Tanker
Mens jeg skriver dette undrer det mig at jeg ikke noget før har sét ”den var gal”! Hvordan jeg rigtig mange, mange år, har affundet mig med min tilstand, selvisolering og undertrykte enorme sorg. For sorgen har jeg, må jeg ikke bare sige, men næsten frygteligt konstatere, nu hvor jeg får hjælp af en terapeut som ”angriber mig” fra en anden vinkel end med talen. Hun rør mig – og må jeg virkelige sige – rør mig fysisk – så en næsten kernenedsmeltet sorg og forladthedsfølelse begynder at røre på sig – og manifesterer sig i gråd. Jeg hulker som pisket og sidder næsten hele tiden med mit pæne hoved og siger; – jamen så slemt var det vel ikke, nu er jeg jo ikke noget Vietnambarn – eller er jeg.
Den norske moderne psykiater, Finn Skårderud, der har begået bogen ”Uro” taler om den hvide – og den sorte melankoli i det moderne menneske. Den åbnede for mig en form for forklaring på, hvordan jeg så længe har benægtet, fundet det urimeligt at jeg skulle ned og bide I græsset. Mig: succeen fra Matador og een gang Strømer… Netop derfor. Den hvide melankoli er nemlig mig – og nok også en del andre med mig; en moderne indre tomhedsfølelse, som ikke føles at have nogen fysisk forklaring i verdenen. Huset er jo ikke brændt. Godt nok døde far, men sån er vel livet og der har da aldrig manglet mad eller mærkevarer. Så min melankoli-følelse må være forkert, da der ikke synes nogen fysisk bevidnelse I verden for den.
Jeg har en melankolsk stemning inde I mig – har altid haft den med mig – næsten taget den for identiteten – og set mig selv som en dumrian, en livsamatør der bare ikke har kunnet forvalte de skønne tilbud verden har tilbudt sig med – for det har jeg ikke. Nærheden har været svær, tæt på umulig – det er ikke mesterskabet i kærlighedsforhold jeg vinder.
Jeg lå på en madras til et massagekursus med mange andre, hvilket slet ikke er mig, for sån – samvær med andre på dén måde – bryder jeg mig ikke om, men jeg var blevet overtalt og havde det rigtig godt med det, indtil ham jeg dannede partner med begyndte at græde af massagen og jeg skulle have en ny makker. En høj mand som min far og ligeså gammel, skulle jeg nu køre videre på; – mig der aldrig havde rørt min egen far – og bagefter skulle han røre mig – og så var det det skete; jeg kunne ikke røre mig bagefter, jeg begyndte at græde. Ikke lidt, ikke ”af en grund” – men dybt, dybt indefra mig brød en gråd igennem – overvældende rolig – I flere timer.
Dér forstod jeg hvad klokken var slået – jeg bar på noget som jeg ikke havde villet være af – en dyb, på det nærmeste grænseløs sorg, som jeg skammede mig over jeg følte. Jeg græd over mit liv – mærkede for første gang Mig selv – uden at tænke mig selv – hvad der nu var rimeligt eller ej, og jeg begyndte at få hjælp, gennem berørelsesvejen – som at få lagt en hånd på sin mave.
For det er jeg ikke vant til; hånd på mave, berøring, omsorg – næring og lys. Jeg er barn af en ulykkelig, ulykkelig mor, som har haft det ”langt værre end mig”, så hvorfor så begræde dét jeg selv har tabt derved. Ikke tale om – at bukke under for min stakkels mors mangler må have føltes som det største forræderi i verden, for jeg var jo den eneste der var; mors eneste hun kunne stole på, for storebror var ude, far på arbejde og det var kun mig der så mor græde over vasketøjet når hun ikke kunne finde kræfter til at lægge det sammen eller rejse sig fra vaskekælderen.
Jeg har levet i et helvede – men der var så lyst – så det kunne det da ikke være – og ingen sagde noget, på hospitaler, genopvågnings-stuerne hvor mor vendte tilbage efter endnu eet af hendes selvmordsforsøg, som heller ikke lykkedes – og som jeg fandt. Når man har levet på bunden af en brønd, så er man jo overbevist om at hele himlen er det lille runde blå for oven – og bliver ganske overrasket når det viser sig at himlen er til alle sider og helt til verdensrummet
Sådan har jeg det i dag, hvor jeg kan begynde at se det; at den dygtige, flinke og hyperbegavede ”lille Jens” har overlevet en frygtelig krig – hvor modstanderen var den man som barn holdt allermest af: mor. Som et lille barn der ser en spritter, der har slået sig – medfølelsen står malet I barnets grædende øjne – og det vil gøre alt for at hjælpe den stakkels mand – eller mor. Og det gjorde jeg – uden at fortælle det til nogen, for hun skulle jo ikke afsløres og hænges ud. Hun kæmpede jo!
Og ingen sagde noget. Ingen har nogensinde sagt noget. ”Hvor er du dygtig lille ven, at du har fundet hvilke piller det er!” Og stolt var jeg, jeg var en rigtig lille kriger – der først nu forstår – at jeg var sån på vagt – for en elsket, elsket svag, som ingen måtte vide om – at jeg derved levede som død – uden at lege, uden at spise, uden at gøre indsigelser og mærke at det kostede mit liv: En soldat i en hemmelig kamp ingen rev mig ud af.
Jeg lider ikke af melankoli. Men af angst. Al den angst som den lille soldat selvfølgelig ikke kunne bære og skylden over at jeg håbede at få hjælp – komme væk og ikke mindst: skammen over at jeg ikke lykkedes.
- Jens Arentzen