De Gode Og De Onde Mennesker..!
Der er mange af dem, allevegne, de u‑integrerede, de lyssky, de der ikke møder op, selvom de har en aftale med tandlægen eller på hospitalet. De, der ikke siger sandheden og hugger bibliotekets bøger. Dem der pisser på brættet og lader os andre tørre op efter dem. De dovne Roberter og Carinaer, dem der slås, stjæler, horer og drikker og ikke har styr på noget som helst – og slet ikke deres børn.
Tidens medicin er at man skal tage sig sammen; – ”Man skal yde for at nyde”, udvise ryggrad, og ikke mindst forældrene må mande sig op og tage ansvar og blive forgangs-billeder og slå i bordet. Ellers må man tåle mosten at trækkes i tilskud, så nød lærer nøgen kontanthjælpsmodtager at vitaliseres og få sig et job.
Der er noget, vi ikke ser i denne mellemregning. Helten! Et menneske der kan stå op, tage vare på sig selv, betale en frokost for sin gamle mor eller moster er helt i verdenen, fordi hun kan, han kan. Kan noget, har noget at gi’ og udøver det – livspotentiale. Det giver selvfedme, selvglæde og strøm i hjertet, smil på læben og gør en er attråværdig – lady overskud og mr. verdensmand.
– At låne til hver en smøg, busbillet eller bede om børnebidrag er ikke særlig lækkert –
”nå og hvad laver du så?”
”Åh, jeg er invalidepensionist du ved.”
”Jeg er på sygedagpenge.”
”Bipolar, tandløs narkoman og har det skide godt…”
I vores kortsynede menneskesyn tror vi, at nogen synes det er fedt at være ‘ved siden af arbejdsmarkedet’ mens vi andre går på arbejde. Sådan nogle sidder og godter sig for ‘vores andres penge’, mens de råhygger og griner i skægget. – En gang for alle; mennesket er ikke særlig kompliceret at forstå; vi ser på os selv i andres lys; er vi attråværdige, lækre, – sån lidt helteagtige – og det er hverken Batman eller Catwoman som arbejdsløs, sygeliggende med evige dumme dage.
Det er ikke fedt at være udenfor, mens vi andre er i gang, får smileys og julefrokost. Det er skamfuldt. Stressende og ekskluderende. Vi har troet i behandling af psykisk syge, at hvis de får en etværelses, boligsikring og en ‘hjem-hos hver tredje uge’ så er vi et nobelt samfund, som den psykisk syge nu ikke skal udnytte alt for meget, – nu må du også snart finde et job min ven.
Vi har endnu ikke begrebet hvad det koster at glide ud af mainstreamen. Fra 4 klasse, hvor man røg i specialklasse eller blev grinet af fordi man var for tyk, stammede og havde det forkerte hår. Vi ser slet ikke betydningen af udfasningen mellem ‘os, der er driftige og gode mennesker’ og de der ikke kan og er dovne Roberter. Og vi forstår slet ikke, at dét at ryge ud, tabe et år eller to, fordi der var udfordringer med ens psykisk syge mor, far der slog eller stress i hjemmet, gjorde enhver lektielæsning til en by i Rusland og at det bliver til hele liv.
En dreng fra truede familieforhold tager ikke hjem. Gråden fra soveværelset eller bebrejdelserne fra mor er ubærlige. Han bliver beboer på gaden og får ikke læst lektier, men får røget fede og der ER ikke nogen forældre der kan tage sig sammen. For de er selv voksne børn af smadrede familier med bjerge af stress der har sæt sig i vægge, gulvtæpper og i cellerne.
Når der er uro er der stress, når der er stress er der dysfunktion. Man tænker ikke, men affekt-reagerer, bliver dummere end man er og tager en øl for meget eller to, fordi man så gerne vil ud af stressen, ned i sindsroen, som livsomstændighederne ikke giver en lov til. For det kører sammen i tankemylder, der gør man slet ikke får kontaktet jobcentret, selv om man skulle. Ligesom maden går i fisk og man råber af sin datter, der låser sig inde på sit værelse og skærer i sig selv.
At være udenfor er skamfuldt og ligger endnu mere ved til stress-tilstande, med dårlig søvn, for mange bajere, Panodiler, betablokkere og hjertemedicin. Og sådan går de rundt eller sidder på sofaen. De nyder ikke ‘at være fri som fuglen på overførselsindkomst og offentlig forsørgelse’. De sidder lammede, i deres alt for store kroppe eller afpillede hårløshed. Stress tærer, lammer og udelukker ‘Helten’ i mennesket.
Hvis vi gerne vil se dynamik på drengen, vitalitet og selvstændighed skal vi forstå én ting. Det har vilde, vilde omkostninger til følge, når nogen falder ud af klassen, fodboldholdet, ungdomsuddannelsen. Det koster resten af det menneskes liv, fordi vi andre lader det være op til den frafaldne at møve sig selv ind igen. Tag dig dog sammen!
Sådan spiller klaveret ikke mine damer og herrer. Hvis du først er lammet i stress og udelukkelse, så har du ikke selv håndtagene til at juhu juhu at forandre et mønster, en adfærd. Der er kun den næste bajer, den næste ‘fede’ eller Netflix.
Et menneske afleverer ikke en bog på biblioteket, hvis de ikke oplever at biblioteket vil dem, eller sagt mere råt; – Den unge mand der ikke bydes ind af et samfund, brænder landsbyen ned for at varme sig ved ilden..!