Der sker noget når man syn­ger:

Når man sid­der til et møde, eller i klas­sen, eller i fami­li­ens skød, og nogen beder én om at syn­ge, så er det fak­tisk de fle­ste der ger­ne vil se sig fra­bedt. Nog­le for­sva­rer sig ved at de ikke er en “syn­ge­fyr”, andre at “det er da noget pjat at syn­ge her til et møde”, og nog­le bru­ger for­svars­me­ka­nis­men, at de ikke kan nog­le san­ge …

Fak­tisk er det noget gan­ske andet der sker – det har noget med hjer­ner at gøre. At når man sid­der fint på sin stol eller skam­mel, og sva­rer på hvor­når Kong Val­de­mar blev født, så er det én hjer­ne, der akti­ve­res, neocor­tex, der kan huske noget med års­tal og kon­geræk­ker, det er viden og det er nogen­lun­de sik­kert, og ikke emo­tio­nelt bela­sten­de sådan lige kort at sige et års­tal.
Men hvis man skal rej­se sig op og begyn­de at syn­ge “På Sjølunds fagre slet­ter” (hvori der er noget om Kong Val­de­mar), så træ­der en anden hjer­ne­del i men­ne­sket i spil. Lige plud­se­lig er det ikke kun at kun­ne et års­tal og få det fyret af, men plud­se­lig kan man mær­ke sig selv i en soci­al kon­tekst, mær­ke hvad andre synes om én, mær­ke om man dum­mer sig, man er med ét slag kastet ud i om man er emo­tio­nelt soci­alt træ­net.

Man­ge af os har lært at gå og gem­me os, være god til at sva­re på sms og mails, men at stå op med sin krop og sine følel­ser, “være under pres” til eksa­men, eller bli­ve besku­et og bedømt, det er det de fær­re­ste af os, der er træ­net i.

Det er egent­lig mær­ke­ligt for de fle­ste af vores kam­pe i livet for kære­ster, kam­me­ra­ter, eller hverv, fore­går i soci­al kon­tekst. Og hvis man ikke får prø­vet det; at stå med røde kin­der, og blus­se op, og mær­ke følel­ser­ne der hid­ser én op, så bli­ver det noget der er frem­med for én selv, som man skal beskyt­te sig imod. Man ken­der ikke, som en anden hånd­bold­spil­ler, at selv­føl­ge­lig flam­mer man op, selv­føl­ge­lig får mær­ket rush’et i blo­det, og at det sitrer i fin­gre­spid­ser­ne og i maven.

Det vir­ke­li­ge uhel­di­ge er at den træ­ning udi at stå i følel­sers vold, og mær­ke rush’et inde i sig, har vi fak­tisk ikke. Man skal være en pæn pige eller post­mand Per og ihvert­fald sid­de ned og være stil­le. Sam­ti­dig med at der ikke fin­des den virk­som­hed eller orga­ni­sa­tion som ikke har ordet “pas­sion” som en af sine tre vær­di­er. Det hæn­ger ikke sam­men, at vi ønsker pas­sio­ne­ret, dedi­ke­ret og robu­ste men­ne­sker, men hver­ken i sko­le, uni­ver­si­tet eller han­dels­sko­le lærer folk at stå i følel­ser.