Tan­ker

Mens jeg skri­ver det­te undrer det mig at jeg ikke noget før har sét ”den var gal”! Hvor­dan jeg rig­tig man­ge, man­ge år, har affun­det mig med min til­stand, sel­vi­so­le­ring og under­tryk­te enor­me sorg. For sor­gen har jeg, må jeg ikke bare sige, men næsten fryg­te­ligt kon­sta­te­re, nu hvor jeg får hjælp af en tera­pe­ut som ”angri­ber mig” fra en anden vin­kel end med talen. Hun rør mig – og må jeg vir­ke­li­ge sige – rør mig fysisk – så en næsten ker­ne­neds­mel­tet sorg og for­ladt­heds­fø­lel­se begyn­der at røre på sig – og mani­feste­rer sig i gråd. Jeg hul­ker som pisket og sid­der næsten hele tiden med mit pæne hoved og siger; – jamen så slemt var det vel ikke, nu er jeg jo ikke noget Viet­nam­barn – eller er jeg.

Den nor­ske moder­ne psy­ki­a­ter, Finn Skår­der­ud, der har begå­et bogen ”Uro” taler om den hvi­de – og den sor­te melan­ko­li i det moder­ne men­ne­ske. Den åbne­de for mig en form for for­kla­ring på, hvor­dan jeg så læn­ge har benæg­tet, fun­det det uri­me­ligt at jeg skul­le ned og bide I græs­set. Mig: suc­ce­en fra Mata­dor og een gang Strø­mer… Net­op der­for. Den hvi­de melan­ko­li er nem­lig mig – og nok også en del andre med mig; en moder­ne indre tom­heds­fø­lel­se, som ikke føles at have nogen fysisk for­kla­ring i ver­de­nen. Huset er jo ikke brændt. Godt nok døde far, men sån er vel livet og der har da aldrig mang­let mad eller mær­ke­va­rer. Så min melan­ko­li-følel­se må være for­kert, da der ikke synes nogen fysisk bevid­nel­se I ver­den for den.

Jeg har en melan­kolsk stem­ning inde I mig – har altid haft den med mig – næsten taget den for iden­ti­te­ten – og set mig selv som en dum­ri­an, en liv­sama­tør der bare ikke har kun­net for­val­te de skøn­ne til­bud ver­den har til­budt sig med – for det har jeg ikke. Nær­he­den har været svær, tæt på umu­lig – det er ikke mester­ska­bet i kær­lig­heds­for­hold jeg vin­der.

Jeg lå på en madras til et mas­sa­ge­kur­sus med man­ge andre, hvil­ket slet ikke er mig, for sån – samvær med andre på dén måde – bry­der jeg mig ikke om, men jeg var ble­vet over­talt og hav­de det rig­tig godt med det, ind­til ham jeg dan­ne­de part­ner med begynd­te at græ­de af mas­sa­gen og jeg skul­le have en ny mak­ker. En høj mand som min far og lige­så gam­mel, skul­le jeg nu køre vide­re på; – mig der aldrig hav­de rørt min egen far – og bag­ef­ter skul­le han røre mig – og så var det det ske­te; jeg kun­ne ikke røre mig bag­ef­ter, jeg begynd­te at græ­de. Ikke lidt, ikke ”af en grund” – men dybt, dybt inde­fra mig brød en gråd igen­nem – over­væl­den­de rolig – I fle­re timer.

Dér for­stod jeg hvad klok­ken var slå­et – jeg bar på noget som jeg ikke hav­de vil­let være af – en dyb, på det nær­me­ste græn­se­løs sorg, som jeg skam­me­de mig over jeg føl­te. Jeg græd over mit liv – mær­ke­de for før­ste gang Mig selv – uden at tæn­ke mig selv – hvad der nu var rime­ligt eller ej, og jeg begynd­te at få hjælp, gen­nem berø­rel­ses­vej­en – som at få lagt en hånd på sin mave.

For det er jeg ikke vant til; hånd på mave, berø­ring, omsorg – næring og lys. Jeg er barn af en ulyk­ke­lig, ulyk­ke­lig mor, som har haft det ”langt vær­re end mig”, så hvor­for så begræ­de dét jeg selv har tabt der­ved. Ikke tale om – at buk­ke under for min stak­kels mors mang­ler må have føl­tes som det stør­ste for­ræ­de­ri i ver­den, for jeg var jo den ene­ste der var; mors ene­ste hun kun­ne sto­le på, for sto­re­bror var ude, far på arbej­de og det var kun mig der så mor græ­de over vaske­tø­jet når hun ikke kun­ne fin­de kræf­ter til at læg­ge det sam­men eller rej­se sig fra vaskekæl­de­ren.

Jeg har levet i et hel­ve­de – men der var så lyst – så det kun­ne det da ikke være – og ingen sag­de noget, på hospi­ta­ler, genop­våg­nings-stu­er­ne hvor mor vend­te til­ba­ge efter end­nu eet af hen­des selv­mord­s­for­søg, som hel­ler ikke lyk­ke­des – og som jeg fandt. Når man har levet på bun­den af en brønd, så er man jo over­be­vist om at hele him­len er det lil­le run­de blå for oven – og bli­ver gan­ske over­ra­sket når det viser sig at him­len er til alle sider og helt til ver­dens­rum­met

Sådan har jeg det i dag, hvor jeg kan begyn­de at se det; at den dyg­ti­ge, flin­ke og hyper­be­ga­ve­de ”lil­le Jens” har over­le­vet en fryg­te­lig krig – hvor mod­stan­de­ren var den man som barn holdt aller­mest af: mor. Som et lil­le barn der ser en sprit­ter, der har slå­et sig – med­fø­lel­sen står malet I bar­nets græ­den­de øjne – og det vil gøre alt for at hjæl­pe den stak­kels mand – eller mor. Og det gjor­de jeg – uden at for­tæl­le det til nogen, for hun skul­le jo ikke afslø­res og hæn­ges ud. Hun kæm­pe­de jo!

Og ingen sag­de noget. Ingen har nogen­sin­de sagt noget. ”Hvor er du dyg­tig lil­le ven, at du har fun­det hvil­ke pil­ler det er!” Og stolt var jeg, jeg var en rig­tig lil­le kri­ger – der først nu for­står – at jeg var sån på vagt – for en elsket, elsket svag, som ingen måt­te vide om – at jeg der­ved leve­de som død – uden at lege, uden at spi­se, uden at gøre ind­si­gel­ser og mær­ke at det koste­de mit liv: En sol­dat i en hem­me­lig kamp ingen rev mig ud af.

Jeg lider ikke af melan­ko­li. Men af angst. Al den angst som den lil­le sol­dat selv­føl­ge­lig ikke kun­ne bære og skyl­den over at jeg håbe­de at få hjælp – kom­me væk og ikke mindst: skam­men over at jeg ikke lyk­ke­des.

- Jens Arentzen