Ker­ne­op­ga­ven..!?

Der sid­der en ung mand hos en læge og er meget rin­ge til at give vel­be­grun­de­de svar på lægens tjek-spørgs­mål – om over­ho­ve­det nogen som helst svar. ‘Ret stil­le’ kan man sige. En ‘tavs type’ vil nogen vel sige, hvor andre vil se ‘at løs­nin­gen blev tavs­hed, for­di pro­ble­met var en vol­de­lig fami­lie­bag­grund man skul­le over­le­ve’ – og der­for blev en søn ret tavs.

På det nien­de minut af den­ne meget stil­le sam­ta­le hos lægen, begyn­der lægens fod at vip­pe og han sny­de-ser over på et ur han diskret har instal­le­ret i hans prak­sis, – han er tru­et på sit gen­nem­snit igen­nem den­ne patient­sam­ta­le; der skal seks patien­ter igen­nem i timen for at hol­de akkor­den.

Det er ikke bare hos lægen at der bli­ver for­vir­ring omkring ker­ne­op­ga­ven; – skal vi nå seks i timen eller skal vi nå noget frugt­bart med patien­ten, bor­ge­ren, kli­en­ten, mis­bru­ge­ren, ele­ven, for­æl­dre­ne, med­ar­bej­de­ren – og hvad er det i så fald…? Er det akkord eller kva­li­tet, der er ker­ne­op­ga­ven…?

Een af kon­se­kven­ser­ne af livet i ham­ster­hjul for at nå dén defi­ne­re­de ker­ne­op­ga­ve; ‘flest igen­nem på kor­test tid’, (mere for min­dre) er at dét bli­ver fokus; – akkor­den og at kva­li­te­ten af en sam­ta­le, en behand­ling, et møde, hen­bli­ver til en tjek­bog med alle for­valt­nings­mæs­si­ge spørgs­mål kryd­set af, så vi er sik­ret refu­sio­nen – case clo­sed.

Tænk hvis ker­ne­op­ga­ven ikke gik på kvan­ti­tet, men på kva­li­te­ten; – på hvor man­ge af vores patien­ter, kli­en­ter, bor­ge­re, for­æl­dre, børn og syge der fak­tisk blev hjul­pet af et møde, af en behand­ling, en sam­ta­le – at bor­ger­ne for­vand­le­des, fik løs­nin­ger, håb, udvej, så de for eksem­pel ikke frem­over beko­ster sam­fun­det med ydel­ser for­di de nu ikke går til lægen, men går selv…?

Så vil­le dis­kus­sio­nen flyt­te sig, ikke til ‘for­ker­te bor­ge­re; Robert’er og Carina’er’, men til os – (leve­rer vi varen – kan vi over­ho­ve­det?) – for­vand­len­de befri­en­de sam­ta­ler med bor­ge­re, børn, patien­ter eller ska­de­de, eller er vi ble­vet tje­kli­stens 8 spørgs­mål, og egent­lig for­valt­nin­gen vi har møde med…

I efter­lø­bet af ham­ster­hju­let har vi sagt ja til lister med 8 spørgs­mål og ser ikke at kon­se­kven­sen af hjæl­pe­værk­tø­jet, at det brin­ger os end­nu fle­re møder, opsam­lin­ger, sam­ta­ler og behand­lin­ger oven i dem vi har i for­vej­en – for­di bor­ger egent­lig ikke hjæl­pes, men kun får en ny tid, en ny recept og for­ø­ges i mis­mod, recep­ter – og stress.

Det er i beme­strings-evnen til at for­vand­le og befrie men­ne­skers ram­te, mær­ke­de og låste liv, at vi bør måles og ikke på hver­ken ‘afkryds­ning af de 8 spørgs­mål’ eller på hvor man­ge møder vi klem­mer igen­nem i timen.

Bare een ene­ste fær­dig-hjul­pet bor­ger, selvska­der eller såkaldt mis­bru­ger spa­rer mil­li­o­ner af mil­li­o­ner af kro­ner på kom­mu­ne-, region- og stats­bud­get­tet – og ja, spa­rer men­ne­ske­lig lidel­se…

Jeg er sik­ker på man­ge føler det, at de er pla­stre på sår­et. At fær­dig­be­hand­lin­gen er uden­for ræk­ke­vid­de, ikke ker­ne­op­ga­ven. For sådan er spil­let jo – ker­ne­op­ga­ven – at vi skal vide­re, akkor­den – der er 12 andre uden­for døren…
Tænk hvis akkord-defi­ne­ring af ker­ne­op­ga­ver har med­ført den helt helt uøn­ske­de side-gevinst – at det koster mil­li­ar­der og kun ska­ber fle­re og fle­re dår­li­ge­re bor­ge­re i køen ude på gan­gen…

At defi­ne­re en ker­ne­op­ga­ve i kvan­ti­tet ser poli­tisk godt ud, men koster – måske vores sam­fund.
– Der er alvor­lig alvor­lig mening i begre­bet kva­li­tet…