Man­gel På Selv­Fø­lel­se Kan Føre Til Meget..!

Man kan fak­tisk se det – på dem – men­ne­sker der har fået en sund selv­fø­lel­se med sig i livet; de går på en måde, de taler på en måde, lyt­ter og ler (på en måde) der afslø­rer, at de ikke er så opta­get af ‘hvad du synes om dem’, men at de har det godt i lige dét de laver; i nuet, i sel­ska­bet, i arbej­det. De ‘er der’ så at sige.
Hvis selv­fø­lel­sen der­i­mod er ska­det så ér man der ikke, hver­ken i arbej­det, i for­hol­det eller i nuet. Man er et andet sted – i en slags dro­ne-kame­ra på sig selv, der kon­stant måler og har tjek på om man nu ‘er god nok’, ‘hvad de andre tæn­ker’ – om man står sig godt.

Det er på ingen måde onde men­ne­sker (i begyn­del­sen ihvert­fald), men det er anstren­gen­de men­ne­sker at være i nær­he­den af. Ube­vidst mær­ker man dén for­hø­je­de uro, de er sty­ret af, og det smit­ter, uro­en. Ham der ikke tid­ligt er ini­ti­e­ret i sig selv og har sin selv­fø­lel­se intakt, han skal hele tiden ha’ bekræf­tel­ser, det sid­ste ord, stop­per midt i det hele og må lige se Twit­ter, eller for­sik­res om, hvor­for man sag­de dét der blev sagt – ‘har nogen sagt noget om mig!?’ De er awa­re, på vagt, hele tiden – og på jagt. På jagt efter dem, der kun­ne tæn­kes at se ned på dem, håne dem, dem der sag­de engang – en jagen­de kon­stant bekym­ring af ‘at nogen er efter én’ og de skal fin­des og det skal mod­be­vi­ses – uden nogen har ytret et ord.

De lyt­ter ikke, selv om man sider over­for dem, de lyt­ter til imag­i­næ­re stem­mer inde­ni sig selv, der 24/7 mel­der storm, alarm, ‘pas på’, ‘se ham der’. Og de skal vise som for­søgs­vis mod­vægt at sådan er det ikke; ‘se min bil, se mit CV, mit køn, mit Trump-tårn, mit Rolex, mit hjem, min kone’ – for at for­sik­re sig at de dupe­rer og ikke er fal­det ved side­naf.

Desvær­re ser vi på dem som bra­ler-røve, som selvg­la­de nar­re – men dér ser vi galt. De er alt andet end selvg­la­de – tvær­ti­mod, ulyk­ke­li­ge bære­re af bul­dren­de tom­me indre, fyldt af run­gen­de selv­tvivl der igen og igen skal fyl­des af for­sik­rin­ger der aldrig er nok, – ‘se mig se mig’. Men en ker­ne i et men­ne­ske bli­ver aldrig til af hver­ken Rolex, Raleigh eller Tri­at­lon.

Gå ikke fra dem, selv om de ikke er til at hol­de ud, så slår de nådes­løst til­ba­ge – at for­la­des er det vær­ste et ska­det barn kan udsæt­tes for – igen – så slår de til­ba­ge. Et tid­li­ge svigt kan ikke tåles at genop­ri­ves – så slår det kræn­ke­de til­ba­ge med en magt der er uhyr­lig, græn­se­løs og alvor­lig skræm­men­de. Det er dét der sker når vi ser kvin­de­mord i fami­li­er – kære­sten har opda­get dén sår­e­de mand – og vil for­la­de ham – og det gør man ikke ustraf­fet, det kan koste én livet.

Vi møder dem på tv (selv­føl­ge­lig), på arbejds­plad­sen og på tea­ter­sko­ler – de der ikke er sam­men med os, men hos os – på inspek­tion, på lyn­vi­sit, ‘er der noget her der kan frem­me mig, fyl­de mit tom­me ego’, i Køben­havns Kom­mu­ne, til mini-mba, til fit­ness. De kan plud­se­lig klyn­ke og flæ­be, mens de ser fjen­der overalt. Over­be­vis dem ikke om det mod­sat­te. De lyt­ter ikke, hver­ken til for­nuft eller gode argu­men­ter, men for­lad dem ikke – be awa­re. Se på dem som dét de er: kræn­ke­de stak­ler der bare har den hage ved sig at de kan føre til kri­ge, øde­lag­te arbejds­plad­ser, nat­teskæn­de­ri­er så du aldrig får sovet.
Gå ikke i argu­men­ta­tion med dem – det er dét de ang­ler efter. Lær dem iste­det at træk­ke vej­ret og mær­ke al den uro de des­pe­rat prø­ver at und­gå at mær­ke – mør­ket – deres eget mør­ke – ang­sten. Den de ikke tør rum­me …