Om At Blive Rørt, Båret, Taget Op…
‘Schyy, han sover..!’
– Men det gjorde jeg altså ikke. For jeg snyde-sov, da jeg var lille og blev båret op og ud af bilen i min dyne, op på værelset til min seng, da det var nat og hjem fra tur. For det var så dejligt, ‘at bæres’ og høre hvert et ord af hvad de voksne lavmælt talte om, og nattekulden som ramte huden der hvor dynen ikke dækkede.
Der er noget grundlæggende menneske-skabende i ‘det at bæres’, ‘at omfaves’, ‘at holdes om’. Dyrene gør det, vi gør det, aer, bærer og rører, men måske uden helt at forstå betydningen af hvad det gør i tilblivelsen af os menneskedyr, om ‘nogen bærer os’, rører os – eller ej…
For lige dér i dét der foregår mellem os mennesker, at røres, bæres, støttes, at omfavnes, holdes om, er måske den væsentligste tilstedeværelses-sten der skal være der, hvis et menneske skal dannes i ro, i selvværd – i at føle værdighed, værdi.
Vi mennesker folder ikke bare vores gener ud og så er den skid slået, vi bliver til af de berøringer og følelsen af, at nogen støtter og vil bære os – ellers ‘bliver vi til’ af den modsatte virkelighed; hvor ingen vil røre, holde eller bære, hvorfor man føler sig forladt – uberøret – og vænner sig til at være berøringsløs lille kryb.
Man kan se på et menneske om de har været båret, berørt – omfavnet eller overladt til sig selv. Nogen slår knuder på sig selv i forsøg på at lave selvberøring af deres krop; med armene krydset over brystet, lukkende, eller de forstener sig, i forsøg på at stive sig selv af. Man kan forsøge at træne ihærdigt for det samme, at råbe højt, eller være musestille, alt sammen for at kompensere for det grundlæggende der ikke er sket i de tidlige år – at være berørt, omfavnet og deraf føle sig.
Vi føler kun os selv hvis nogen har følt os, spejlet os – som fine kærkomne væsener, der er helt rigtige liiiige som vi er. Der går mange rundt i blandt os der ikke kender til den oplevelse, der aldrig er blevet taget op, båret, eller blevet aet eller rørt. De kan ha’ pæne briller, striber i håret og Macbook Air og fine stillinger, men de er frataget dén vigtigste byggeklods i den menneskelig dannelse, – dén interpersonelle fysiske berøring – der danner vores indre følelse, selvfølelsen og livsmæssige stabilitet.
Og nu taler jeg slet ikke om dem der er blevet slået, sparket og råbt ad fra de var fire. Poor you. Jeg taler om dét der er værre end tavshed, overgreb eller fysisk vold. – Aldrig at ha’ været berørt.
