Kerneopgaven..!?
Der sidder en ung mand hos en læge og er meget ringe til at give velbegrundede svar på lægens tjek-spørgsmål – om overhovedet nogen som helst svar. ‘Ret stille’ kan man sige. En ‘tavs type’ vil nogen vel sige, hvor andre vil se ‘at løsningen blev tavshed, fordi problemet var en voldelig familiebaggrund man skulle overleve’ – og derfor blev en søn ret tavs.
På det niende minut af denne meget stille samtale hos lægen, begynder lægens fod at vippe og han snyde-ser over på et ur han diskret har installeret i hans praksis, – han er truet på sit gennemsnit igennem denne patientsamtale; der skal seks patienter igennem i timen for at holde akkorden.
Det er ikke bare hos lægen at der bliver forvirring omkring kerneopgaven; – skal vi nå seks i timen eller skal vi nå noget frugtbart med patienten, borgeren, klienten, misbrugeren, eleven, forældrene, medarbejderen – og hvad er det i så fald…? Er det akkord eller kvalitet, der er kerneopgaven…?
Een af konsekvenserne af livet i hamsterhjul for at nå dén definerede kerneopgave; ‘flest igennem på kortest tid’, (mere for mindre) er at dét bliver fokus; – akkorden og at kvaliteten af en samtale, en behandling, et møde, henbliver til en tjekbog med alle forvaltningsmæssige spørgsmål krydset af, så vi er sikret refusionen – case closed.
Tænk hvis kerneopgaven ikke gik på kvantitet, men på kvaliteten; – på hvor mange af vores patienter, klienter, borgere, forældre, børn og syge der faktisk blev hjulpet af et møde, af en behandling, en samtale – at borgerne forvandledes, fik løsninger, håb, udvej, så de for eksempel ikke fremover bekoster samfundet med ydelser fordi de nu ikke går til lægen, men går selv…?
Så ville diskussionen flytte sig, ikke til ‘forkerte borgere; Robert’er og Carina’er’, men til os – (leverer vi varen – kan vi overhovedet?) – forvandlende befriende samtaler med borgere, børn, patienter eller skadede, eller er vi blevet tjeklistens 8 spørgsmål, og egentlig forvaltningen vi har møde med…
I efterløbet af hamsterhjulet har vi sagt ja til lister med 8 spørgsmål og ser ikke at konsekvensen af hjælpeværktøjet, at det bringer os endnu flere møder, opsamlinger, samtaler og behandlinger oven i dem vi har i forvejen – fordi borger egentlig ikke hjælpes, men kun får en ny tid, en ny recept og forøges i mismod, recepter – og stress.
Det er i bemestrings-evnen til at forvandle og befrie menneskers ramte, mærkede og låste liv, at vi bør måles og ikke på hverken ‘afkrydsning af de 8 spørgsmål’ eller på hvor mange møder vi klemmer igennem i timen.
Bare een eneste færdig-hjulpet borger, selvskader eller såkaldt misbruger sparer millioner af millioner af kroner på kommune‑, region- og statsbudgettet – og ja, sparer menneskelig lidelse…
Jeg er sikker på mange føler det, at de er plastre på såret. At færdigbehandlingen er udenfor rækkevidde, ikke kerneopgaven. For sådan er spillet jo – kerneopgaven – at vi skal videre, akkorden – der er 12 andre udenfor døren…
Tænk hvis akkord-definering af kerneopgaver har medført den helt helt uønskede side-gevinst – at det koster milliarder og kun skaber flere og flere dårligere borgere i køen ude på gangen…
At definere en kerneopgave i kvantitet ser politisk godt ud, men koster – måske vores samfund.
– Der er alvorlig alvorlig mening i begrebet kvalitet…