Der Er Noget Der Sker, Dér I Begyndelsen..!
Når man bliver latterliggjort, slået eller overladt til sig selv som barn (det sidste får de mest vidtrækkende konsekvenser), så sker der noget – selvklart. Man trækker sig, væk fra ‘faren’, der også kan være moderen, der både kan slå eller tale nedsættende – eller ‘bare’ være syg og ikke evne at rumme noget – “vær’ stille”!
Det sætter sig i kroppen – overgrebet – om det er fysisk, mundtligt eller ved sit fravær af omsorg – om det er i høje stuer eller ude på landet i nomadefamilier. Det sætter sig som noget vi ikke rigtig har ord for, eller snarere fysisk forståelse for, endnu. Traumepsykologien hjælper os et skridt derhenad, men ikke i løsningen, løsninger, hjælp til de forslåede, sårede, forladte.
Og de er ellers en del. For de fylder på jobcentre, skadestuer, psykiatrien, alkoholambulatorier. I Ministerier og som, ja, socialbehandlere og brugtvognssælgere, – det er bare ikke med dét syn vi ser dem – at der går voksne sårede børn af misrøgt fra selv de pæneste stuer.
Derfor har de ikke fået hjulpet sig med grund-traumet, men står i resultaterne; undvigende sociale kompetencer; ‘dumme dage’, ‘depressioner’, stress, sygedage, dårlige liv, vrede, tavshed, overforbrug af ‘smertestillende’ på eller uden recept. Og sådan går de rundt mellem os, låste i det grundlæggende liv – fra et sår, der aldrig er såkaldt ‘italesat’, men den store hemmelighed, selv til lægen.
Når en lille pige eller lille dreng er opvokset i frygt, så har det følger for nattesøvn, sociale evner og i brug af medicin. Men vi afhjælper kun symptomerne – ikke årsagen – at den nu ældre kvinde eller unge mand – er låst i sjælen – af chok. Vi burde meget bedre se den virkelige skade og ikke diagnosen, der er kommet efter – og evne at hjælpe det sårede selv, så den unge mand tør komme ned i kroppen, han forsvandt fra, da han blev tæsket og så det hele oppefra – hvilket blev livs-vejen; at kigge ud uden aldrig at være der – i et forhold i en relation, et arbejde eller følelse.
Vi kan sætte alle de psykiater-møder op vi har fantasi til, men vi hjælper ikke, hvis vi ikke hjælper med den låste sjælsfølelse, der er krympet tidligt.
Han får ikke noget job, kæreste eller læreplads – for han vil aldrig turde spørge om det, ringe op, få mad eller fortælle os at han har brug for hjælp!