Det Der Ikke Må Siges..!

Det er ikke bare blandt sku­e­spil­le­re, rock­stjer­ner og én og anden ame­ri­kansk præ­si­dent at ‘tid­ligt sår­e­de, narcis­si­sti­ske per­son­lig­he­der’ flo­re­rer. Dén skal vi vist lii­i­ge ha’ en gang til; tid­ligt sår­et selv­fø­lel­se, på grund af, pri­mært, at man ikke blev set som et okay-væsen, som man var, men kun hvis man fik ydre opmærk­som­hed eller for­æl­dre­nes applaus for­di man var så dyg­tig. Én selv er ikke okay, kun dét man præ­ste­rer. ‘Jeg er for­di jeg står i avisen.’

På ledel­ses­gan­ge i psy­ki­a­tri­en, C-20-indek­set og i kon­cern­le­del­ser er de der også – det er bare ikke dét, vi ita­le­sæt­ter til mor­gen­kon­fe­ren­cen – at Jør­gen skal ‘spej­les’ i hans tom­me selv­værd, at det er der­for vi ‘skar hårdt ned’, er en vin­der-kul­tur eller skæ­rer igen­nem. På nogen dage kal­der vi det ‘for­fæn­ge­lig’, sød omskriv­ning, men det er noget andet og væsent­li­ge­re end at være sel­vop­mærk­som på hvor­dan man gør sig i andres øjne eller tv – når hele ens livs-pur­po­se hand­ler om at erstat­te hul­let fra barn­dom­men, da man ikke blev set, hvor­for man skal ha’ den nye AUDI, det stør­ste kon­tor og tæk­kes che­fer­nes che­fer for at til­freds­stil­le de kom­pen­se­ren­de far og mor.

Det er ikke det fede­ste at arbej­de med men­ne­sker der ikke ser eller hører andet end hvor de ople­ves på sta­tus-baro­me­tret. De har også nogen uhel­di­ge egen­ska­ber; de lyt­ter ikke, ser ikke, mær­ker ikke – har kun næsten narko­ma­nisk næsen ret­tet efter det næste fix – ‘det er mig der er den fede. Se hvor stærk jeg er.’

På tea­ter lærer man, hvis man har en god leder, at dén model er rig­tigt dår­lig for spil­let, kar­ri­e­ren og livet. ‘Det hand­ler ikke om at vin­de en sce­ne, men om at tur­de tabe den!’ Hvis hele opmærk­som­he­den går på at man skal gøre sig godt, så er den en solo-spejl­dans der fore­går og ihvert­fald hver­ken noget ‘vi’, til­ste­de­væ­rel­se eller knyt­tel­se til andre men­ne­sker. Vi andre er der bare for at til­freds­stil­le den lil­le Donald der kun blev set af far hvis han var stærk og ikke en fuck­ing loser. Barn­dom­mes frug­te­li­ge kamp for aner­ken­del­se føres ikke sjæl­dent vide­re på de bone­de gul­ve, sty­rel­ser, mini­ste­ri­er, top-stil­lin­ger – til ulyk­ke­ligt udfald for per­so­na­le, kun­der, ‘vi-kul­tu­rer’, innova­tion og små små dren­ge der aldrig ind­ser ‘gamet’, den sår­e­de narcis­sis­me – der har fra­ta­get dem at synes om sig selv…

Det er ikke bare på soci­al­rå­d­gi­ver­gan­ge, mis­brugs­af­de­lin­ger og i poli­ti­et, at der er brug for at lære at beme­stre empa­ti, det er den vig­tig­ste evne på frem­ti­dens leder­gan­ge.