler­ne var for over­væl­den­de, sår­e­ne var for vold­som­me eller for­di sjæ­len blev revet itu.

Men nogen kan udhol­de. Udhol­de det for­fær­de­lig­ste, og dis­so­ci­e­re fra ræds­ler­ne og nyn­ne sig igen­nem bom­bar­de­men­ter­ne i byen eller under nat­te­be­sø­gen­de af sted­far på bør­ne­væ­rel­set. De foku­se­rer på en plet i tape­tet, på skolelek­tier eller på lil­le­brors angst for at gå ale­ne på toilet­tet – de kan hjæl­pe andre og foku­se­re på det.
Og sådan kan der gå år. Mor­far tal­te aldrig om det, mor slet ikke – om hvor­dan mor­far måske også var engang – om hvad der ske­te der for år til­ba­ge, da lære­ren kom lidt for tæt på eller da træ­ne­ren gjor­de det. Hvor­dan man blev talt til af sin por­no-far eller af sine søsken­de, af sin før­ste chef eller på sit andet job. Man blev lam­met, cho­ke­ret der i over­gre­bet, men man faldt ikke sam­men eller gik, man blev der. I chok. Og over­le­ve­de – Blev en gæv lil­le sur­vi­vor ”Ah, hun er ‘altid så glad’…”

Men det hun egent­lig gjor­de, det han gjor­de da over­gre­bet ske­te, var at intro­vi­se­re – som det hed­der så fint. Slog smer­ten indad og fortræng­te over­gre­bet, bar det og bærer det, så fint så fint. Som den jyske saying siger; ”Ah søn­ner­ne døde og går­den brænd­te, men hun tog det så pænt – Hun gik stil­le med det…”

Når Lady Gaga går ud for­tæl­ler om PSTD ( Post Trau­ma­tic Stress Disor­der ) som sen­føl­ger på over­greb som Gaga har lidt, så kan vi tæn­ke at ”åh nu får hun så også lige en sen­de­fla­de med sit navn på igen”, men det kan også være at hun for­sø­ger at beret­te noget, som man­ge af hen­des mon­stre ( fans ) og os andre går rundt med. Over­greb fra vi var spæ­de, udført af de tæt­te­ste, de der skul­le vær­ne – af søstre og brød­re, af spej­der­le­de­re og måske kir­kens gode folk. At over­greb sæt­ter spor, giver sen­føl­ger. Det kan være svæ­re at se – også for den ram­te…

Når man intro­vi­se­re, hær­der man sig. Man luk­ker sine følel­ser ned, for at over­le­ve det ræd­selsvæk­ken­de. Det kan man gøre en stund, gøre i nog­le år og plud­se­lig en efter­mid­dag bli­ve syg, stop­pe op i Sko­da­en på vej til arbej­det. Ryste, få kolds­ved og ikke kun­ne noget som helst. Men nogen over­kom­mer end­da det, tager en Pano­dil til og ‘kla­rer ærter­ne’- vir­ker som den gode chef, den var­me mor, den stær­ke far der bare sover rig­tig, rig­tig dår­ligt, for der om nat­ten, i søv­nen, kom­mer over­gre­be­ne til­ba­ge. Lys­glimt af raket­ter eller flash af sted­far i bør­ne­væ­rel­set, hvor han slet, slet, slet ikke skal være på den por­no-måde som han står der i skyg­gen.

Man kan gå hele livet og være ‘en over­le­ver’. Være en mas­se for andre og intet for sig selv. Det er ble­vet møn­stret – at over­le­ve, ikke at mær­ke. Men bør­ne­ne gør det, mær­ker. Chok smit­ter, og over­fø­res i gene­ra­tio­ner. Måske er fru Gaga slet ikke så dum, når hun i pri­me­ti­me med hen­des berø­rings­fla­de åbner kæf­ten og for­tæl­ler at sen­føl­ger fin­des, også hos ‘stær­ke’.

Ver­den er fuld af kon­flik­ter, over­greb – og noget læser vi om, men rig­tig man­ge er uden for vores radar. For det ser så godt ud, med fin bil, sto­re stu­er og et køk­ken der altid funk­ler og aldrig har en plet.
Og så kan over­gre­bet gå vide­re, når mor bru­ger al sin opmærk­som­hed på ikke at mær­ke sår­et, men i ste­det ret­te rada­ren mod lil­le-mul­le eller sit sto­re-barn, ord­ne alt hans tøj, sty­re alle hen­des afta­ler, og køre og brin­ge, og leve dat­te­rens liv. Lige­som far kan ord­ne, både går­den og gaden, kon­to­ret og huset og haven – og fli­ser­ne og dør­kar­me­ne.

Over­greb får sen­føl­ger. Alvor­li­ge. Og kan ikke afhjæl­pes af den ram­te selv. Hun mær­ker jo net­op ikke. Men spørgs­mål kan afhjæl­pe, hvis de bli­ver stil­let – ‘Hvis over­greb ita­le­sæt­tes, udsi­ges. Erken­des’. Pro­ble­met er bare, at den slags spørgs­mål sjæl­dent stil­les til ‘hår­de Frank’, ‘raske Brit­ta’ eller den util­nær­me­li­ge, inde­slut­te­de far.
Vi har en fore­stil­ling om den slags ‘pri­va­te sager’ skal over­le­ve­re selv tage ini­ti­a­ti­vet til at tale om, og vil de selv en dag åbne posen for og brin­ge på bor­det. Pøj med det. For­get it! Du står over for en over­le­ver. Hun er holdt op med at mær­ke. Han har ikke gjort andet end fortræn­ge og bære det ubær­li­ge.

Over­le­ve­re går i gra­ven med ople­vel­ser de på ingen måde var her­re over. Det koste­de dem deres liv. Smit­te­de deres omgi­vel­ser. Hold­te os andre ‘for nar’.

Over­le­ve­re er meget stær­ke – tro mig, fryg­te­lig stær­ke – men stær­ke på den hel hel for­ker­te måde…