Det Der Ikke Må Siges..!
Det er ikke bare blandt skuespillere, rockstjerner og én og anden amerikansk præsident at ‘tidligt sårede, narcissistiske personligheder’ florerer. Dén skal vi vist liiige ha’ en gang til; tidligt såret selvfølelse, på grund af, primært, at man ikke blev set som et okay-væsen, som man var, men kun hvis man fik ydre opmærksomhed eller forældrenes applaus fordi man var så dygtig. Én selv er ikke okay, kun dét man præsterer. ‘Jeg er fordi jeg står i avisen.’
På ledelsesgange i psykiatrien, C‑20-indekset og i koncernledelser er de der også – det er bare ikke dét, vi italesætter til morgenkonferencen – at Jørgen skal ‘spejles’ i hans tomme selvværd, at det er derfor vi ‘skar hårdt ned’, er en vinder-kultur eller skærer igennem. På nogen dage kalder vi det ‘forfængelig’, sød omskrivning, men det er noget andet og væsentligere end at være selvopmærksom på hvordan man gør sig i andres øjne eller tv – når hele ens livs-purpose handler om at erstatte hullet fra barndommen, da man ikke blev set, hvorfor man skal ha’ den nye AUDI, det største kontor og tækkes chefernes chefer for at tilfredsstille de kompenserende far og mor.
Det er ikke det fedeste at arbejde med mennesker der ikke ser eller hører andet end hvor de opleves på status-barometret. De har også nogen uheldige egenskaber; de lytter ikke, ser ikke, mærker ikke – har kun næsten narkomanisk næsen rettet efter det næste fix – ‘det er mig der er den fede. Se hvor stærk jeg er.’
På teater lærer man, hvis man har en god leder, at dén model er rigtigt dårlig for spillet, karrieren og livet. ‘Det handler ikke om at vinde en scene, men om at turde tabe den!’ Hvis hele opmærksomheden går på at man skal gøre sig godt, så er den en solo-spejldans der foregår og ihvertfald hverken noget ‘vi’, tilstedeværelse eller knyttelse til andre mennesker. Vi andre er der bare for at tilfredsstille den lille Donald der kun blev set af far hvis han var stærk og ikke en fucking loser. Barndommes frugtelige kamp for anerkendelse føres ikke sjældent videre på de bonede gulve, styrelser, ministerier, top-stillinger – til ulykkeligt udfald for personale, kunder, ‘vi-kulturer’, innovation og små små drenge der aldrig indser ‘gamet’, den sårede narcissisme – der har frataget dem at synes om sig selv…
Det er ikke bare på socialrådgivergange, misbrugsafdelinger og i politiet, at der er brug for at lære at bemestre empati, det er den vigtigste evne på fremtidens ledergange.