Mangel På SelvFølelse Kan Føre Til Meget..!
Man kan faktisk se det – på dem – mennesker der har fået en sund selvfølelse med sig i livet; de går på en måde, de taler på en måde, lytter og ler (på en måde) der afslører, at de ikke er så optaget af ‘hvad du synes om dem’, men at de har det godt i lige dét de laver; i nuet, i selskabet, i arbejdet. De ‘er der’ så at sige.
Hvis selvfølelsen derimod er skadet så ér man der ikke, hverken i arbejdet, i forholdet eller i nuet. Man er et andet sted – i en slags drone-kamera på sig selv, der konstant måler og har tjek på om man nu ‘er god nok’, ‘hvad de andre tænker’ – om man står sig godt.
Det er på ingen måde onde mennesker (i begyndelsen ihvertfald), men det er anstrengende mennesker at være i nærheden af. Ubevidst mærker man dén forhøjede uro, de er styret af, og det smitter, uroen. Ham der ikke tidligt er initieret i sig selv og har sin selvfølelse intakt, han skal hele tiden ha’ bekræftelser, det sidste ord, stopper midt i det hele og må lige se Twitter, eller forsikres om, hvorfor man sagde dét der blev sagt – ‘har nogen sagt noget om mig!?’ De er aware, på vagt, hele tiden – og på jagt. På jagt efter dem, der kunne tænkes at se ned på dem, håne dem, dem der sagde engang – en jagende konstant bekymring af ‘at nogen er efter én’ og de skal findes og det skal modbevises – uden nogen har ytret et ord.
De lytter ikke, selv om man sider overfor dem, de lytter til imaginære stemmer indeni sig selv, der 24/7 melder storm, alarm, ‘pas på’, ‘se ham der’. Og de skal vise som forsøgsvis modvægt at sådan er det ikke; ‘se min bil, se mit CV, mit køn, mit Trump-tårn, mit Rolex, mit hjem, min kone’ – for at forsikre sig at de duperer og ikke er faldet ved sidenaf.
Desværre ser vi på dem som braler-røve, som selvglade narre – men dér ser vi galt. De er alt andet end selvglade – tværtimod, ulykkelige bærere af buldrende tomme indre, fyldt af rungende selvtvivl der igen og igen skal fyldes af forsikringer der aldrig er nok, – ‘se mig se mig’. Men en kerne i et menneske bliver aldrig til af hverken Rolex, Raleigh eller Triatlon.
Gå ikke fra dem, selv om de ikke er til at holde ud, så slår de nådesløst tilbage – at forlades er det værste et skadet barn kan udsættes for – igen – så slår de tilbage. Et tidlige svigt kan ikke tåles at genoprives – så slår det krænkede tilbage med en magt der er uhyrlig, grænseløs og alvorlig skræmmende. Det er dét der sker når vi ser kvindemord i familier – kæresten har opdaget dén sårede mand – og vil forlade ham – og det gør man ikke ustraffet, det kan koste én livet.
Vi møder dem på tv (selvfølgelig), på arbejdspladsen og på teaterskoler – de der ikke er sammen med os, men hos os – på inspektion, på lynvisit, ‘er der noget her der kan fremme mig, fylde mit tomme ego’, i Københavns Kommune, til mini-mba, til fitness. De kan pludselig klynke og flæbe, mens de ser fjender overalt. Overbevis dem ikke om det modsatte. De lytter ikke, hverken til fornuft eller gode argumenter, men forlad dem ikke – be aware. Se på dem som dét de er: krænkede stakler der bare har den hage ved sig at de kan føre til krige, ødelagte arbejdspladser, natteskænderier så du aldrig får sovet.
Gå ikke i argumentation med dem – det er dét de angler efter. Lær dem istedet at trække vejret og mærke al den uro de desperat prøver at undgå at mærke – mørket – deres eget mørke – angsten. Den de ikke tør rumme …