Om At Bli­ve Rørt, Båret, Taget Op…

Schyy, han sover..!’
– Men det gjor­de jeg alt­så ikke. For jeg sny­de-sov, da jeg var lil­le og blev båret op og ud af bilen i min dyne, op på værel­set til min seng, da det var nat og hjem fra tur. For det var så dej­ligt, ‘at bæres’ og høre hvert et ord af hvad de voks­ne lav­mælt tal­te om, og nat­te­kul­den som ram­te huden der hvor dynen ikke dæk­ke­de.

Der er noget grund­læg­gen­de men­ne­ske-ska­ben­de i ‘det at bæres’, ‘at omfa­ves’, ‘at hol­des om’. Dyre­ne gør det, vi gør det, aer, bærer og rører, men måske uden helt at for­stå betyd­nin­gen af hvad det gør i til­bli­vel­sen af os men­ne­ske­dyr, om ‘nogen bærer os’, rører os – eller ej…
For lige dér i dét der fore­går mel­lem os men­ne­sker, at røres, bæres, støt­tes, at omfav­nes, hol­des om, er måske den væsent­lig­ste til­ste­de­væ­rel­ses-sten der skal være der, hvis et men­ne­ske skal dan­nes i ro, i selv­værd – i at føle vær­dig­hed, vær­di.

Vi men­ne­sker fol­der ikke bare vores gener ud og så er den skid slå­et, vi bli­ver til af de berø­rin­ger og følel­sen af, at nogen støt­ter og vil bære os – ellers ‘bli­ver vi til’ af den mod­sat­te vir­ke­lig­hed; hvor ingen vil røre, hol­de eller bære, hvor­for man føler sig for­ladt – ube­rø­ret – og væn­ner sig til at være berø­rings­løs lil­le kryb.

Man kan se på et men­ne­ske om de har været båret, berørt – omfav­net eller over­ladt til sig selv. Nogen slår knu­der på sig selv i for­søg på at lave selv­be­rø­ring af deres krop; med arme­ne kryd­set over bry­stet, luk­ken­de, eller de for­ste­ner sig, i for­søg på at sti­ve sig selv af. Man kan for­sø­ge at træ­ne ihær­digt for det sam­me, at råbe højt, eller være musestil­le, alt sam­men for at kom­pen­se­re for det grund­læg­gen­de der ikke er sket i de tid­li­ge år – at være berørt, omfav­net og der­af føle sig.

Vi føler kun os selv hvis nogen har følt os, spej­let os – som fine kærkom­ne væse­ner, der er helt rig­ti­ge lii­i­i­ge som vi er. Der går man­ge rundt i blandt os der ikke ken­der til den ople­vel­se, der aldrig er ble­vet taget op, båret, eller ble­vet aet eller rørt. De kan ha’ pæne bril­ler, stri­ber i håret og Mac­book Air og fine stil­lin­ger, men de er fra­ta­get dén vig­tig­ste byg­ge­klods i den men­ne­ske­lig dan­nel­se, – dén inter­per­so­nel­le fysi­ske berø­ring – der dan­ner vores indre følel­se, selv­fø­lel­sen og livs­mæs­si­ge sta­bi­li­tet.
Og nu taler jeg slet ikke om dem der er ble­vet slå­et, spar­ket og råbt ad fra de var fire. Poor you. Jeg taler om dét der er vær­re end tavs­hed, over­greb eller fysisk vold. – Aldrig at ha’ været berørt.