For­ker­te Børn

De ved det ikke, de tror at det er deres egen skyld, deres for­kert­hed, ube­ga­vel­se, uhel­di­ge ‘man­dags­ud­ga­ve’ af et men­ne­ske-dyr. Dé der er anbragt, fængs­let, for­lad­te, i psy­ki­a­tri, til psy­ko­log og vej­le­der – alle de unge der gør for­ker­te ting – you name it.
Man får en ind­sky­del­se; det kan da være en god ide at spør­ge Niclas om han har fået mai­len? Her star­ter bal­la­den, dén indre bal­la­de, al den tan­ke­myl­der vi andre ikke ser der sker. ‘Jamen HAR Niclas over­ho­ve­det fået mai­len?’ ‘Er Niclas egent­lig inter­es­se­ret?’ ‘Er det en god ide at opsam­le på en mail, er det for meget, er jeg så en belast­ning, for­kert..?’
Dét der kan synes almin­de­ligt for os andre nog­le gan­ge, at få en ind­sky­del­se til en hand­ling, en sæt­ning og så afle­ve­re den ud i ver­de­nen er de for­lad­te for­holdt. De druk­ner sig selv i kvær­nen­de tan­ke­myl­der om hvil­ken som helst sæt­ning, idé, eller hand­ling, så sæt­nin­gen aldrig kom­mer afsted, hand­lin­gen ikke udført eller ide­en ikke til­tro­es nogen gang på jord.
Tænk at skul­le købe 20 ciga­ret­ter eller, i vores sun­de tid, tyve gule­rød­der og så lade det bli­ve ved impul­sen, ikke at kun­ne sige det i butik­ken, bli­ve i tvivl om det er et rig­tigt køb, aldrig at tur­de gå ind i butik­ken og ende med at det er den syge­ste, dum­me­ste ide at vil­le gøre dét man selv fik ide til, gå slu­kø­ret hjem, ned under dynen, for­kert igen.
Aldrig at tro på sin egen sæt­ning, ind­skyl­del­se, idé eller hand­ling har sik­kert en diag­no­se-beteg­nel­se over i det OCD’ede, men der er noget der er mere spæn­den­de end diag­no­se her, det er at se på hvem de selv-stand­s­en­de udi livet har været sam­men med fra livs­star­ten, far og mor, fami­li­en.

Der er kø ved hånd­va­sken for tiden, det er ‘dej­li­ge­re at ha’ et barn med diag­no­se og der­med et barn med syg­dom i sig’, end at få et skuds­mål for fami­li­en at de er ophavs­mænd til et sene­re ungt men­ne­ske, der fra­skri­ver sig enhver egen­hand­ling, impuls eller tur­den at sige en sæt­ning. Men det er sådan det hæn­ger sam­men.
Det hand­ler om dén emo­tio­nel­le kva­li­tet af til­knyt­ning. Hvis der til­fly­der et barn, en ung, en følel­se af at være god i sine ide­er, hand­lin­ger og sjove sæt­nin­ger, så med­fø­rer det en sene­re sik­ker­hed i at åbne kæf­ten, bestil­le gule­rød­der og smø­ger, kære­ster og sva­re for sit stand­punkt, men hvis rela­tio­nen med de før­ste nære var det mod­sat­te, ‘Åh hvor er du dum, ska­ber dig og ti’ dog stil­le når du ikke ved noget’ – eller ‘Hold da op far drik­ker da ikke’, men når han gør det, så går det galt.

Et ungt men­ne­ske på 27, en kvin­de på 40 kan sta­dig bærer spej­lin­gen med sig som et åbent sår fra engang. ‘Jeg kan ikke sto­le på mine til­skyn­del­ser, idéer eller min sæt­ning – den er nok for­kert, hvad jeg jo er opfla­sket med at få at vide fra jeg var spæd.’
Et barn der ikke ses, lyt­tes til og spej­les i sine kva­li­te­ter, bli­ver ikke et barn, en ung, en vok­sen, der tror på sig selv, sin krop, sine sæt­nin­ger – men vil bru­ge al men­ne­ske-ener­gi­en på at fin­de hul­ler i sine hand­lin­ger, sæt­nin­ger eller ind­sky­del­ser – at de sik­kert er for­ker­te – ‘Jeg er for­kert.’
Det behø­ver slet ikke at være bruta­le Jen­ny eller vold­som­me Wil­li­am der er far og mor. Der er noget der ska­ber meka­nis­men gan­ske glim­ren­de uden både vold og lav soci­al klas­se – tavs­hed.
Aldrig at sva­res er den bed­ste ‘kur’ til men­ne­ske­lig under­gang. Det sæt­ter sig så bar­net for efter­dags selv vil pro­du­ce­re tan­ker­ne, følel­sen og mør­ket – om hvor for­kert, for­kert for­kert bar­net er. Pro­du­ce­ret helt ale­ne – injek­tio­nen lyk­ke­des.