Om Goloms for­fær­de­li­ge tvivl – den moder­ne!

Een af de ene­ste figu­rer i Lord of the Ring – The Two Tovers – som står til­ba­ge efter fil­men er for­bi – og man er over­kom­met hvor smuk­ke de var eller Fro­dos blå øjne, er Golom. Det er jo i og for sig mæ rkvær­digt da vi fle­ste af os går rundt i mær­ke­va­re og drik­ke cafe Lat­te og Golom er nøgen, grim og ikke dét før­ste man vil­le for­tæl­le var del af ens fami­lie. Men han udtryk­ker noget, noget der er langt dybe­re end de øvri­ge figu­rers kli­che-fabri­ka­tion, der mere eller min­dre lever op til enhver DreamSo­ci­aty-læk­ker­hed.

Vi gen­ken­der Golom, men gen­ken­der os ikke i smuk­ke Vig­go eller Alfe-yndi­ge ???? – de er rene at de bli­ver umen­ne­ske­li­ge, fabri­ka­ta­rer – og der­for ikke inter­es­sand­te. Golom er i tvivl. En tvivl der mani­feste­re sig tyde­ligt at han lige­frem har to ansig­ter, hvis det da ér en “ham”, han bli­ver både en gam­mel kone og for­ladt lil­le dreng med mikro-sekun­ders mel­lem­rum. Selv det tve­ty­di­ge køns­li­ge er på spil – eller kan man sige alt er fryg­te­ligt åbent og ingen repræ­sen­ta­tion sik­ker. Hvem er jeg?

I fil­men – The Two Towers – har den ene mør­ke side taget ham i star­ten, men så får han een Fro­do der står op for ham og tror på ham – og vil gui­de ham. I MIN ter­mono­lo­gi får Golom en men­ne­ske­lig repræ­sen­tant at bin­de sig til. Det har det ikke skor­tet på i Goloms tid­li­ge­re liv, hvor­for stak­len kan over­ta­les til at være ver­dens­be­her­sker eller under­da­nig fæt­ter på sekun­det – som man bli­ver når man ikke har haft en bin­ding til et andet – og sundt men­ne­ske – der for­u­den at give een evnen til at bin­de sig – være sam­men med en anden – også lærer een hvem man egent­lig er – SER een i bred betyd­ning. (Hvis man ikke bli­ver set – kan man hel­ler ikke sig sig selv – og kan gå galt – og gør det…)

Men desvær­re, som en moder­ne for­æl­der, får Fro­do nok i sine egne pro­ble­mer og kan ikke mag­te adop­tiv­bar­net Golom. Golom bli­ver ladt ale­ne – igen – end­da efter at have tur­det det far­lig­ste for en tid­li­ge­re for­ladt; at HAVE tro­et på en ny anden – til­knyt­nin­gens mulig­hed i ver­de­nen (og gjort det!). Og dén (repe­ti­ti­ve) for­ladt­hed kan Golom ikke kla­re, i fil­mens sid­ste minut­ter. Stem­mer­ne kom­mer igen og kul­den… Selv om han krym­per sig sam­men i foster­stil­ling og ven­der ryg­gen til os for at vær­ne sig, så får de magt; Stem­mer­ne – og længs­len efter Den Dyre­ba­re påbe­gyn­der igen – fuck Fro­do – nu har du selv skabt en fjen­de in-hou­se for­di du var opta­get…

Dér­for løber Golom med publi­kums-opmærk­som­he­den – for­di det moder­ne liv er “Golom­skt”! På den ene side og den anden. Hvor skal jeg hen, hvem er jeg – hvad skal jeg vil­le? Og sådan opstår den fryg­te­lig tvivl og der­af med­føl­gen­de angst – som hos Golom – af for­ladt­hed – bort­ka­stel­se – udstø­de­l­se af fæl­leskab fra den ene Anden der gav en fun­da­ment for godt og ondt og rig­tig og for­kert og sjovt og alvor – og fuld­stæn­dig som Bendt Bendt­sen bak­ke­de os op hva­dend vi gjor­de (alt­så aldrig udstød­te os) selv om far lag­de afstand til knæg­tens narko-ger­nin­ger.

Og sån er behand­lin­gen af os – for­lad­te – at vi får en til­knyt­ning til En Anden, en fun­de­ret Anden, der kan se os og i begyn­del­sen sige hvor­dan vi har det, for­di vi i vores for­ladt­hed ikke mær­ker eller aner om vi er i god spæn­ding eller lam­men­de uro. Og sån åbner ethvert men­ne­ske – og dyr til sit stær­ke selv – at man bli­ver fav­net – og mod­sat omsorgs­svigt – får omsorg – at den fun­de­re­de Anden kan rum­me vores sorg – så vi tør for­tæl­le den; at vi er ban­ge for at vores kam­me­rat er ved at for­la­de os, at vi ikke synes at vi er køn­ne.

Og den­ne gen­ta­gel­se i at kun­ne bli­ve rum­met med ALLE sider – gør at ingen sider af dig eller mig behø­ver at for­flyt­tes til Skyg­geland, men kan være i det åbne – uden skam. Hele mig er ok, selv om selv­føl­ge­lig nogen ting er lidt fede­re at ved­stå end andre. Men jeg er elsket!

(- Mod­sat Golom, der er fuld­stæn­dig glemt – men dét glem­mer Golom ikke, bare vendt til tre­die akt! De udstød­te slår igen, med min­dre de har slå­et sig selv ihjel, for­in­den…)