Der Er Noget Der Sker, Dér I Begyn­del­sen..!

Når man bli­ver lat­ter­lig­gjort, slå­et eller over­ladt til sig selv som barn (det sid­ste får de mest vid­træk­ken­de kon­se­kven­ser), så sker der noget – selv­klart. Man træk­ker sig, væk fra ‘faren’, der også kan være mode­ren, der både kan slå eller tale ned­sæt­ten­de – eller ‘bare’ være syg og ikke evne at rum­me noget – “vær’ stil­le”!

Det sæt­ter sig i krop­pen – over­gre­bet – om det er fysisk, mundt­ligt eller ved sit fra­vær af omsorg – om det er i høje stu­er eller ude på lan­det i noma­de­fa­mi­li­er. Det sæt­ter sig som noget vi ikke rig­tig har ord for, eller sna­re­re fysisk for­stå­el­se for, end­nu. Trau­mep­sy­ko­lo­gi­en hjæl­per os et skridt der­he­nad, men ikke i løs­nin­gen, løs­nin­ger, hjælp til de for­slå­e­de, sår­e­de, for­lad­te.

Og de er ellers en del. For de fyl­der på job­cen­tre, ska­destu­er, psy­ki­a­tri­en, alko­ho­lam­bu­la­to­ri­er. I Mini­ste­ri­er og som, ja, soci­al­be­hand­le­re og brugt­vogns­sæl­ge­re, – det er bare ikke med dét syn vi ser dem – at der går voks­ne sår­e­de børn af mis­røgt fra selv de pæne­ste stu­er.
Der­for har de ikke fået hjul­pet sig med grund-trau­met, men står i resul­ta­ter­ne; und­vi­gen­de soci­a­le kom­pe­ten­cer; ‘dum­me dage’, ‘depres­sio­ner’, stress, syge­da­ge, dår­li­ge liv, vre­de, tavs­hed, over­for­brug af ‘smer­testil­len­de’ på eller uden recept. Og sådan går de rundt mel­lem os, låste i det grund­læg­gen­de liv – fra et sår, der aldrig er såkaldt ‘ita­le­sat’, men den sto­re hem­me­lig­hed, selv til lægen.

Når en lil­le pige eller lil­le dreng er opvok­set i frygt, så har det føl­ger for nat­te­søvn, soci­a­le evner og i brug af medi­cin. Men vi afhjæl­per kun symp­to­mer­ne – ikke årsa­gen – at den nu ældre kvin­de eller unge mand – er låst i sjæ­len – af chok. Vi bur­de meget bed­re se den vir­ke­li­ge ska­de og ikke diag­no­sen, der er kom­met efter – og evne at hjæl­pe det sår­e­de selv, så den unge mand tør kom­me ned i krop­pen, han for­svandt fra, da han blev tæsket og så det hele oppe­fra – hvil­ket blev livs-vej­en; at kig­ge ud uden aldrig at være der – i et for­hold i en rela­tion, et arbej­de eller følel­se.

Vi kan sæt­te alle de psy­ki­a­ter-møder op vi har fan­ta­si til, men vi hjæl­per ikke, hvis vi ikke hjæl­per med den låste sjæls­fø­lel­se, der er krym­pet tid­ligt.
Han får ikke noget job, kære­ste eller lære­plads – for han vil aldrig tur­de spør­ge om det, rin­ge op, få mad eller for­tæl­le os at han har brug for hjælp!