Bro­en til sel­vet – Til­lids­bro­en

Det sker noget ved tid­lig afvis­ning. Ved et tid­ligt for­æl­dre-tab. Når den før­ste eller anden vig­ti­ge i et barns liv ska­der “broen”mellem bar­net og den anden – dé andre.

For bar­nets vin­kel ople­ves det som et cho­ck, et cho­ck der bio­lo­gisk får bar­net til at impulsivt træk­ke sig, fortræk­ke sig – og nogen­gan­ge helt væk fra sig selv.

Bro­en til den anden er vig­tig. Det er den til­lids-bro mel­lem mig ogver­de­nen og hvis den bro øde­læg­ges, eller rystes, så rystes til­lids­bro­en mel­lem “mig” og “ver­de­nen” – så skal jeg pas­se på for­di mine impul­ser kan med­fø­re dén fryg­te­li­ge uøn­ske­de effekt; at ver­de­nen afvi­ser een og man for­la­des – skub­bes bort, iso­le­res.

Der­for er den emo­tio­nel­le og kemi­ske logik, at man selv træk­ker sig, for-træk­ker sig, for ikke igen ople­ve dét for­fær­de­li­ge – at kastes bort. For at pas­se på sig selv, und­la­der man at risi­ke­re med det væsens­lig­ste – sig og sit for­hold til ver­de­nen – sin rela­tion. rela­tio­ner er ble­vet far­li­ge. Så hel­re ale­ne.

Dét også i for­hold, men ale­ne – der er noget der er holdt til­ba­ge – angst. Man ér sam­men, måske gift, men den sid­ste del af een selv – er fra­s­pa­re­ret. Hvis dén ses, så vil det ske igen – afvis­nin­gen. der­for bli­ver man giver, beta­ler, dén med de sto­re arm­be­væ­ge­ler over­for andre. Man skal bøde for at de andre vil lege med een.

Når man opda­ger eller får hjælp til at se dén jule-leg, at den tid­li­ge skam-påfør­sel, helt op i vok­sen-livet, bio­ke­misk og emo­tio­nelt sty­rer een, kan man bry­de møsn­stret. Få gen-skabt til­lids­bro­en. Se uret­ten i at bli­ve afvist. Bli­ve vred – adres­se­re dén vre­de og der­ved få æres-oprejs­ning til sig selv igen.