De Gode Og De Onde Men­ne­sker..!

Der er man­ge af dem, alle­veg­ne, de u-inte­gre­re­de, de lys­sky, de der ikke møder op, selv­om de har en afta­le med tand­læ­gen eller på hospi­ta­let. De, der ikke siger sand­he­den og hug­ger bibli­o­te­kets bøger. Dem der pis­ser på bræt­tet og lader os andre tør­re op efter dem. De dov­ne Rober­ter og Cari­na­er, dem der slås, stjæ­ler, horer og drik­ker og ikke har styr på noget som helst – og slet ikke deres børn.
Tidens medi­cin er at man skal tage sig sam­men; – ”Man skal yde for at nyde”, udvi­se ryg­grad, og ikke mindst for­æl­dre­ne må man­de sig op og tage ansvar og bli­ve for­gangs-bil­le­der og slå i bor­det. Ellers må man tåle mosten at træk­kes i til­skud, så nød lærer nøgen kon­tant­hjælps­mod­ta­ger at vita­li­se­res og få sig et job.

Der er noget, vi ikke ser i den­ne mel­lem­reg­ning. Hel­ten! Et men­ne­ske der kan stå op, tage vare på sig selv, beta­le en frokost for sin gam­le mor eller moster er helt i ver­de­nen, for­di hun kan, han kan. Kan noget, har noget at gi’ og udø­ver det – livs­po­ten­ti­a­le. Det giver selv­fed­me, selvg­læ­de og strøm i hjer­tet, smil på læben og gør en er attrå­vær­dig – lady over­skud og mr. ver­dens­mand.
– At låne til hver en smøg, bus­bil­let eller bede om bør­ne­bi­drag er ikke sær­lig læk­kert –
”nå og hvad laver du så?”
”Åh, jeg er inva­li­de­pen­sio­nist du ved.”
”Jeg er på syge­dag­pen­ge.”
”Bipo­lar, tand­løs narko­man og har det ski­de godt…”

I vores kort­sy­ne­de men­ne­ske­syn tror vi, at nogen synes det er fedt at være ‘ved siden af arbejds­mar­ke­det’ mens vi andre går på arbej­de. Sådan nog­le sid­der og god­ter sig for ‘vores andres pen­ge’, mens de råhyg­ger og gri­ner i skæg­get. – En gang for alle; men­ne­sket er ikke sær­lig kom­pli­ce­ret at for­stå; vi ser på os selv i andres lys; er vi attrå­vær­di­ge, lækre, – sån lidt hel­te­ag­ti­ge – og det er hver­ken Bat­man eller Catwo­man som arbejds­løs, syge­lig­gen­de med evi­ge dum­me dage.

Det er ikke fedt at være uden­for, mens vi andre er i gang, får smileys og jule­frokost. Det er skam­fuldt. Stres­sen­de og eks­klu­de­ren­de. Vi har tro­et i behand­ling af psy­kisk syge, at hvis de får en etvæ­rel­ses, boligsik­ring og en ‘hjem-hos hver tred­je uge’ så er vi et nobelt sam­fund, som den psy­kisk syge nu ikke skal udnyt­te alt for meget, – nu må du også snart fin­de et job min ven.

Vi har end­nu ikke begre­bet hvad det koster at gli­de ud af main­strea­men. Fra 4 klas­se, hvor man røg i spe­ci­al­klas­se eller blev gri­net af for­di man var for tyk, stam­me­de og hav­de det for­ker­te hår. Vi ser slet ikke betyd­nin­gen af udfas­nin­gen mel­lem ‘os, der er drif­ti­ge og gode men­ne­sker’ og de der ikke kan og er dov­ne Rober­ter. Og vi for­står slet ikke, at dét at ryge ud, tabe et år eller to, for­di der var udfor­drin­ger med ens psy­kisk syge mor, far der slog eller stress i hjem­met, gjor­de enhver lek­tie­læs­ning til en by i Rusland og at det bli­ver til hele liv.

En dreng fra tru­e­de fami­lie­for­hold tager ikke hjem. Grå­den fra sove­væ­rel­set eller bebrej­del­ser­ne fra mor er ubær­li­ge. Han bli­ver bebo­er på gaden og får ikke læst lek­tier, men får røget fede og der ER ikke nogen for­æl­dre der kan tage sig sam­men. For de er selv voks­ne børn af smadre­de fami­li­er med bjer­ge af stress der har sæt sig i væg­ge, gulv­tæp­per og i cel­ler­ne.

Når der er uro er der stress, når der er stress er der dys­funk­tion. Man tæn­ker ikke, men affekt-rea­ge­rer, bli­ver dum­me­re end man er og tager en øl for meget eller to, for­di man så ger­ne vil ud af stres­sen, ned i sinds­ro­en, som livs­omstæn­dig­he­der­ne ikke giver en lov til. For det kører sam­men i tan­ke­myl­der, der gør man slet ikke får kon­tak­tet job­cen­tret, selv om man skul­le. Lige­som maden går i fisk og man råber af sin dat­ter, der låser sig inde på sit værel­se og skæ­rer i sig selv.

At være uden­for er skam­fuldt og lig­ger end­nu mere ved til stress-til­stan­de, med dår­lig søvn, for man­ge baje­re, Pano­di­ler, betablok­ke­re og hjer­te­me­di­cin. Og sådan går de rundt eller sid­der på sofa­en. De nyder ikke ‘at være fri som fug­len på over­før­sels­ind­komst og offent­lig for­sør­gel­se’. De sid­der lam­me­de, i deres alt for sto­re krop­pe eller afpil­le­de hår­løs­hed. Stress tærer, lam­mer og ude­luk­ker ‘Hel­ten’ i men­ne­sket.

Hvis vi ger­ne vil se dyna­mik på dren­gen, vita­li­tet og selv­stæn­dig­hed skal vi for­stå én ting. Det har vil­de, vil­de omkost­nin­ger til føl­ge, når nogen fal­der ud af klas­sen, fod­bold­hol­det, ung­doms­ud­dan­nel­sen. Det koster resten af det men­ne­skes liv, for­di vi andre lader det være op til den fra­fald­ne at møve sig selv ind igen. Tag dig dog sam­men!
Sådan spil­ler kla­ve­ret ikke mine damer og her­rer. Hvis du først er lam­met i stress og ude­luk­kel­se, så har du ikke selv hånd­ta­ge­ne til at juhu juhu at for­an­dre et møn­ster, en adfærd. Der er kun den næste bajer, den næste ‘fede’ eller Net­flix.

Et men­ne­ske afle­ve­rer ikke en bog på bibli­o­te­ket, hvis de ikke ople­ver at bibli­o­te­ket vil dem, eller sagt mere råt; – Den unge mand der ikke bydes ind af et sam­fund, bræn­der lands­by­en ned for at var­me sig ved ilden..!